Clement: Politikernes egen skyld de lyder som maskiner

Den speedsnakkende DR-vært er forbløffet over avisredaktørs opfordring til, at politikere skal boykotte hans tv-program.

Den speedsnakkende DR-vært er forbløffet over avisredaktørs opfordring til, at politikere skal boykotte hans tv-program. (Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

DR-værten Clement Kjersgaard er forbløffet over opfordringen fra Politikens kulturredaktør til, at danske politikere til at boykotte hans tv-program 'Hos Clement', som sendes på DR1 hver tirsdag.

- Intet mindre end en total nytænkning af pressens rolle i et demokratisk samfund, kalder han opfordringen fra Politikens Anita Bay Bundegaard.

- Programmets spørgsmål er, fremgår det af Bundegaards artikel, for hurtige, for kritiske og for udspekulerede. Man må formode, hendes professionelle vurdering vil være at se dem erstattet med spørgsmål som er: langsomme, ukritiske og uigennemtænkte, skriver han i et læserbrev på avisens hjemmeside.

"Clement er konstant i centrum"

Debatten om programmet 'Hos Clement' er blusset op, efter SF-formandskandidaten Astrid Krag tirsdag var i studiet.

- Jeg mener politikerne bør boykotte "Hos Clement", fordi det ikke er en værdig politisk debat, der bliver ført. Det giver sig ud for at være et kritisk debatprogram, men det graver slet ikke i, hvorfor politikerne mener som de gør, har Anita Bay Bundegaard sagt til DR Kultur.

- Programmets vært Clement er konstant i centrum, og han forsøger hele tiden at sætte små fælder op for gæsterne i stedet for at lytte. Derudover bliver samtalerne ført i et tempo, så man slet ikke kan følge med i, hvad det handler om, uddybede hun.

Lang tradition for hårde politikerinterview

Den speedsnakkende tv-vært er ikke enig i kritikken fra kulturredaktøren.

- På tv er der en lang tradition for denne type interview (i Danmark, Ugens Gæst og Profilen, i Storbritannien fx BBC-flagskibene HardTalk og Newsnight), mener Clement.

- Men generelt er det dog sådan, at de fleste politiske journalister rent faktisk interviewer præcis på samme måde, selvom intensiteten naturligvis varierer alt efter tid, sted og medie: Kritiske spørgsmål, baseret på research, på udkig efter selvmodsigelser og indrømmelser, skriver Clement.

Lyder som maskiner

Kjersgaard medgiver Anita Bay Bundegaard, at politikerne i interview godt kan "lyde som maskiner", der leverer korte, indstuderede oneliners. Men det er politikernes og deres spindoktorers skyld - ikke pressens.

- Så ja, kvaliteten af demokratiet er blevet reduceret. Men er løsningen virkelig at reducere pressens kritiske funktion, spørger Clement retorisk i sit læserbrev.

Tv-værten mener ikke, politikerne vil blive mere visionære, hvis de får mere fri taletid.

- Vores erfaring siger desværre, at politikerne - når de får 'frit mandat' - som regel gentager de samme tre spindoktor-godkendte 'speaking points', som var deres første svar på det første spørgsmål, de fik stillet. Jeg tror, de fleste Christiansborg-journalister har en tilsvarende erfaring, skriver han.

Uanset kritikken har Clement Kjersgaard ikke tænkt sig at lægge sin interviewstil om.

- Vi stiller klare spørgsmål om konkrete politiske beslutninger. Og vi forventer - altid håbefuldt men aldrig naivt - klare svar, slår han fast.

Facebook
Twitter