Branding-ekspert: Kongelig prisfest styrker Helsingørs image

Det er ikke uden betydning, når kongefamilien lægger vejen forbi ens by for at uddele Kronprinsparrets Priser, mener branding-ekspert Nikolaj Stagis.

Helsingør har hidtil "ikke har frygtelig meget at skabe et brand ud fra”, mener Nikolaj Stagis. Det kan Kronprinsparrets Priser være med til at ændre på. Her ses skulpturen Han, på Helsingør Havn. (Foto: Christian Bjergløk Jørgensen © DR København)

Når Kronprinsparrets Priser skal uddeles 3. oktober er det bestemt ikke uden betydning, at de bliver uddelt fra Kulturværftet i Helsingør.

- Det betyder noget at få en event - og særligt en event, der bliver sendt i tv - til sin by. Og det betyder noget at få kongefamilien til sin by. Opmærksomheden kan være med til at bringe Helsingør frem på nethinden og i hukommelsen hos alle, der ser Kronprinsparrets Priser.

Det siger branding-ekspert Nikolaj Stagis, der rådgiver om corporate branding, strategiudvikling og kommunikation og er administrerende direktør i brandbureauet Stagis A/S.

Kronprinsparrets glans smitter af

Han pointerer, at man ikke må undervurdere Kronprinsparrets værdi som et ”brand”. Og deres brand kan være med til at styrke Helsingørs ditto:

- Kronprinsparret er et brand, som mange lægger mærke til, og de kommer til at co-brande Helsingør. Det vil sige, at de to brands ligesom står sammen, og efterfølgende kommer Helsingørs image til at stå stærkere.

- Det er også et spørgsmål om at få mediedækning. De steder, de kongelige vælger at besøge, får ofte stor opmærksomhed enten lokalt eller nationalt, pointerer Stagis.

Og den opmærksom kan være ekstra vigtig for en by som Helsingør, der ”ikke har frygtelig meget at skabe et brand ud fra”:

- Både Kulturværftet, Søfartsmuseet og nu Kronprinsparrets Priser er nogle ting, der er ret afgørende for Helsingør. For det, Helsingør ellers har, for eksempel Kronborg, er meget historisk, og det har byen hidtil haft svært ved at bruge til at skabe en ny fortælling om byen.

Kronborg matcher Kronprinsparret

Ét af byens endog meget historiske vartegn er dog fortsat en styrke:

Stagis mener nemlig, at parringen af Kronprinsparret og Helsingør er godt set på grund af Kronborgs kongelige historie.

- Vi så det også, da prisuddelingen blev afholdt i Sydney. Det er godt, når man kan knytte en historie til, hvorfor de vælger et bestemt sted, siger Nikolaj Stagis med henvisning til Kronprinsessens australske ophav.

Potentialet ligger i opmærksomheden

Der er dog generelt plads til forbedring rundt omkring i de danske byer, når det kommer til kunsten at markedsføre sig selv. Og her kan Helsingør tjene som et godt eksempel, mener Stagis:

- Det er værd at overveje for andre byer og kommuner, hvordan man skaber en succes som Kulturværftet, Søfartsmuseet og får en prisuddeling til sin by. Der er et kæmpe potentiale i at få den opmærksomhed, men det bliver der ikke tænkt ret meget over ret mange steder.

I år bliver Kronprinsparrets Priser uddelt 3. oktober fra Kulturværftet i Helsingør. Du kan følge med her på dr.dk allerede fra kl. 19, når vært Mikkel Fønsskov ruller den røde løber ud og giver dig alt det bedste før, under og efter den kongelige prisuddeling.

FacebookTwitter