Carsten Jensen dramatiserer krigen i Afghanistan

I fredags fik Carsten Jensen Olof Palme-prisen for sin kritik af Danmark. Nu skriver han et teaterstykke om Danmarks krigsindsats.

Da Carsten Jensen i fredags modtog Olof Palme-prisen i Stockholm holdt han en tale, om de ting i Danmark, der er værd at kritisere.

Blandt de mange dårligdomme er det totale fravær af debat om Danmarks krigsindsats, og nu gør Carsten Jensen sit for at starte debatten.

I samarbejde med Bornholms Teater skriver han nu en monolog om krigen i Afghanistan til børn i alderen 14-16 år.

- Om nogle år vil nogen af dem selv stå i Helmand, så jeg synes, at det er vigtigt at de tænker over, hvad det er for en krig. Der er jo ikke noget, der tyder på, at deres forældre tænker over krigen, siger Carsten Jensen, der ikke lægger skjul på, at han ikke tror, at krigen i Afghanistan kan vindes.

Ikke propaganda

Lige nu er han på Bornholm for at arbejde på stykket, men Carsten Jensen har i fire omgange været på reportage-rejse i Afghanistan, og i 2009 gjorde han den danske offentlighed opmærksom på, at de danske soldater i Helmand bliver bevogtet af den lokale Mullah Daods milits, som britiske soldater betaler for beskyttelsen.

Og det er den slags historier, som har inspireret monologen på Bornholms Teater, men Carsten Jensen vil helst ikke skrive et politisk stykke. - Det her bliver ikke et propagandastykke eller en politisk prædiken. Det kommer til at handle om mennesker i krig, fortæller Carsten Jensen.

Værd at dø for

Selvom stykket er en monolog, vil skuespilleren Ernesto Piga Carbone spille flere roller undervejs.

I første scene bliver publikum præsenteret for en ung dansk soldat, en dansk journalist, en afghansk tolk, en lokal bonde og Taliban-kriger.

Hver især bliver de spurgt, hvorfor de er her, og om det er værd at dø for. Så er scenen sat.

Teaterstykket er endnu ikke færdigskrevet og har derfor endnu ingen titel. Men planen er at det skal på turne rundt til landets skoler, så ungdommen kan diskutere krigen.

Facebook
Twitter