Brutalt dobbeltdrab har præget Sofies familie i tre generationer – nu fortæller hun historien

I podcasten 'Mord i kultureliten' fortæller Sofie Tholl historien om drabet på sin mormors to børn. Det er en vigtig historie at fortælle, mener hun.

(© privat)

I Sofie Tholls familie skete der noget ganske forfærdeligt for 68 år siden. Det var så barskt, at man aldrig rigtigt har snakket åbent om det i familien.

Alligevel har den 11. oktober 1953 trukket spor helt op til i dag.

For den efterårsdag blev hendes mors to ældre brødre, Simon og Mikkel, skudt med en pistol i hovedet. De var henholdsvis tre år og fem måneder gamle.

Manden, der skød dem, og som bagefter skød sig selv, var far til babyen Mikkel, stedfar til Simon og ekskæreste til drengenes mor, Tove Kemp. Han hed Jacob Lorentzen.

Mikkel, såvel som faren, døde omgående af skuddene, mens Simon levede i en uge, før han døde på hospitalet.

Simons biologiske far var den verdensberømte danske designer Verner Panton, mens moren, Tove Kemp, var steddatter af den toneangivende designer og samfundskritiker Poul Henningsen, bedre kendt som lampeskaberen PH.

Morderen, Jacob Lorentzen, var søn af PH's gode ven Mogens Lorentzen, der var forfatter og billedhugger, men måske bedst kendt for at have skrevet teksten til julesangen 'Juletræet med sin pynt'.

Det var med andre ord et dobbeltmord midt i den inderste kreds af den danske kulturelite.

I denne uge, efter flere års tilløb, udkom podcasten 'Mord i kultureliten', hvor barnebarnet Sofie Tholl i fire afsnit fortæller historien om den forfærdelige dag i 1953, som aldrig før er blevet fortalt.

Kulturelitens højborg

Huset i Usserød nord for København, hvor Poul Henningsen og konen Inger Henningsen boede, var epicenteret for dansk kulturliv i efterkrigstiden.

Kulturelitens spidser vadede ind og ud ad hoveddøren, og Sofie Tholls mor, der sammen med sin mor og søster boede hos bedsteforældrene, husker selv, hvordan hun lidt genert serverede chokolader for daværende statsminister Jens Otto Krag i barndomshjemmet.

Arkitekten, forfatteren og tænkeren Poul Henningsen, eller bare PH, var omdrejningspunktet for den kulturradikale elite i efterkrigstiden i Danmark. "Kredsen", som de indviede kaldte den betydningsfulde vennekreds, der talte politikere, tænkere, musikere og designere. PH var stedfar til Tove Kemp og dermed morfar til de to dræbte drenge. Han var desuden nær ven med Verner Panton, som var far til den ene dreng, Simon. Her ses han med én af sin berømte PH-lamper. (Foto: Waclaw Charewicz © (c) Ritzau Scanpix)

Men selvom der var højt til loftet og blev tænkt og skrevet store og normbrydende tanker i hjemmet, så blev den store sorg efter de to små drenges død i 1953 gemt væk.

Helt væk.

- Det er ekstra paradoksalt, at de her mennesker, som ellers på alle mulige måder var progressive, tilsyneladende ikke kunne rumme eller give plads til den massive sorg, siger Sofie Tholl til dr.dk.

- Jeg er 100 procent sikker på, at de har gjort det bedste, de kunne. Jeg er sikker på, at ingen har gjort noget af ond vilje. Men det er bare helt vildt, det, der er blevet gjort, tilføjer hun.

Det, der blev gjort, og som i dag synes så vildt, var, at man skubbede alt det svære væk.

Kort efter drengenes død blev Tove Kemp eksempelvis sendt på en tre uger lang og "pragtfuld" ferie i Italien.

Da hun kom hjem, var hjemmet rippet for alt, der havde relation til drengene.

Først flere år senere, da Tove Kemp var blevet mor til to piger – hvoraf den ældste er Sofie Tholls mor – dukkede der pludselig et indrammet billede af en lille dreng iført en hvid anorak op i hjemmet, der ellers kun havde ægte kunst hængende på væggene.

Drengen Simon, søn af Verner Panton og Tove Kemp, sidder her ved det hvide, PH-designede klaver, som stod i Sofie Tholls mors barndomshjem hos Inger og Poul Henningsen. Det er et foto af ham, der pludseligt dukker op i hjemmet. Klaveret, han sidder ved, står i øvrigt i dag i Sofie Tholls eget barndomshjem. (© PRIVATFOTO)

Da Sofies mor som barn undrede sig over, hvem den lille dreng var, fik hun at vide, at det var hendes storebror, men at han var død.

Og så var der ligesom ikke mere at snakke om.

En fascinerende mormor, men en fjern mor

Netop Tholls mor er gennemgående i podcastens fire afsnit.

For historien om mormoren Tove Kemp og hendes to dræbte sønner er også historien om tiden efter drabene. Om hvordan en dengang 25-årig ung kvinde mistede begge sine børn på voldsomste vis, men allerede halvandet år senere fødte sit tredje barn, nemlig Sofie Tholls mor.

Hvordan Tove Kemp druknede traumet i "fest, farver og fyrværkeri – og mænd, musik, smøger og god vin", som datteren i dag beskriver det.

Her ses en 37-årig Tove Kemp i haven til Poul Henningsen og Inger Henningsens gård i Usserød nord for København. Det er hendes daværende mand, arkitekten Børge Glahn, der har taget billedet. (Foto: Børge Glahn © PRIVATFOTO)

For udadtil var Tove Kemp en levekvinde.

Hun var jazzsangerinde, underviste i musik og var omsværmet af bejlere. Som barn var det med beundring, at Sofie Tholl betragtede sin mormor.

0:00

Men det er også historien om en tid, hvor en frembrusende kulturradikal kvinde som Tove Kemp, der på daværende tidspunkt var fraskilt og havde børn med to forskellige mænd, hurtigt blev dømt af lokalsamfundet.

- "Så kan man se, hvad der sker, hvis man ikke passer ordentligt på sine børn", blev der hvisket i krogene af landsbyen efter "den ækle dag", fortæller Tove Kemps veninde, Nobbe Bernild, i podcasten.

Måske som en reaktion på traumet og skyldfølelsen var Tove Kemp en fjern mor.

Sofie Tholls mor fortæller, hvordan hun aldrig har tvivlet på sin mors kærlighed. Men samtidig har hun ikke fået den nærhed og opmærksomhed, hun som barn og ung higede efter.

- Hun har sat sig selv højere end os, som hun formulerer det i podcastens første afsnit.

Forfatter Suzanne Brøgger bemærker desuden tørt, da hun også interviewes undervejs i podcasten:

- Det har aldrig været attraktivt at være børn af kunstnere.

Den verdensberømte arkitekt og designer Verner Panton var en del af "kredsen". Og så var han også far til Simon - den ældste af de to brødre, der blev dræbt. I 'Mord i kultureliten' mødes Sofie Tholl med hans datter, Carin Panton von Halem, der kom til verden 13 år efter Simons død. Her ses Verner Panton i 1998. (Foto: BJARKE ØRSTED © (c) Ritzau Scanpix)

Om det har været attraktivt at være deres børnebørn, siger hun ikke noget om.

Men Sofie Tholls egen fascination af mormoren bundede i hvert fald ikke i den varme kærlighed og tillid, som andre børnebørn ofte ser på deres bedsteforældre med.

For sådan en mormor var Tove Kemp ikke.

Hun var en "bredmundet og flabet skønhed", som Sofie Tholl beskriver hende.

- Hun var en kvinde, der gjorde, hvad der passede hende. Og som gjorde en dyd ud af at fylde i rummet som kvinde. Og det kunne jeg godt lide.

Men ind på livet af mormoren kom hun aldrig.

- Hun var en figur i mit liv. Men ikke en person, jeg kunne gå til. Det kunne min mor jo heller ikke. Ikke på et intimt menneskeligt plan, som man har brug for som barn, i hvert fald.

Hun var sød og "lavede lækker mad", men bag facaden kom man aldrig.

Med smøgen placeret indenfor rækkevidde i askebægeret gør Tove Kemp sig her klar ved det sminkebord, som Sofie Tholl husker så godt fra barndommens besøg hos mormor. Ligesom duften af mormorens tunge Poême-parfume: - Den hænger næsten stadig i rummet, siger Sofie Tholl i ’Mord i kultureliten’, da hun besøger rækkehuset, hvor Tove Kemp boede fra 1970'erne og frem til sin død. Billedet er taget i 1996. (© PRIVATFOTO)

Da festen slugte sorgen

I dag er Sofie Tholl selv blevet nogens mor.

Faktisk er hun, ligesom Tove var det, blevet mor til to drenge. Og næsten ligesom sine afdøde onkler, Simon og Mikkel, så er hendes sønner i dag henholdsvis tre et halvt år og ni måneder gamle.

Det har ikke været nogen uvæsentlig faktor i, at hun har fastholdt at dykke ned i det traume, der også har haft et tag i generationerne efter Tove.

Første gang hun forsøgte, var som 25-årig studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det endte med at blive en ret fesen radiofeature, fortæller hun.

Dengang så hun familiens tabubelagte tab som en "vild og forfærdelig historie".

I dag, efter hun dels er blevet ældre og dels er blevet mor, er hendes forståelse af sin mormors sorg anderledes håndgribelig og "mere taktil".

Men på samme tid er sorgen også blevet mere uhåndgribelig.

- I dag har jeg svært ved at fatte, hvordan hun overhovedet kunne overleve den sorg.

Ligesom hun slet ikke kan forestille sig, hvordan det må have været ikke at få lov til at gennemgå en sorgproces i ro og mag, fordi der i kulturen omkring Tove Kemp og i samfundet generelt dengang var en holdning om, at man bare skulle komme videre så hurtigt som muligt.

Når man ser på billeder af Tove Kemp, er der altid en smøg i hånden – eller i nærheden. Som hendes datter Louise, Sofie Tholls mor, siger i 'Mord i kultureliten', så druknede hun sorgen over drabet af sine to små drenge med "fest, farver og fyrværkeri – og mænd, musik, smøger og god vin". (© PRIVATFOTO)

Som Suzanne Brøgger får analyseret frem undervejs i podcasten, så var der i efterkrigstiden ikke plads til den sorg.

Heller ikke hos de kulturradikale.

For nok var det kulturradikale miljø både interesseret i Sigmund Freunds teorier, børneopdragelse og var desuden "på forkant med psykiatrien".

- Men samtidig har det jo nok været et miljø, som insisterede på munterhed, og derfor har der været meget fortrængning, mener Brøgger.

Både når det kom til konsekvenserne af deres seksuelle frigørelse, hvor "man blev gift og skilt for et godt ord" uden at tænke på konsekvenserne for de involverede børn. Men også når det kom til så stor en ulykke som den, der ramte inderkredsen den 11. oktober 1953.

Derfor fortrængte man og kom videre med livet. Hvilket Tove Kemp også gjorde.

Et år senere blev hun gift med Adam Otto greve Danneskiold-Samsøe. Og halvandet år efter drengenes død, kom Sofie Tholls mor til verden.

Må man godt dele sin døde mormors sorg?

Sofie Tholl havde en del kvaler ved at dykke ned i sin mormors dybeste sorg. For: "Hvad rager det mig – kan jeg trække dynen af Tove 15 år efter hendes død?", som hun funderer i starten af podcasten.

Spørger man Sofie Tholl i dag, har hun stadig ikke noget helt simpelt svar på, om det er okay at grave et dybt begravet traume frem fra gemmerne og vise det frem i offentligheden.

Alligevel vejer argumenterne for at gøre det tungest, er hun kommet frem til.

- Det er også min mors historie. Og det er også min egen historie.

I sit arbejde mødte Sofie Tholl flere af de mennesker, der enten stod Tove Kemp og familien nær – eller som kan huske at have hørt om mordet på de to drenge.

Hun mødtes med Verner Pantons datter, Carin Panton von Halem, der kom til verden knap 13 år efter sin halvbror Simons drab.

Hun mødtes med førnævnte Nobbe Bernild, der var gode venner med Tove og som rent faktisk var sammen med hende på den skæbnesvangre dag.

Hun mødtes også med kusinen til Jacob Lorentzen. Hun har gemt flere dagbøger fra sin far (Jacob Lorentzens onkel), der beskriver Jacob Lorentzens drab og de psykiske problemer, han kæmpede med.

Hun mødtes med Peter August Johansen, som levede sammen med Tove Kemp frem til hendes død.

Og som nævnt også forfatter Suzanne Brøgger, der rent faktisk omtalte mordet og morderen i sin roman 'Jadekatten' fra 1997, viser det sig.

I sit interview får forfatteren også sat ord på præcis den proces, podcasten har været for Sofie Tholl.

- Jeg har hørt, at det tager tre generationer at komme over en krig eller en tragedie.

Bum.

- Første generation, der har oplevet det, har det som tabu, forklarer hun.

- Anden generation bøjer sig for det forbud og underlægger sig det tabu for ikke at såre forældrene, fortsætter Suzanne Brøgger.

Og så kommer vi så til tredje generation. Den, som Sofie Tholl repræsenterer i denne sammenhæng.

- Men tredje generation får som opgave at forsøge at rydde op og få historien fortalt.

- Det er vel det, du er i gang med?, siger hun spørgende til Sofie Tholl i podcasten.

Og det var præcis det, hun havde gang i. Og nu, hvor det fortrængte og tabubelagte traume fra fortiden er kommet frem i lyset, er Sofie Tholl lettet.

- Jeg kan godt se mig selv i øjnene til familiefesten, siger hun med et let grin.

Faktisk har alle de familiemedlemmer, der har lyttet med undervejs i podcastens tilblivelse, været positive.

- Det betyder også noget for dem, at få den historie på plads. Der er nogle ting, der lige pludselig ræsonnerer i deres liv. Sådan har jeg det jo også selv.

- Det er aldrig faldet mig ind, at hun kunne føle skyld, siger Sofie Tholls mor meget berørt, da hun i 'Mord i kultureliten' får udfoldet sider af sin mors store tab, som hun ikke før har kendt til. At der i Hørsholm, hvor drengene blev dræbt, i tiden efter blev hvisket i krogene, at "så kan man se, hvad der sker, hvis man ikke passer ordentligt på sine børn", giver en helt ny forståelse af, hvad Tove Kemp måtte gennemleve. Her ses hun som 68-årig i rækkehuset i Kokkedal, hvor hun boede sammen med Peter August Johansen indtil sin død i 2006. (© PRIVATFOTO)

Men forhåbentligt kan hendes families traume komme andre til gavn.

For selvom Tove Kemps voldsomme tab af sine to sønner også er et utroligt indblik ind i den progressive og kulturradikale elite i efterkrigstidens Danmark, så rummer historien også en universel familiefortælling, mener Sofie Tholl.

- Det er en vigtig historie at fortælle, fordi den ser på, hvad sker der med et menneske, når det, der er sket i generationen før, har været så voldsomt.

Ligesom den ser på, hvad der sker, når traumer siver ned gennem generationerne.

- Der er fortielser, der går i arv. Og der er sorg, der går i arv.

FacebookTwitter