Clickbait, fake news og #metoo: 10 ord kæmper om at blive Årets ord

Hvis 2017 var et ord, hvilket ville det så være? I morgen kåres Årets ord blandt ti nominerede.

Skal #metoo være Årets ord for 2017? Se listen over de 10 nominerede nedenfor. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

Hvis vi skulle tegne 2017 med ét ord, hvilket ville det så være?

Bitcoin? Fake news? #metoo?

Efter at have modtaget 415 forslag fra lytterne, kårer Dansk Sprognævn og P1-programmet Klog på sprog i morgen for 10. gang det ord, der for alvor karakteriserede 2017.

Og selv om det ikke er et nyt ord, så er ordet ’bandekrig’ med i opløbet. For det behøver ikke være et nyt ord, for at kunne blive årets ord.

- Det kan sagtens være et gammelt ord, der enten har fået en ny betydning eller er blevet særligt relevant i 2017, fortæller Adrian Lloyd Hughes, der er vært på Klog på Sprog og med i juryen.

Og allerede nu er juryen klar med en liste over de 10 ord, som kommer med i opløbet, når Årets ord skal findes fredag kl. 11.

Hvert af de fem medlemmer af juryen har valgt ti ord, og de ord, der er blevet valgt flest gange, er med på listen over nominerede.

Her er de 10 nominerede:

  • Disruption

  • Kvotekonge

  • Krænkelseskultur

  • Fake News

  • #Metoo

  • Bandekrig

  • Bitcoin

  • Dab

  • Grønlænderstiv

  • Clickbait

Ved et livearrangement, der sendes direkte på P1 fredag kl. 11, skal juryen finde frem til det ord blandt de ti, der skal være Årets ord 2017.

Årets ord er blevet kåret af P1 og Dansk Sprognævn hvert år siden 2008, hvor det var ordet 'Udlændingeservice', der vandt. Siden har ord som 'vuvuzela', 'stenalderkost', 'mobilepay' og 'danskhed' fået titlen.