Børn forbudt på biblioteket

Børn under 16 år kan ikke komme ind på biblioteket i Gjern i mere end halvdelen af åbningstiden. Et særligt adgangskort betyder, at det kun er voksne, der kan gå på biblioteket, når der ikke er personale.

Børn under 16 år kan ikke få et adgangs- og lånerkort til biblioteket i Gjern ved Silkeborg. Kortet giver ellers lov til at benytte biblioteket, når der ikke er personale.

Og det er mere end halvdelen af åbningstiden, at der ikke er nogen bag skranken.

Dermed kan børn og unge, der ikke er fyldt 16 år, hverken gå ind og nyde stilheden eller låne en bog eller en film med hjem.Kun for voksneFor det særlige chip-kort, der giver adgang til biblioteks-goderne, er kun for voksne.

På bibliotekets hjemmeside står, at "Kortet udstedes til alle over 16 år".

Det glæder bestemt ikke Pernille Drost, der er formand for Bibliotekarforbundet.

- Den spontane brug, hvor børnene kan snuse rundt på hylderne og få hjælp af bibliotekaren, er jo væk, siger hun og peger på, at forældrene pludselig sidder med bolden.

- Børnene er jo fuldstændig afhængige af at deres forældres engagement og overskud til at gå med på biblioteket.

Ikke alle er ballademagere

Og det kender 15-årige Peter Schultz godt. Han bor i Gjern, og går nogle gange med sin far på biblioteket:

- Jeg kan jo ikke komme ind, når der ikke er personale. Men jeg er ok med aldersgrænsen, siger Peter Schultz.

Han kan dog godt forstå, hvis andre er sure over, at man skal være fyldt 16 år for at gå på biblioteket selv.

- Det er lidt dumt. Grænsen er der for, at der ikke skal blive problemer. Men det er jo ikke alle, der er ballademagere, så det er dumt, at det går ud over alle.

Lad bare os på 15 år låne

Også Lotte Kajhøj Ibsen er 15 år og bor i Gjern. Hun synes ligeledes, at det er i orden, at er er en aldersgrænse - men at den godt kunne være 15 år i stedet for 16 år.

- Der ville heller ikke ske noget ved at lade os på 15 komme ind og låne. Men det er bedre med en grænse, end at biblioteket slet ikke har åbent.