Chilitårer og 90'er-hits: Titusindvis følger kultdyrket internetfænomen skeje ud

Det er altid Lille-fredag hos et internet-radioshow i Solrød, der blander Jackass-underholdning med hårdtpumpet dance.

Nogle går igennem et helt liv uden at opleve fire granvoksne mænd hoppedanse til Hampenberg. Med chilitårer. På begrænset plads.

Men er du er en af de dedikerede fans af Dj Skoge & Bassministeriet, så er det endnu en dag på kontoret. Ja, faktisk essensen.

'Kontoret' i denne sammenhæng er et ganske almindeligt parcelhus i Solrød Strand syd for København. Det danner ramme for internetradio-fænomenet, der underholder engagerede følgere i titusindvis på Facebook, Twitch og Snapchat.

'Minimum en gang om ugen'

Vi er hjemme hos Dennis 'Skoge' Skoglund. Han og Dennis 'Fuller' Møller udgør værterne i programmet. Derudover sætter 'Pølse' hårdpumpet dance og trance på, Morten styrer teknik og 'Tigerdyr'... er bare 'Tigerdyr'.

Holdet sender Dj Skoge & Bassministeriet 'minimum én gang om ugen', og sendetiden er varieret. Men det er også det smukke ved showet.

Konceptet er hjemmelavet internetradio med knald på underholdning, og masser af kærlighed til basmusik fra holdet, der tæller flere dj's, er grundkernen. En kæmpe fest i ungdomshulen, som de kalder det.

Indsamling til julemærkehjem

Imellem dance- og trancehitsene, som 'Pølse' sætter på, bliver der sendt shoutouts ud til lytterskaren, der kvitterer med likes, beskeder og udfordringer.

- Vi startede i midten af november med at spille den gamle dance fra 90'erne og 00'erne, som vi selv synes er overset.

Successen tog fart. En video kan snildt få 50-70.000 visninger.

Kort efter begyndte holdet at koble deres vilde underholdning med en indsamling til et julemærkehjem ved Roskilde.

Sidstnævnte har resulteret i Jackass-agtige bedrifter af DJ Skoge & Bassministeriet, der har taget udfordringer mod pengedonationer på Mobile Pay fra følgerne.

Artiklen fortsætter under videoen.

Fortsætter ufortrødent

Af den grund har holdet har måttet klippet deres hår af, vokset overkroppe og næsebor (!). Og spist ultrastærke chilipebre og den berygtede gærede fiskespecialitet surströmning.

I fredags lukkede Dj Skoge & Bassministeriet indsamlingen med hele 204.000 kr., der var samlet ind sammen med lytterne. Men festen fortsætter ufortrødent.

- Så længe kærligheden er der til musikken, og folk gider høre musikken, vi spiller, så tror jeg også, at vi bliver ved, fortæller Dennis Skoglund.

Se reportagen fra vores besøg hos DJ Skoge & Bassministeriet ovenfor. Følg internetradioen her.

Facebook
Twitter