Brætspil er det nye sort i socialt samvær

Brætspil vinder frem i en digital tid, og det er der flere grunde til, vurderer spilforsker. Blandt andet spiller computerspil en vigtig rolle.

Brætspil er ikke længere et nørdet nichefænomen, og især de unge tager spillene til sig som et alternativ til fest. (Foto: christian Als © SCANPIX DANMARK)

Vi lever i en tid, hvor vi konstant er på nettet, aldrig forlader hjemmet uden vores smartphone og bruger flere timer ad gangen med øjnene fikseret på en skærm.

Alligevel er gode, gamle brætspil nu mere populære end nogensinde, og der udvikles flere spil, end der har gjort før. Brætspilcafeerne myldrer frem i de store byer, og den brede befolkning tager i stigende grad brætspil til sig som noget, man kan samle sig om socialt.

Hos spilkoncernen Bezzerwizzer er et af de steder, hvor man nikker genkendende til tendensen. Her har man på nuværende tidspunkt solgt 650.000 eksemplarer af de populære quizspil.

- Der er stor interesse for brætspil i Danmark, hvilket vi også kan mærke her hos Bezzerwizzer, idet salget er stigende, udtaler Sarah Wall, der er salgs- og marketingchef hos Bezzerwizzer.

Computerspil medvirker til populariteten

Ifølge Lars Konzack, spilforsker ved Københavns Universitet, er der flere grunde til, at brætspillene vinder popularitet hos danskerne. Og overraskende nok er computerspil en af dem.

- Computerspillene har gjort, at flere kan forholde sig til de lidt mere komplicerede brætspil og til spil som underholdningsform. Hvor eventyrbrætspil i 80’erne var en nicheting forbeholdt nørderne, så har de i dag en bredere appel takket være computerspillenes opblomstring i 90’erne.

En anden – og vigtig – grund til, at brætspil er blevet mere almindeligt som aftenunderholdning med vennerne, er, at spillene er blevet kortere.

- Med det enorme medieudbud, vi har i dag, er det svært at sætte en hel aften af til at spille. Der er et andet tidskrav til brætspil i dag, som helst ikke skal tage mere end en time, og det bliver imødekommet af spilproducenterne, fortæller Lars Konzack.

De unge tager brætspil til sig

Ifølge Lars Konzack er en af hovedårsagerne til brætspillenes popularitet, at de unge for alvor har taget dem til sig de seneste år. Hvor man i 80’erne måske var lidt af en nørd, hvis man spillede brætspil med vennerne, så er det i dag en yderst populær social aktivitet, og det er især de unge, der besøger de nye spilcafeer fredag og lørdag aften.

- Det er den generation, der er vokset op med internet og har brugt computerspil hele deres liv. De er opdraget til en deltagerkultur, hvor man interagerer på baggrund af andres handlinger – modsat dem, der kun er vokset op med tv og radio. Nutidens unge er vant til ikke bare at se på, men også være med til at skabe et medieret fællesskab, og brætspillet er en naturlig forlængelse af den deltagerkultur, forklarer Lars Konzack.

- Brætspilcafeerne giver de unge studerende en måde at komme hinanden ved, der er mentalt og ikke kun følelsesmæssigt tilfredsstillende. Vi ser hos de unge et behov for at mødes over en øl, uden at det skal foregå i højt tempo og med turbobas i baggrunden, og på brætspilcafeerne er samværet mindre påtrængende, fordi man er sammen om noget, nemlig spillet.

På søndag kan alle brætspilsentusiaster få stillet spillelysten i DR Koncerthuset, når Guldbrikken kårer Årets Brætspil. I den forbindelse vil man kunne prøve alle de nominerede spil. Læs mere om på dr.dk/fritspil.