"Brugerne har magten på nettet."
Der er stor opmærksomhed på det brugerstyrede internet - også kaldet Web 2.0 - hvor almindelig mennesker skaber indholdet og bestemmer, hvad der er hot eller not.
Og inden for det sidste døgn har brugerne for alvor demonstreret, hvem der bestemmer i cyberspace.
Hemmelig kode
Det hele begyndte tilsyneladende med en blog, der omtalte en kode, der kan bruges til at bryde kopibeskyttelse på det nye dvd-format HD-DVD, som blandt andre japanske Toshiba står bag.
Bloggen blev læst og dernæst anbefalet på det megapopulære site www.digg.com, hvor internetsurfere kan stemme hjemmesider op og ned på en rangliste.
HD-DVD-koden var populær - lidt for populær, synes selskabet bag Digg, der besluttede sig for at slette henvisningen af frygt for et sagsanlæg fra elektronikindustrien.
Løbet over ende
Digg er et af de fremmeste eksempler på det brugerstyrede internet, og bagmændene burde derfor nok have forudset reaktionen: Brugerne gik amok.
De skrev og anbefalede artikler med den famøse kode i et tempo, så Digg-folkene overhovedet ikke kunne nå at slette. Til sidst fyldte koden hele forsiden af digg.com.
En anden af frontløberne i Web 2.0, online-leksikonet Wikipedia, som brugerne selv skriver, blev ligeledes angrebet. Folkene blev derfor tvunget til at låse artikler om HD-DVD, som man nu ikke længere kan skrive med på.
Digg overgiver sig
Kollegaerne hos Digg har til gengæld givet op. På selskabets blog, skriver en af grundlæggerne, Kevin Rose, til sitets brugere:
"I har sagt det klart. I vil hellere se Digg gå ned end bøje sig for et større selskab. Vi hører jer, og vi vil ikke længere slette historier og kommentarer med koden."