Cavling-vinder beder Fogh om hjælp

Cavling-vinder Peter Øvig Knudsen beder statsminister Anders Fogh Rasmussen om at sætte skub i muligheden for at åbne PET's arkiver om Blekingegadesagen.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mener, at alt skal frem i sagen om Blekingegadebanden, og hvis der bliver behov for det, vil han ikke tøve med at få sat gang i en kulegravning af den.

Det kom frem i dag, da journalist Peter Øvig Knudsen fik overrakt Cavling-prisen for sine to bøger: "Blekingegadebanden - Den danske celle" og "Blekingegadebanden - Den hårde kerne".

Håber på håndsrækning

En tydeligt tilfreds Peter Øvig Knudsen kom i sin takketale med en direkte opfordring til pressens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som var til stede ved overrækkelsen. Peter Øvig håber på en håndsrækning fra Fogh til at få adgang til PET's rapporter om Blekingegadesagen, så han kan få lukket de sidste huller i sin afdækning.

- Jeg håber, at pressens minister, Anders Fogh Rasmussen, vil gå hjem og se på sagen og give det lille ekstra skub, der skal til, for at PET vil give mig lov til at se den her sag i deres arkiver. Så jeg kan gøre mit arbejde færdigt, sagde han.

Venter på svar fra PET

Anders Fogh Rasmussen holder fast i, at han er åben for en undersøgelse af sagen, men vil vente på svar fra PET- kommissionen. Derefter vil han tage stilling til, om der skal sættes flere aktioner i gang for at få kulegravet Blekingegadesagen:

- Det, Peter Øvig Knudsen siger, gør indtryk på mig. Vi skal have alt frem i denne sag, så vi undgår, at den slags sker i fremtiden. Jeg vil ikke tøve med at gøre mere, hvis der er behov for det, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Efter en diskussion med Fogh efter overrækkelsen, mente Peter Øvig Knudsen da også, at der er blevet åbnet en lille sprække i en dør, der ellers har været godt og grundigt smækket til.