Alvorlig lidelse får Bruce Willis til at indstille karrieren: 'En helt anden type actionbøf end Schwarzenegger'

Den amerikanske skuespiller lider af afasi, som påvirker hans evne til at forstå og/eller tale.

Bruce Willis er nok bedst kendt for rollen som John McClane i 'Die Hard'-filmene. Han har også spillet med i klassikere som 'Pulp Fiction' og 'Armageddon'. (Foto: © Frazer Harrison, Getty Images)

Der kommer ikke flere actionspækkede film med skuespilleren Bruce Willis i hovedrollen.

Han indstiller skuespilkarrieren i en alder af 67 år.

Årsagen er, at Bruce Willis lider af lidelsen afasi, der giver ham kognitive vanskeligheder.

Det er skuespillerens ekskone, skuespilleren Demi Moore, der i et opslag på Instagram, kommer med den sørgelige nyhed.

- Vores elskede Bruce har fået helbredsproblemer og er for nyligt blevet diagnosticeret med afasi, som vanskeliggør hans kognitive evner.

- Det er en virkelig vanskelig tid for vores familie, og vi er meget taknemmelige for jeres fortsatte kærlighed, medfølelse og støtte, skriver Demi Moore.

Bruce Willis og Demi Moore var gift i årene 1987-2000, men forblev venner efter skilsmissen. Her ses de sammen til Comedy Centrals Roast af Bruce Willis i 2018. (Foto: © Phil Faraone/VMN18, (c) Getty images)

Bruce Willis og Demi Moore var gift fra 1987 til 2000 og har tre børn sammen. Opslaget er også underskrevet af Willis' nuværende kone, Emma Heming, og parrets to børn.

Af opslaget fremgår det ikke, hvordan Bruce Willis har fået afasi, eller hvad det skyldes.

Bruce Willis er nok bedst kendt for sin rolle som John McClane i filmserien 'Die Hard', der består af fem film fra 1988 til 2013.

Men den tyskfødte amerikaner har også medvirket i klassikere som 'Pulp Fiction', 'Armageddon', 'Den sjette sans' og 'Det femte element'.

Filmjournalist: Han kom med noget andet end Schwarzenegger

- Årrrrrrrh!, der er jo også 'Pulp Ficton' og '12 Monkeys', jeg kan ikke vælge!

Sådan lyder det fra film- og kulturjournalist Maria Månson, da hun får den ubarmhjertige opgave at udvælge sin top-3 over de bedste Bruce Willis-film.

Her ses Bruce Willis som John McClane i den første 'Die Hard'-film, som udkom i 1988. (Foto: © 20th Century Fox, Scanpix)

En ting er dog sikkert. Verdens mest øretæve-holdige julefilm skal stå øverst på listen.

- Die Hard er min favorit actionfilm. Jeg elsker ham for hans 80'er og 90'er-engagement, siger Maria Månson.

Den forslåede, men altid kække betjent John McClane, viste nemlig - sammen med flere andre af Willis' roller, en ny vej for actionhelten i 90'erne.

- Han kom jo ligesom og var en helt anden type actionbøf end Stallone og Schwarzenegger. Han havde lidt mere ironisk distance, og så kunne hans karakterer slå sig, siger Maria Månson og fortsætter:

- Hvad hans karakterer ikke havde i muller, havde de i udholdenhed. De kommer til skade, men de kan udholde det.

Mere alsidig end man tror

Og selvom vi kender Bruce Willis' karakterer som der store lærredes hårdeste negle, så viste han ifølge Maria Månson også andre sider med andre roller gennem karrieren.

- Han er faktisk mere alsidig, end han måske får credit for. Han har haft nogle skønne roller, hvor han har ladet sig modcaste i forhold til sit action-image. Og det har givet ham lidt kant, siger Månson, der blandt andet fremhæver Wes Anderson-filmen 'Moonrise Kingdom'.

I Moonrise Kingdom spiller Bruce Willis politimester Sharp, der leder eftersøgningen på to børn, der er stukket af. (Foto: © INDIAN PAINTBRUSH / Album, Scanpix)

Den kommer dog ikke på hendes top-3 over Bruce Willis-film, da hun når frem til den.

Bruce Willis har gennem sin karriere vundet flere priser. For serien 'De heldige helte' modtog han en Emmy-statuette i 1985, og han modtog også en Emmy for sin ikoniske gæsteoptræden i 'Venner'.

I 2006 fik han en stjerne på Hollywood Walk of Fame i Los Angeles.

Ifølge filmsitet IMDb er Bruce Willis med i hele seks film, der udkommer i 2022. Året før havde han en rolle i otte film.