COBE tager Danmark med til Sydkorea

Tegnestuen COBE tager et lille stykke af Danmark med til Sydkorea næste år, når skal stå for designet af den danske pavillon ved ”Expo 2012”.

I dag blev det afsløret, hvem der skal stå for designet af den danske pavillon på verdensudstilling "EXPO 2012", der bliver afviklet i den sydkoreanske by Yeosu næste år, og vinderen af projektkonkurrencen blev den københavnske tegnestue, COBE.

- Det afspejler det, vi godt vil signalere - Danmark som en grøn vækstnation med fokus på kreativitet og på design - ikke bare vindmøllerne, men kysten, den måde vi bruger naturen på i Danmark. Og det, synes vi, gik op i en højere symbiose, og derfor vandt de i COBE. Men det var fem rigtig gode projekter, fortæller økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, der løftede sløret for vinderforslaget.

Involverende og sanseligt

I februar blev der udskrevet en konkurrence, hvor arkitekter og designere kunne indsende forslag til udformningen af pavillonen ud fra det overordnede tema for Expo 2012, og Eik Bjerregaard, der er projektleder ved tegnestuen COBE mener, de løb med vinderprojektet, fordi det er involverende.

- Jeg tror, at det dels har at gøre med at vi har lavet en meget involverende og sanselig pavillon, som i nogen grad er interaktiv, og som giver en god fornemmelse af, hvordan det er, vi gør i Danmark. Vi fortæller ikke kun en historie omkring Danmark og de erfaringer, vi har gjort, men vi viser dem og giver oplevelsen omkring den, siger Eik Bjerregaard, derer projektleder ved tegnestuen COBE.

Stå midt på havet

Tegnestuen COBEs kalder deres design "Danmark Horizon". COBE har designet et 360 graders filmrum, hvor billeder fra udvalgte steder af Danmarks kyststrækninger bliver projiceret over på rummets vægge og giver den besøgende oplevelsen af at stå og spejde ud over en dansk horisont. Pavillonens spejlblanke gulv er havet, som projektionerne kan spejle sig i, mens det oplyste loft udgør himmelrummet i det danske univers.

- Når man går derind, træder man ud på vandet, og så føles det som at stå på midten af havet og kigge ud på kysten eller ud på horisonten, fortæller Eik Bjerregaard.

Stor Expo, stort pres

På Expo i 2010 tiltrak den danske pavillon sig enormt stor opmærksomhed. Dengang stod arkitektfirmaet BIG bag pavillonen, som blev gæstet af et af Danmarks største nationalklenodier, Den Lille Havfrue. Omkring 30.000 mennesker besøgte hver dag pavillonen og da udstillingen lukkede ned, havde mere end 5,5 million mennesker været den danske pavillon.

I år skal Danmarks ikke selv stå for design af en hel bygning, i stedet bliver en bygning stillet til rådighed. Det danske bidrag til Expo bliver derfor ikke lige så omfattende. Dog giver sidste års succes grobund for store forventninger til udstillingen. Og med forventninger følger også et vist pres. Men det er ikke noget, der afskrækker vinderne fra COBE, der forsøger at se presset på deres skuldre som en udfordring.

Færre forventninger i år

- Omstændighederne for pavillonen i Sydkorea bliver en smule anderledes. Det er en anden type Expo, en anden type verdensudstilling, hvor vi ikke opfører vores egen pavillon som arkitektur men som et rum, vi indtager. Vi har på den måde ikke de samme muligheder for at skabe noget iøjnefaldende udefra, men vi har muligheden for at lave et fantastisk rum indeni, fortæller Eik Bjerregaard.

Brian Mikkelsen forventninger ikke et lige så stort fremmøde denne gang. Dog regner han med, at omkring 10 procent af udstillingens samlede 8 millioner besøgende, vil kigge forbi den danske pavillon til næste års Expo, som har stor betydning særligt på grund af værtslandet.

- Markedsføringsmæssigt betyder det meget for Danmark, fordi Sydkorea er verdens trettende største økonomi og den tredje største i Asien, og vi skal jo leve af at eksportere vores produkter og varer, så hvis vi kan præsentere Danmark gennem design, kreativitet og kultur, så er det en fantastisk god måde at kombinere det. Noget økonomisk, noget merkantilt med noget kulturelt.

FacebookTwitter