Clara på 22 optaget på drømmeskolen i München: Nu er jeg klar til resten af verden

Efter et helt liv, der kun handlede om dans, blev Clara Wärme Ottestrøm slået ud af en alvorlig knæskade, mens hun gik på drømmeuddannelsen i München.

Hele mit liv har handlet om dans.

Det begyndte, da jeg var tre år gammel, og siden da har jeg ikke rigtig siddet stille. Min mor plejer at sige, at jeg kunne danse, før jeg kunne gå, og selvom det helt i begyndelsen mest handlede om at stå og se fin ud i et tylskørt, så udviklede det sig hurtigt til at blive det, som betød allermest for mig.

For mig er dans som et kærlighedsforhold. Det er en form for terapi og afhængighed på samme tid. Hvis man har besluttet sig for at blive danser, er det fordi, der ikke er andet, som giver mening.

Det er ikke fordi, det er sjovt hele tiden, men for mig er det nødvendigt for, at mit liv kan gå op. Jeg kan udtrykke alle mine følelser uden at sige noget, fortælle alverdens historier og heale mig selv. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden.

Da jeg blev færdig med gymnasiet og skulle vælge en uddannelse, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle være moderne danser. Først tog jeg en etårig forberedende uddannelse hjemme i Danmark, men jeg vidste godt, at det ikke var der jeg skulle blive.

Den eneste danske skole, som uddanner professionelle moderne dansere, er ikke noget for mig, og jeg er heller ikke noget for den.

Så jeg begyndte hurtigt at se mod udlandet.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

De kunstnere og dansere, som jeg kender og synes er de mest inspirerende, er nogle, som har været hele verden rundt. Jeg synes, det er modigt at flytte til et andet land, og jeg ved, at man vokser helt vildt som person, når man er væk hjemmefra.

Det var ikke et spørgsmål, om jeg skulle afsted – jeg var bare ikke sikker på, præcis hvor jeg skulle hen.

Jeg søgte et par forskellige udenlandske skoler og tog til en masse auditions. Det viste sig at være Iwanson International School of Contemporary Dance i München, der føltes som det mest rigtig.

Muligheden for at have en ny gæsteunderviser hver uge og det, at eleverne bliver taget så seriøst, tændte mig. Her kunne jeg blive den danser, som jeg allerhelst vil være. Så da jeg blev tilbudt en plads, sagde jeg ja med det samme.

Jeg var næsten klar til at rejse til München, da jeg fik et brev fra SU-styrelsen. De skrev, at SU-bevillingen til danske studerende på min nye skole altid havde været en fejl. Nu ville bevillingen blive trukket tilbage, og jeg ville ikke have mulighed for at få understøttelse.

Pludselig var jeg usikker på, om det overhovedet kunne løbe økonomisk rundt. Skulle jeg bare droppe min plan og gå efter noget andet?

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Heldigvis har jeg forældre, som selv er kunstnere og forstår det, jeg laver, og de insisterede på at hjælpe mig. Det er jeg enormt taknemmelig for.

Alligevel var jeg nødt til at tage et arbejde i München for at få økonomien til at hænge sammen – og det noget rigtig skidt.

Når man bruger otte timer om dagen på at danse, skal kroppen restituere så meget som muligt resten af tiden, hvis man ikke vil risikere at blive skadet. I stedet begyndte jeg at passe børn. Jeg slæbte rundt på en baby og løb rundt i en have for at holde styr på ungerne.

Det har klart været med til at få bægret til at flyde over.

Det skete sidste år. Mine fødder hvilede på det kølige gulv, og den ene fod løftede sig op på tæerne, mens den anden slap gulvet og fortsatte helt op til knæet. Jeg snurrede rundt om mig selv i en pirouette, præcis som jeg har gjort så ufatteligt mange gange før – men denne gang var anderledes.

Lige pludselig lød der et højt og væmmelig 'klonk', og jeg lå på gulvet og skreg af en fuldstændig øredøvende smerte.

Jeg vidste godt, hvad lyden betød, for jeg havde prøvet det en gang før. Der var sket noget inde i mit knæ, som kunne få store konsekvenser for mig, og jeg vidste, at jeg var nødt til at tage det seriøst. I hvert fald, hvis det skulle blive muligt for mig at følge min drøm om at blive professionel danser.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Da jeg faldt om på gulvet i dansesalen, havde jeg kun ét år tilbage på skolen.

Jeg blev kørt på skadestuen, hvor de røntgenfotograferede mig, og det viste sig, at min knæskal var skredet ud.

Jeg blev rådet til at få en operation, men i første omgang takkede jeg nej. Efter et halvt år, hvor jeg forsøgte at klare mig halvhjertet gennem undervisningen, rådede en underviser mig til alligevel at blive opereret.

Det blev jeg, og det betød, at jeg var helt ude af spillet.

Min skade har medført mange perioder, hvor jeg slet ikke har kunne se lyset i noget som helst. Én ting er at sidde og ligge hele dagen, hvilket jeg er virkelig dårlig til – jeg mangler også det endorfin-kick, som jeg var vant til at få fra dansen.

Da jeg blev skadet, vidste jeg pludselig ikke rigtig, hvem jeg var.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Hele min identitet har altid været, at jeg er danser. Alle mine bøger og film har handlet om dans, og alle mine venner har haft en eller anden tilknytning til dansemiljøet. Pludselig var hele grundlaget væk. Jeg følte mig slet ikke som et menneske.

Det er en proces, som jeg stadig er i. Men jeg har lært, at jeg nok skal gribe mit liv med dans an på en anden måde. Jeg skal acceptere, at skader er en uundgåelig del af gamet, og at man kan arbejde med dans og kunst på andre måder. Jeg har for eksempel været instruktørassistent og hjulpet backstage på nogle forestillinger.

Mit knæ har fået det bedre, og både min læge og jeg tror på, at jeg kommer til at kunne danse igen. Jeg kan se slutningen på det her hæslige forløb, og jeg glæder mig sådan til at komme tilbage i skole efter sommerferien.

Jeg har besluttet mig for at tage et ekstra år, fordi jeg vil ikke misse noget. Jeg vil fortsætte med at knokle for at blive lige præcis den danser, som jeg vil være. Stærk og dygtig, åben for alle stilarter og klar på at danser i hele verden.

Men jeg tror, det har været sundt for mig at være skadet og sætte gang i processen om at finde ud af, hvem jeg uden min identitet som danser.

Nu er jeg snart klar til resten af verden.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))
Facebook
Twitter