Caroline og Anne Sofie vil lave en ny slags porno: Det skal være smukt at se på

De to kvinder vil skabe nysgerrig porno, der fortæller en historie. 

Du kan i øjeblikket følge Anne Sofie Steen Sverdrup (tv.) og Caroline Due i P3's program 'Ægte porno'.

- Vi bliver nødt til at anerkende, at det er mennesker, som er med i pornofilm, og vi skal holde op med at se ned på hinanden for at gøre de her ting.

Sådan lyder det fra 29-årige Caroline Due, der sammen med sin 27-årige veninde Anne Sofie Steen Sverdrup er begyndt at lave porno. Deres fælles mål er at ændre pornoen, så den bliver smukkere at se på, og som de selv har lyst til at se.

De to kvinder er aktuelle i radio-dokumentaren 'Ægte porno', som i øjeblikket bliver sendt på P3. I podcasten følger man de to kvinder, mens de bl.a. optræder både foran og bagved kameraet.

Sex fylder meget i hverdagen

Caroline Due og Anne Sofie Steen Sverdrup har ikke tidligere produceret eller medvirket i porno. Anne Sofie Steen Sverdrup, som oprindelig kommer for Oslo, er uddannet kaospilot. Caroline Due, som er opvokset i Gentofte, har en bachelor i religionsvidenskab og er i gang med en kandidat i filosofi.

Ideen til projektet er opstået, fordi sex er et emne, der fylder meget i de to veninders hverdag. De går til sex-fester, de ser selv porno, og de er en del af et miljø, hvor sex er det helt store taleemne.

Nysgerrig og nyskabende porno

Visionen med projektet er at lave porno, de kan stå inde for at vise frem. Men hvad er smuk porno i Caroline Due og Anne Sofie Steen Sverdrups øjne? Og hvad definerer de som grim porno?

Deres definition af grim porno er film, hvor skuespillerne ikke har ordentlige forhold. Desuden fortæller Anne Sofie Steen Sverdrups:

- Hvis man strækker definition af grim porno er det porno, som ikke vil noget. Porno der realiserer det, man har set 100.000 gange før, som undervurderer menneskets seksualitet og det emotionelle liv.

Smuk porno er derimod porno, der fortæller en historie, og som seerne tænker over, efter de har set filmen, mener de.

- Smuk porno leger med rammer og indhold. Nogle gange vil den sige noget om køn, nogle gange siger pornoen noget om vores forhold til vores kroppe, og andre gange sige den noget om seksualitet på et bredere niveau, siger Anne Sofie Steen Sverdrup.

Billede fra første pornoproduktion. Caroline Due (th.) og skuespiller Trine

Debutoptræden foran kameraet

I fjerde afsnit af podcasten er vi med, når Caroline Due og Anne Sofie Steen Sverdrup for første gang er foran kameraet for at lave pornofilm.

Ikke nok med at det var deres debutoptræden som pornoskuespillere, det var også første gang, de to kvinder skulle have sex med hinanden. At have sex sammen for første gang samtidig med at et kamerahold optager er noget, de fleste nok vil opfatte som grænseoverskridende. Men det var, ifølge kvinderne, en positiv og god oplevelse.

- Vi havde det meget afslappet begge to. Vi var ikke specielt nervøse. Det havde vi ellers forventet. Det var virkeligt hyggeligt og meget kærligt, fortæller Anne Sofie Steen Sverdrup.

Det mest grænseoverskridende ved oplevelsen var, når de skulle levere replikker, som nok er de mindst intime dele af en pornofilm. Veninderne forklarer dog, at det ikke gjorde situationen akavet, da de er trygge i hinandens selskab.

- Det føltes som en tryg ting at gøre sammen, fordi man kunne forsvinde ind i hinanden og glemme, at nogle skulle se det. Mens det stod på, tænkte jeg ikke på så meget andet, end hvordan Anne Sofie havde det, fortæller Caroline Due.

Caroline Due (tv.) og Anne Sofie Steen Sverdrup.

En vigtig erfaring

Ifølge veninderne er det ikke sidste gang, de skal afklæde hinanden på film. De vil for det meste arbejde bag kameraet, men de mener begge to, at det er enormt vigtigt, at de engang i mellem træder ind foran kameraet.

- Det er en god erfaring at have med sig. Man får virkelig en anden forståelse for, hvordan det er, når man har prøvet det selv, forklarer Anne Sofie Steen Sverdstrup.

Opgør med opfattelsen af sexarbejdere

Desuden er deres optræden foran kameraet en form for opgør med den stigmatiserende rolle, de mener, pornoskuespillere har fået i samfundet, fortæller Caroline Due.

- Der er så meget shaming overfor folk, der arbejder med sex på den her måde. Det er opgør med den shaming, der er mod alle, der arbejder med sex.

Anne Sofie Steen Sverdrup under produktionen af første pornofilm

Positive reaktioner på podcasten

Kvinderne havde forventet en del chikane efter deres medvirken i podcasten, men størstedelen af henvendelserne har været positive.

- Vi får nogle rigtig hyggelige beskeder fra folk, der sidder inde med gode ideer til porno, eller som selv har lyst til at være med eller bare har lyst til at fortælle, hvad, de synes, er fedt, fortæller Anne Sofie Steen Sverdrup.

Sidste afsnit af podcasten 'Ægte porno' udkommer 12. marts kl. 6.00. Du kan høre de fem første afsnit på P3's hjemmeside.

FacebookTwitter