Bundesen om farvel til Shu-bi-dua: 'Hvis jeg først begynder at savne det, bliver jeg rigtig ked af det - så det gør jeg ikke'

I bogen 'Alting har en ende' folder Michael Bundesen sit liv ud - både før og efter blodpropperne i 2011, der satte en stopper for det folkekære Shu-bi-dua.

Michael Bundesen havde netop lavet morgenmad i sit hjem nord for København og sagt godmorgen til sin hund Nelli, da hans venstre fod svigtede, og han faldt til jorden.

- Det var lige godt satans, tænkte han.

Det var kun ham og Nelli, der var hjemme, og efter kort tid begyndte hunden at gø, som den kun gør, hvis der er noget galt. Underboen hørte den voldsomme gøen og de hurtige poter på trappen.

Imens fik Michael Bundesen møffet sig ud til dørtrinnet, og hurtigt registrerede underboen, at den var helt gal.

Han havde fået en blodprop i hjernen, og flere var på vej. Det skete netop som Shu-bi-dua skulle til at tage hul på endnu en af deres utallige Danmarksturnéer.

Men forårsdagen i 2011 ændrede alt for bandet, der siden 1973 havde markeret sig som et af de bedst sælgende bands i dansk musikhistorie. Michael Bundesen måtte sige farvel til Shu-bi-dua og livet med en mikrofon i hånden og et publikum foran sig.

Berøvet sin frihed

Det er syv år siden, at han sidst stod på scenen, og 21 Søndag har interviewet ham i anledningen af, at hans selvbiografi "Alting har en ende" udkommer den 7. november.

I dag lever han et tilbagetrukket liv i sit hus nord for København med sin hund Nelli og de ansatte fra kommunen, der dagligt kommer og hjælper ham gennem dagen.

- Mit liv er vendt op og ned. Jeg er blevet berøvet friheden til bare at gøre, hvad jeg vil. Hele ens professionelle liv er væk. Men jeg klarer mig stadigvæk meget godt, fordi jeg har en tyrkertro på, at det nok skal gå.

Men hvem er man, når man ikke længere er det, man har været det meste af sit liv?

En del af svaret har 69-årige Michael Bundesen fundet ved at skrive om sit liv i den nye bog.

- Jeg har været igennem blodpropper og en brækket ryg, så nu skulle bogen skrives. Man ved jo ikke, hvad der kommer næste gang. Det kan jo være noget, der er meget værre, siger han.

Berømte på få år

"For jeg ka' kun li' rock. Ja, jeg ka' kun li' rock. Og jeg ka' aldrig få nok. Af den fede rock".

I hjemmet nord for København har DR's journalist og Michael Bundesen sat pladespilleren i gang og pickuppen har ramt en af Shu-bi-duas første sange "Fed rock".

Det var den, der startede det hele?

- Ja. Jeg var fuldstændig besat af Elvis og elskede ham. Der er et helt kapitel i bogen, der er tilegnet ham.

Det er sjældent, at Shu-bi-dua's plader bliver sat på i Michael Bundesens hjem. (Foto: DR)

Shu-bi-dua var oprindeligt tænkt som en engangsgruppe, men på grund af den store succes med singlen "Fed Rock", valgte man at indspille mere materiale. Siden er det blevet til utallige sange. Faktisk 248 sange og 17 albums plus det løse, fortæller Michael Bundesen.

- Det var vildt. Vi gik fra 0 til 100 på få år. Fra vi udgav den første plade gik der kun et par år, før vi var Danmarksberømte. Det var en super fest.

Savner du det?

- Arh altså. Det har jeg tilladt mig at lade være med. Hvis jeg først begynder at savne det, så bliver jeg rigtig ked af det. Så det gør jeg ikke. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har hørt noget Shu-Bi-Dua siden 2011.

Hvordan kan det være?

- Jamen, det er nok fordi, at det ville åbne et eller andet form for sår i mig.

Shu-bi-dua betød alt

Men selvom Michael Bundesen ikke vil hænge sig i savnet, står minderne klart. Han husker tydeligt, hvordan det var at træde op på scenen med resten af bandet, og lyden og lyset ramte, og publikum jublede.

- Jeg ville gerne have, at publikum var glade, når de var til koncerterne og sagde "yes" og klappede.

  • Det var tilbage i 1973, at Shu-bi-dua blev dannet og i flere årtier satte de et markant aftryk i den danske musikverden med mange kendte numre som 'Hvalen Valborg', 'Vuffeli vov' eller 'Sexchikane', der er i dag er blevet klassikere. (Foto: Aage Sørensen © Scanpix)
  • Gennem årene blev bandmedlemmer løbende skiftet ud, og i alt nåede 16 forskellige musikere at være en del af Shu-di-dua. (Foto: Aage Sørensen © Scanpix)
  • Gruppen nåede at udgive 18 studiealbums og en række livealbums og opsamlinger. (Foto: Aage Sørensen © Scanpix)
  • Bandet stoppede sit virke i 2011, hvor Michael Bundesen fik en blodprop. Øverst fra venstre: Michael Hardinger, Paul Callaby, Claus Asmussen, Jens Tage Nielsen, Kim Daugaard, Bosse Hall Christensen, Michael Bundesen og Willy Pedersen. (Foto: Geert Bardrum © Scanpix)
1 / 4

Michael Bundesen beskriver bandet som "den store drengeklub", der turnerede Danmark tyndt i folkevognsbussen og altid sluttede koncerter af med natmad på et hotel.

- Det betød alt for mit liv. Der var kun det, fortæller han og tilføjer:

- Så var der selvfølgelig alt udenom med venner og familie, men Shu-bi-dua var nummer ét. I dag kan man jo godt sige, at det var tosset.

Hvorfor det?

- Jo, fordi man svigter nogle - og det er jo dumt.

Michael Bundesen fik undervejs i karrieren tre børn, og ægteskabet med hans første kone gik i stykker.

- Det er jo klart, når jeg altid var så dum, og altid var ude og drikke bajere og ryge smøger. Jeg var ikke meget hjemme, og det var ikke, fordi jeg ikke fik nogle chancer. Men jeg kunne ikke lade være med at blive ved og ved. Det var en slags tørretumbler, der kørte for mig, forklarer han.

Showgenet lever videre i genoptræningen

Men selvom livet i Shu-bi-dua i perioder tog hårdt på familielivet, var hans børn med til adskillige koncerter. Michael Bundesen husker specielt en koncert i Skagen, da hans to ældste børn var helt små. Han havde fået placeret en lille sofa bagved scenen og hængt et par gardiner op. Og så lå de i mørke med en lygte og læste Anders And-blade.

- Det ved jeg, at de husker som noget ret fantastisk. Det var vigtigt for dem at se, hvad jeg lavede. Især Nicolaj kunne godt lide at være med til koncerterne, især fordi der var nogle store slikskåle. Han troede mit arbejde var at drikke øller og spise slik. Og så gå op og synge lidt, siger Michael Bundesen og smiler.

I dag er hans tre børn stadig en meget vigtig del af hans liv. Men efter 2011 har det også været hårdt for dem at se, at deres fars livskamp ikke længere er at holde sammen på Shu-Bi-Dua og fortsætte succesen på scenen. Det er at få sin førlighed tilbage.

- Det har været hårdt. Noget lort, fortæller Nicolaj Bundesen, der er den mellemste i søskendeflokken.

- Men det er inspirerende at se, at nu er det ikke en scene, han står og danser på mere. Nu træner han stort set hver evig eneste dag og knokler virkelig igennem. Jeg tror, at han bruger det der showgen i sin træning og siger "Nu er det eddermame nu, jeg skal være på og give mig 120 procent". Det er fedt at se, at det kan leve videre, selvom det selvfølgelig er noget helt andet.

Også datteren Nanna Bundesen beundrer sin fars indstilling til tingene.

- Det første han sagde til os, da han kom på hospitalet og vågnede op, var, at vi aldrig nogensinde måtte spørge, hvorfor det her skulle ske, for det var der slet ikke noget svar på, og derfor var det slet ikke værd at give det opmærksomhed. Det synes jeg var ret fint sagt. For ham handlede det om at se frem og ikke tilbage.

Fra 60 skridt til en brækket ryg

For en måned siden blev Michael Bundesen ramt af endnu en udfordring. Han var helt oppe og kunne gå over 60 skridt, men så faldt han uheldigt og brækkede ryggen. Så nu sidder han ned igen.

Har du kunne holde det gode humør?

- Ja, men det er kun, fordi jeg har søde mennesker omkring mig, ellers ville jeg ikke kunne gøre det.

Er der nogle dage, hvor du tænker, at nu kan det også være lige meget?

- Nej, det kan jeg jo ikke.

Michael Bundesen holder en længere pause.

- Jeg har en gammel mor på 97 år, og Nelli ville jo blive forfærdelig ked af det, så det går ikke. Jeg skal bare være her.

Selvom Michael Bundesen måtte sige farvel til sit livsværk efter blodpropperne, har troen ikke sluppet ham. Han har planer om at skulle til en sanglærer igen og forsøge at få styr på stemmen.

Tror du, at du kommer til at synge igen?

- Jeg tror bestemt, at jeg kommer til at synge igen, men der er meget, der skal ordnes med stemmen. Og næste gang jeg går på scenen, hvis jeg gør det, så bliver det ikke i kørestol, men med stok. Det har jeg i hvert fald lovet mig selv.

I 21 Søndag i aften kan du få Michael Bundesens fortælling om sin lange karriere i Shu-bi-dua og livet efter blodpropper og en brækket ryg.

Facebook
Twitter