Chief 1 blev hiphopper i 1982: Vi drømte om at bo i en ghetto

Netflix-serien ’The Get Down’ giver et fantastisk billede af hiphoppens fødsel, mener en dansk firstmover.

Chief 1 var med til at bringe hiphop-kulturen til Danmark i starten af 80'erne. (Foto: Esben Salling © BT)

I midten af firserne gik priviligerede danske unge rundt og drømte om at bo i ghettoen, med brændende bygninger, graffitibemalede betonmure og affald i gaderne.

De unge var dybt fascineret af den helt spæde hiphopkultur, som kom til Danmark fra USA via musik og film.

12-årige Lars Pedersen, senere kendt som musiker og producer Chief 1, var en af dem, der tog kulturen til sig fra starten:

- Det var jo paradoksalt, at vi hvide danskere fra middelklassen nu drømte om at bo i en ghetto. Nogle af mine venner gik med aviser på Amager, og de begyndte at smide dem rundt omkring for at få det til at ligne en ghetto, fortæller han i Kulturlørdag på P1.

Bastarden hiphop

Fødslen af hiphop er netop nu sat til billeder i den nye serie The Get Down fra streamingtjenesten Netflix. For flere danske hiphop-pionerer er det et varmt og nostalgisk tilbageblik på dengang, hvor det hele startede.

I serien, der er skabt af instruktøren Baz Luhrmann, føres vi tilbage til New York-bydelen South Bronx's brændende gader i sluthalvfjerdserne, hvor den ny musikgenre fødes som en bastardblanding mellem disco, punk og rock.

I løbet af få år bredte kulturen sig videre i verden, og Chief 1 tog den til sig i København i 1982.

Sammen med en ven startede han i 1987 rapgruppen Rockers By Choice, og var dermed en af de første til at sprede hiphopkulturen på dansk jord.

Det mentale Bronx

For første gang så man, ifølge Chief 1, op til dem med færre midler end en selv. Han var fuldstændig fascineret af den ”do it yourself-kultur”, hvor fattige unge skabte deres egne fester i forladte slumbygninger ved at trække strøm fra elmaster.

- Jeg levede i Bronx rent mentalt. Vi gik og sagde, at det kan godt være, vi var hvide udenpå, men vi var sorte indeni.

Den nye ungdomskultur, der voksede frem omkring hiphopmusikken, var oprindeligt de fattige afro- og latinamerikaneres kultur og havde intet med hvid dansk middelklasse at gøre.

Men selvom der var alverden til forskel på New Yorks slummede ghettokvarterer og så det fredelige København, havde kulturen med sit beat, rappoesien, graffiti og tøjstil kraft nok til at brede sig over Atlanten.

Musikalsk guldgraverånd

Siden sluthalvfjerdserne i Bronx og op gennem firserne i København er der sket meget med hiphopkulturen.

I dag findes den overalt, siger Chief 1. I vores sprog, i tøjet og ikke mindst i musikken. Kulturen er båret frem af det, han kalder for en guldgraverånd, hvor man skabte meget ud af lidt.

Den aktuelle tv-serie The Get Down har derfor fat om noget af det allervæsentligste, når seriens hovedpersoner skaber musikken i de nedbrændte og forladte slumbygninger.

Fik kuldegysninger flere steder

Tidsånden er så godt indfanget, at Chief 1 enkelte steder fik kuldegysninger.

- På et tidspunkt møder hovedpersonerne Grandmaster Flash til et bloc party. Her oplever de for første gang ”the real get down”. Der fik jeg fornemmelsen af, hvordan det var for de her unge at træde ind i en verden, som ingen andre på daværende tidspunkt kendte til, siger han.

Chief 1 ser varmt tilbage på tiden med ghettodrømme og hiphopkulturens opblomstring.

- Det med at sige fuck det, vi laver bare vores egen musik og egne fest, er noget af det allersmukkeste ved hiphoppen. Det gør, at jeg er stolt over at have været med fra starten.

Facebook
Twitter