Bruno Ganz er død

Den schweiziske skuespiller, der er bedst kendt for sin rolle som Hitler i filmen Der Undergang, blev 77 år.

Bruno Ganz i rollen som Hitler i "Der Untergang". (© Scanpix)

Han blev verdenskendt for sin rolle som Hitler i filmen "Der Untergang" fra 2005, som handlede om den tyske leders sidste dage under Anden Verdenskrig.

Nu er den schweiziske skuespiller Bruno Ganz død. Han blev 77 år.

"Der Untergang" gjorde stort indtryk i filmverdnen, og filmen vandt adskillige filmpriser. Selv vandt Ganz en pris for bedste skuespiller i filmen ved Bavarian Film Awards.

Bruno Ganz har været med i flere prisvindende film. (Foto: BRITTA PEDERSEN © Scanpix)

60 år som skuespiller

Ganz debuterede som skuespiller i 1960. Gennembruddet lod dog vente på sig, hvorfor han efter ti år med mindre roller, hovedsageligt i tv-film, fokuserede mere på teatret.

På teatret steg han hurtigt i graderne og opnåede stor national succes i Tyskland med sine præstationer i stykkerne "Hamlet", "Faust" og "Peer Gynt".

Og i 1970 var Ganz ifølge Ritzau med til at starte teaterkompagniet "Schaubühne" i Berlin, som stadig opsætter forestillinger.

Rolle i anmelderrost Trier-film

Siden midten af 70'erne har Ganz haft roller i en lang række europæiske og amerikanske film.

Foruden rollen som Hitler i "Der Untergang" har Bruno Ganz spillet desillusioneret skytsengel i "Himlen over Berlin", overlever af Holocaust i filmen "The Reader", og Ganz havde også en bærende rolle i den danske instruktør Lars Von Triers film "The House That Jack Built" 2018.

"The House That Jack Built" var nomineret som bedste danske spillefilm ved dette års Robert Festival. DR's filmanmelder Per Juul Carlsen gav filmen fem ud af seks stjerner.

Bruno Ganz til Cannes Filmfestival sammen med Sofie Gråbøl, Lars Von Trier, Siobhan Fallon Hogan og Matt Dillon. (Foto: JEAN-PAUL PELISSIER © Scanpix)

Indehaver af sagnomspunden ring

Bruno Ganz blev i 1996 indehaver af den sagnomspundne Iffland-Ring, som gives til tysksproget teaters 'betydeligste og mest værdige skuespiller i næste generation'.

Det var den østrigske skuespiller Josef Meinrad, der testamenterede ringen til Ganz, og det skabte stor virak i Østrig, at Ganz fik ringen, fordi man gerne havde set, at ringen blev indenfor landets grænser.

Hvem Iffland-Ringen går videre til nu er uvist. Ganz' egentlige valg var skuespilleren Gert Voss. Han døde i 2014.

Facebook
Twitter