- Jeg får kuldegysninger hver gang, jeg tænker på det, fordi jeg har det, som om der blev åbnet en historiebog, jeg aldrig havde hørt om, siger Rikke Luna Filipsen om en kæmpestor skulptur, man kan finde ude foran Vestindisk Pakhus i Toldbodgade i København.

Værket 'I Am Queen Mary' af kunstnerne Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle er en syv meter høj skulptur, der blev rejst i 2018, et år efter 100-året for salget af de Dansk Vestindiske Øer.

Skulpturen, der er blevet til på baggrund af en 3D-scanning af de to kunstneres kroppe, forestiller Mary Thomas, der var en af lederne under et stort plantagearbejderoprør på Sankt Croix i 1878. Den er derfor også en påmindelse om den danske kolonihistorie.

- Queen Mary, som hun også blev kaldt, var en del af det største arbejderoprør i dansk historie, men det er bare faldet fuldstændigt ud af historiebøgerne. I vores egen skoletid lærte vi ikke ret meget om vores koloniale fortid, siger Matias Albæk-Falk.

Udover at læne hovedet tilbage og opleve en af de meget få skulpturer af kvinder, der findes herhjemme, peger Rikke Luna Filipsen og Matias Albæk-Falk også på flere symboler, man skal lægge mærke til. Blandt andet plantageejerstolen, som oprørslederen har reclaimet ved at sidde i den. Og en sokkel, der er beklædt med koraller, som La Vaughn Belle har fundet i fundamenterne til huse lavet af slavegjorte mennesker på blandt andet Sankt Croix.

- Og så er der også noget med størrelsen. Den skulle være så stor, at man ikke kunne overse den, siger Rikke Luna Filipsen.

- Den er jo placeret bevidst ved Vestindisk Pakhus, hvor skibene i sin tid kom ind med varer fra kolonierne. Og det var meget bevidst for at sige, at der også er en anden historie.

- Værket er også bare helt vildt relevant lige nu, fordi der er så meget snak om statuer i det offentlige rum, siger Matias Albæk-Falk og henviser til Black Lives Matter-bevægelsens protester mod statuer af kontroversielle historiske figurer verden over.

- Altså debatten om, hvorvidt vi skal have de her konger, der har været ansvarlige for så mange menneskers død og ulykke på den anden side af jorden stående. Skal de tages ned, eller skal vi sætte skilte på, der forklarer konteksten? Der er 'Queen Mary' og hendes historie lige præcis den slags historie, vi har brug for bliver manifesteret meget tydeligt og permanent i vores byrum nu og for eftertiden.

Jeannette Ehlers & La Vaughn Belle, 'I Am Queen Mary', findes Foran Vestindisk Pakhus (Den Kgl. Afstøbningssamling), Toldbodgade 40,1253 København K.

Blandt almene boligblokke på Lundtoftegade i København kan man finde en række infoskærme, der normalt holder beboerne orienterede om, hvad der sker i området.

Men torsdag til søndag fra morgen til aften, kan man se andet end arrangementer og husregler på skærmene.

Her har det kunstnerdrevne fællesskab Til Vægs overtaget sendefladen med skiftende udstillinger fra forskellige kunstnere.

- Det fede er, at det indtager et rum, der egentlig er forbeholdt praktisk information og så præsenterer noget helt andet, siger Matias Albæk-Falk.Blandt andet kunne man frem til den 3. juli opleve en udstilling af kunstnergruppen Center for Militant Futurologi på skærmene.

- De er ret gode til at spekulere i futuristiske utopier, og deres værker består af propagandastatements fra fremtiden, som de selv siger, siger Matias Albæk-Falk.

Fra den 3. juli til den 3. september kan man finde værket ABYSS af Jeppe Lange på skærmene. Et værk, der via en algoritme, som systematiserer billeder efter mønstre og farver, skaber nye billeder ud fra internettets enorme billedarkiv.

- Der er vildt mange kunstnerdrevne steder, startet af særligt nyuddannede kunstnere, rundt omkring i landet, som mange måske ikke hører så meget om. Det kan måske virke som en lidt lukket verden, men de er virkelig vigtige for at skubbe kunsten i nye retninger, siger Matias Albæk-Falk.

- Der er også flere af de lidt mindre initiativer på kunstscenen, der har været ret seje og omstillingsparate her under coronakrisen, siger Rikke Luna Filipsen.

- Det har været ret dejligt, at de har insisteret på at lave noget i den her tid, fordi de gav en følelsen af, at der stadig sker noget derude.

Til Vægs, Lundtoftegade 75, 2200 København N.

- Noget af det, vi elsker allermest ved kunst i det offentlige rum, er, når man støder på det på steder, man ikke havde forventet, siger Matias Albæk-Falk.

- Og det her er et godt eksempel på et sted, hvor man virkelig ikke havde forventet at støde på kunst.

I Holbæk finder man det nye idrætsanlæg Holbæk Sportsby, der blandt andet huser boldbaner, træningscenter og en svømmehal.

Svømmehallens omklædningsrum plejer at være en noget bleg affære med sterile, lyse rum og skarp belysning. Tilsæt spejle og obligatorisk nøgenhed, og du har et sted, hvor du bliver ret opmærksom på dig selv og din krop.

Det har kunstneren Stine Deja valgt aktivt at behandle med værket Hypersea, der både dækker vægge og gulve og kommer ud af højtalerne. Omdrejningspunktet er teorien om hydrofeminisme, der handler om, at vi alle sammen allermest består af vand. Faktisk et sted mellem hele 60-90 procent, fortæller Rikke Luna Filipsen.

- Set på den måde er vi jo alle ens. Det er ret fint at tænke på, siger hun.

- Der ligger jo helt klart nogle teoretiske tanker bag, men alt det behøver man ikke tænke på, for der er bare den stemning ved at træde ind i det her rum, hvor man føler sig omsluttet, taget imod og tryg, siger Matias Albæk-Falk.

- Stine Deja gør på en eller anden måde omklædningsrummet mere poetisk og mindre skræmmende. Der er lyde af rindende vand, og de dybe blå farver skaber et andet lys, end det man normalt møder i omklædningsrum. Det er med til at fjerne fokus fra de individuelle kroppe. Og så tænker jeg også, at risten i gulvet, hvor der står, at der er tidevand i kroppen, er noget, de fleste vil studse over, siger Rikke Luna Filipsen.

Stine Deja, 'Hypersea', findes i omklædningsrummene til svømmehallen i Holbæk Sportsby, Sports Allé 1, 4300 Holbæk.

Skal kunstoplevelsen kombineres med en naturoplevelse, anbefaler Rikke Luna Filipsen og Matias Albæk-Falk dig at tage en tur til Langeland.

Her ligger TICKON, der står for Tranekær Internationale Center for Kunst Og Natur. En skulpturpark i et stykke natur, der har fået lov til at udfolde sig mere eller mindre, som det vil siden 1993. Og så koster det kun 25 kroner at komme ind.

- Det er ikke en skulpturpark med bronzeskulpturer, og hvad man ellers forventer, men i stedet det, man kalder Landart, hvilket vil sige, værkerne er lavet af den natur, der ellers er der: træ, sten og den slags, siger Matias Albæk-Falk.

- På en måde er det også en botanisk have, for der er tegnet ind på kortet, hvilke træer der er, og så ligger de her 15-20 værker spredt ud over området. Nogle er opført i starten af 1990'erne og har jo ikke kunnet holde i længden. De er væltet om i søen, er sunket sammen eller lignende, og nogle værker står stort set, som de er lavet, fordi de måske er hugget i sten. Men naturen bestemmer, hvad der sker med kunsten her, siger Rikke Luna Filipsen.

- Derfor kommer man ofte også i tvivl, om noget egentlig er et værk: "Er den her væltede træstub et værk? Nå, men det må det være, for det ser ud som om det er med vilje." Det er virkelig en gætteleg. Og så er der nogle af værkerne, der er virkelig store og meget tydeligt lavet af mennesker.

- Sidste år kom der et nyt værk til, som er sådan et camera obscura, hvor man går ned under jorden og ind i et helt mørkt rum, hvor der er et lillebitte hul i toppen. Når man har været der i nogle minutter, begynder trækronerne ligesom at vise sig på væggene, siger Matias Albæk-Falk.

- Det er ret fint, at området stadig er levende og aktivt, men også bare lever sit eget liv, siger Rikke Luna Filipsen.

- Og fordi der betaling på, er det heller ikke et sted, hvor folk løber ture eller lufter hund. Det er underligt anderledes uberørt. Det føles virkelig råt på en anden måde. Nogle af stierne er nærmest usynlige.

TICKON, findes ved Tranekær Slot, Botofte Strandvej 4, 5953 Tranekær.

Du tænker måske, at du går på biblioteket efter bøger og Borgerservice efter nyt pas. Men hvis du kigger efter, når du besøger offentlige bygninger, vil du faktisk også kunne støde på kunstværker. Også nogle, hvor kunsten nærmest er blevet en del af bygningen.

Det er den 7,5 meter høje og 3,5 tons tunge kæmpecylinder i bronze, der hænger på Dokk1 i Aarhus et godt eksempel på, mener Rikke Luna Filipsen og Matias Albæk-Falk.

Værket 'Gongen', lavet af kunstneren Kirstine Roepstorff, har en forbindelse til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Når der fødes et barn, kan forældrene trykke på en knap på hospitalet, og så lyder der et rungende 'gooonnnggg' på biblioteket på Dokk1.

- Det er et værk, vi holder rigtig meget af. Det er meget simpelt, men virkelig effektfuldt. Det er så smukt, lavet i bronze og med smukke symboler, siger Matias Albæk-Falk.

- Og så er fortællingen om, at den har en lyd virkelig fin. Man bliver pludselig opmærksom på et andet sted, hvor der også er liv. Det er ret fedt, siger Rikke Luna Filipsen.

Kunstværket er så stort og tungt, at man har været nødt til at tænke det ind i bygningen, og den slags kunst er der kommet mere fokus på, fortæller Matias Albæk-Falk.

- Hvis man skal kigge efter kunst i det offentlige rum, er det helt klart her, der sker nogle af de mest interessante ting for tiden.

Det skyldes blandt andet en ordning med det mundrette navn 'Kunstcirkulæret', der sikrer, at når statens byggeris håndværkeromkostninger overstiger 1 million kroner, så skal 1,5 procent bruges på kunstnerisk udsmykning.

- På den måde kommer kunsten ud i hele landet og til rigtig mange mennesker, og den møder folk i rigtig mange led i deres liv. Det er på universiteter, biblioteker, politistationer, i fængsler. Alle de steder, hvor staten er.

- Det er en ret vild verden, der åbner sig, når man finder ud af det. For der er hele tiden byggerier i gang, og dermed bliver der lavet ny kunst, der bare er der og venter på, at du kommer forbi, siger Rikke Luna Filipsen.

Kirstine Roepstorff, ’Gongen’, findes på biblioteket på Dokk1, Hack Kampmanns Pl. 2, 8000 Aarhus C.

Midt i København ligger en bygning, der med sit farvestrålende ydre normalt ikke er bange for opmærksomhed. Bygningens særprægede udseende har altid delt vandene, og i øjeblikket er den i den grad omdiskuteret, fordi man taler om at rive den ned for at bygge noget nyt.

Bygningen rummer biografen Palads og er malet i et væld af stærke farver af kunstneren Poul Gernes i 1989.

- Poul Gernes er den eneste afdøde kunstner, vi har med her, men Palads har på en eller anden måde haft en betydning for os begge to, siger Matias Albæk-Falk.

- Vi kommer begge to fra Jylland, og vi har begge ret tydelige erindringer om at være barn og komme med toget til København og så se den her farvestrålende bygning i et område, hvor alt andet er lavet af glas og beton, siger Rikke Luna Filipsen.

- Jeg kan huske, at jeg var meget bevidst om, at byrummet ligesom er de voksnes verden, men her var der noget, der talte til et andet blik. Noget der var imødekommende og appellerende til børnehoveder, siger Matias Albæk-Falk.

- Ja, sådan helt, 'Wow, verden er vild, hvis man kan få lov at male bygninger på den måde', siger Rikke Luna Filipsen.

- Det gør et eller andet ved et ungt tankesæt, tror jeg.

- Den står som en kæmpe manifestation af, at der er også plads til dig.

- Og derfor er det jo også så fjollet, at man vil rive den ned for at bygge noget, der ligner alt det andet, siger Matias Albæk-Falk og understreger, at den holdning ikke handler om, at alt kunst skal bevares for enhver pris.

- Det er virkelig ikke sådan en kulturkonservatisme om, at alt bare skal bevares, men Palads har bare noget statement over sig. At der er plads til andre stemmer og blikke i byen. Det er vigtigt.

- Og derfor skulle den selvfølgelig også med her.

Poul Gernes’ udsmykning af Palads-biografen findes på Axeltorv 9, 1609 København V.