Censureret Danmarksfilm skal rekonstrueres

Poul Henningsens Danmarksfilm vakte vild forargelse og blev censureret, da den kom frem i 1935. Nu skal den tilbage til sin oprindelige form.

Den var "ledsaget af moderne Negermusik", blev beskrevet som "udansk" og viste noget så usømmeligt som en landmand i bar overkrop og med shorts.

Den berømte samfundsrevser Poul Henningsens Danmarksfilm udfordrede den gængse opfattelse af Danmark, da den udkom i 1935 med masser af jazzmusik og kritik af blandt andet kongehuset og skolevæsenet.

Indholdet var så voldsomt for Udenrigsministeriet, der ellers havde bestilt filmen, at de valgte at censurere den og indsætte blandt andet "Kong Christian stod ved højen mast" som modvægt til filmens dominerende jazzede lydspor, ligesom også kritikken af kongehuset blev fjernet.

Nu - mere end 60 år efter filmens premiere - vil to filmfolk, Palle Bøgelund Petterson og Morten Hein, imidlertid restaurere filmen, så det bliver muligt at se den, som Poul Henningsen havde tænkt det. Det skriver Berlingske.

- Hvis man ser Danmarksfilmen i dag, virker den ikke særlig kontroversiel. Der er ikke nogle rigtigt skarpe scener, der har PHs særlige ånd over sig. Han var jo kendt som en revser af samfundet, og derfor synes vi, at den ånd skal tilbage i filmen, siger Palle Bøgelund Petterson, der er cand.mag og ph.d i filmvidenskab, til Berlingske.

"Ledsaget af moderne Negermusik"

På trods af Udenrigsministeriets censurering af filmen blev den hårdt modtaget af det danske anmelderkorps. Både BT, Politiken og Social-Demokraten var kritiske over for den. Og Lolland-Falsters Folketidendes anmelder - der ikke havde set filmen - skrev om den:

- … vi kender Navnet på Manden, der har lavet den. Det er Poul Henningsen. Selvfølgelig! Naar Regeringen er socialistisk, udøves Kunsten af Kommunister, og saa faar vi en kommunistisk Rundtur i vort Land… ledsaget af moderne Negermusik.

"Det vil give et særligt indblik"

Filmen blev oprindelig forsøgt restaureret tilbage i 1962, men det originale bortcensurerede materiale var ikke til at finde. Det stødte Palle Børgelund Pettersen først på i Det Danske Filminstituts filmarkiv for fem år siden - og det er det, der nu skal ligge til grund for den endelige restaurering.

- I gymnasier og i folkeskoler vil det give et helt særligt indblik, hvis man undervejs får at vide, at det her anså man for anstødeligt i 1930'erne. Der er for eksempel en scene, hvor PH viser en landmand, der går og pløjer sin mark med et hesteforspand. Han gør det i bar overkrop og shorts, og på den tid var det at gå i shorts noget, som mænd absolut ikke gjorde, man skulle have lange benklæder på. Så det klip kom ikke med. På den måde får vi et indblik i 1930'erne censur, siger Palle Bøgelund Pettersen.

"Det første store hovedværk"

Det er dog ikke kun Palle Bøgelund Pettersen og Morten Hein, der mener, at Danmarksfilmen har stor værdi. Det gør filmforsker ved Københavns Universitet, Peter Schepelern, også.

- Den står som den store danske dokumentarklassiker, det første store hovedværk i dansk dokumentarisme. En film som mærkeligt nok blev miskendt, selv om den peger frem mod meget af det, man i dag vil sige er essensen af, hvad dokumentarfilm kan. Poul Henningsen forstår intuitivt filmmediet, det klippemæssige, det at lave et nærmest poetisk billede- og lydflow ud af at skildre hele Danmark, siger han.

For at kunne restaurere filmen til sin oprindelige version, kræver det en million kroner i fondsmidler. Indtil videre er de første 100.000 kroner til projektet sikret.

Facebook
Twitter