Burhan satte livet på spil og tog verdens bedste billede

"Eksplosivt", "provokerende" og "skræmmende": Begrundelserne for, hvorfor Burhan Ozbilicis billede skulle vinde World Press Photo of the Year er mange.

Den tyrkiske fotojournalist Burhan Ozbilici modtog i dag den prestigefyldte fotopris World Press Photo of the Year for billedet af attentatet på den russiske ambassadør i Tyrkiet 19. december 2016. ​ (Foto: JEROEN JUMELET © Scanpix)

Han tog egentlig kun opgaven, fordi den lå på vejen hjem og lød nem.

At den tyrkiske fotojournalist Burhan Ozbilici et par timer senere skulle stå med billedet af en dræbt russisk ambassadør og hans jublende banemand, lå ikke just i kortene, da han 19. december stemplede ind på kunstgalleriet i Ankara.

- Jeg tænkte: Jeg er her. Det er muligt, at jeg bliver ramt, måske endda dræbt, men jeg er journalist. Jeg må gøre mit arbejde. Jeg kunne flygte, men hvad skulle jeg så sige, når folk bagefter spurgte: Hvorfor tog du ingen billeder?

Sådan siger Burhan Ozbilici til The Associated Press om den drabelige decemberaften i fjor, der kastede hans verdensberømte og nu også prisbelønnede foto af sig.

I dag gik verdens mest prestigefyldte pressefotopris, World Press Photo of the Year, nemlig til fotografens direkte dokumentation af likvideringen på den russiske ambassadør Andrei Karlov i Ankara 19. december 2016.

VINDERBILLEDET er taget i sekunderne efter drabet på den russiske ambassadør i Tyrkiet 19. december. (Foto: Burhan Ozbilici © Copyright 2016 The Associated Press. All rights reserved.)

Et billede til tiden

Ifølge leder ved fotojournalistuddannelsen, Søren Pagter, kommer billedet med en væsentlig pointe om vores tid.

Udover den konkrete nyhedsværdi er billedet "så godt belyst, at man næsten skulle tro, det var opstillet".

- Det er et æstetisk smukt billede, hvilket står i provokerende kontrast til den voldsomme situation. Men kontrasten bliver pludselig også en pointe i en tid, der præges af mødet mellem fiktion og fakta, siger Søren Pagter.

World Press Photos jurymedlemmer understøtter samme pointe i valget af billedet som verdens bedste.

Nemlig, at billedet siger noget om tiden, vi lever i.

- Her er en mand, der har nået sit breaking point. For mig fortæller billedet historien om alt det, der foregår lige nu i Europa, i Amerika, i Fjernøsten, i Mellemøsten og i Syrien: Sådan ser hadets ansigt ud, siger den prisbelønnede fotograf og jurymedlem i World Press Photo, Joäo Silva.

Et andet jurymedlem, fotojournalist Mary F. Calvert, udtaler, at valget af billedet som årets vinderbillede var en meget svær beslutning, men:

- I sidste ende er det et meget eksplosivt billede, der taler til hadet i vor tid. Hver gang det kom op på skærmen, var man næsten nødt til at rykke tilbage i stolen. Så stærkt er det.

Facebook
Twitter