Bogbranchen bløder

Alle i bogbranchen troede, at 2009 var rædselsåret, men nedgangen fortsætter. Især er salget af skønlitteratur faldet.

Det ser sort ud for de danske forlag og de skønlitterære bøger, skriver Jyllandsposten med udgangspunkt i tal fra branchebladet Bogmarkedet.

De danske bogforlag sælger færre bøger og tjener færre penge. I årets første tre kvartaler er forlagenes omsætning faldet med 4,8 procent og antallet af solgte bøger er faldet med 6,8 procent.

-Vi er ramt af en markant nedgang. Vi troede 2009 var rædselsåret. Vi havde håbet vi ville rejse os, men sådan er det ikke gået, siger forlæggerforeningens formand Per Hedeman til avisen.

Svært for skønlitteraturen

Især ser det sort ud for skønlitteratur, børne- og ungdomslitteratur. Hvis man sammenligner tal fra 2010 med de første ni måneder i år, så er salget af skønlitteratur faldet med 17,3 procent.

-En forklaring kan være, at skønlitteratur og børnelitteratur er der, hvor kunderne lettest substituerer med noget andet. De køber spil og film i stedet for, siger Per Hedeman.

En anden forklaring er, at de offentlige bogkøb til skoler og biblioteker er faldende.

Facebook
Twitter