Coronakrise-hjælp hitter på Instagram: Danske stjerner deler deres bedste trick til at få succes

Få tips til, hvordan du selv kommer i gang med din drøm i karantænetiden.

Skuespiller Alex Høgh Andersen (tv.), forfatter Thomas Korsgaard og Christopher giver dig deres tips til, hvordan du også kan øve dig på din passion, mens du er i hjemmekarantæne. (Foto: Grafik: Sebastian Stokkebo Sørensen © Ritzau Scanpix)

Har du altid gået med en hemmelig drøm om at blive forfatter? Eller hvad med musiker, skuespiller eller eventmager?

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt fortæller til Jonas Risvig og de mange tusind seere, der så med live på Instagram, hvordan det ikke lå i kortene, at hun skulle blive politiker. (Foto: Jesper Christensen © Jesper Christensen)

Så er det nu, du skal udnytte hjemmekarantænen til at øve dig derhjemme. For ærligt, hvornår får du ellers bedre tid end lige nu?

Til at kickstarte din drøm kan du få inspiration af en række kendte danskere, som på Instagram giver deres trick og fortæller, hvordan de selv kom i gang med deres karriere. Det er blevet så populært, at 35.000 unge allerede har tjekket videoerne ud.

Det er 26-årige Jonas Risvig, der står bag initiativet til videoerne, hvor han på Instagram interviewer kreative navne som skuespiller Alex Høgh Andersen fra tv-serien 'Vikings', sangerne Jada og Skinz, rapperen Klamfyr fra Suspekt og - som eneste politiker - tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Imens kan alle hjemme fra værelset stille spørgsmål.

Det er blevet så populært, at Jonas Risvig nu har besluttet at lave det til en fast fredagsting på sin Instagram. Målet er nemlig at få alle i gang kreativt, mens alt er lukket ned, fortæller bagmanden, som selv er filminstruktør.

- Rigtig mange unges sociale liv er lige nu gået i stå, og ensomheden begynder virkelig at tage over på værelserne. Jeg vil gerne give nogle redskaber og metoder til alle unge, så vi kan få fjernet ensomheden og udfolde os selv i stedet, siger han.

Isoleret fra kæresten

Idéen kom af, at Jonas Risvig selv har følt sig presset i coronatiden. Hans kæreste har en kronisk sygdom, som gør, at de har valgt at bo væk fra hinanden, fordi hun er ekstra udsat. Alligevel blev han især i starten af karantænen ved med at blive inviteret ud at drikke øl med venner.

- Jeg blev enormt forarget, fordi jeg jo selv havde mærket alvoren af corona. Og når jeg bliver forarget, får jeg lyst til at handle, forklarer han.

Jada har også givet tips til, hvordan du kan komme i gang. (Foto: Jesper Christensen © Jesper Christensen)

- Det blev min drivkraft til at skabe de her masterclasses med kreative danskere, som andre unge kan lade sig inspirere af. Og så kan de samtidigt se, at de kunstnere, de ser op til, også bare sidder alene hjemme og bruger noget af karantænetiden på at blive endnu bedre til det, de gør.

Her er tre kunstneres bedste tricks:

Skuespiller Alex Høgh Andersen, 25 år

Den danske skuespiller i HBO-serien Vikings: Alex Høgh. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Især kendt for sin rolle som 'Ivar the Boneless' i 'Vikings' på HBO.

Kast dig ud i det: - Min mor meldte mig til teater, da jeg var lille, selv om jeg tænkte “hvad fanden er det for noget”. Jeg syntes, det var lidt mærkeligt, når alt, hvad jeg kendte til, var en bold. Men min mor havde selvfølgelig ret.

Øv dig: Kig dig selv i spejlet, lav nogle sjove karakterer, arbejd med din stemme.

Vær disciplineret: - At lave teater handler om at nå de bagerste rækker, stå på en scene, tale højt og tydeligt, forstå teamwork, være god til at løfte i flok, professionalisme, at komme til tiden, ikke pjatte.

Du kan gå utraditionelle veje: - Jeg har ikke et diplom fra skuespillerskolen, men jeg er uddannet på en anden måde med 'Vikings'. Jeg flyttede til Irland i tre et halvt år for at arbejde med nye mennesker i 16 timer hver dag, det er ret heftigt. Det er min uddannelse, og der var eksamen hver dag.

Se videoen, hvor Alex Høgh giver et praktisk trick, du selv kan lave, mens du er i hjemmekarantæne. Alt, hvad du skal bruge, er et spejl.

Se hele interviewet med Alex Høgh Andersen her

Popstjernen Christopher, 28 år

(Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

Udgav sit debutalbum 'Colours' i 2012, 'Closer' i 2016 og 'Under the Surface' i 2019.

Find din passion: - Jeg spillede rigtig meget fodbold og gik i folkeskole og havde fået en spansk guitar af min farmor, som jeg ikke gad spille på. En dag fandt jeg så ud af, at det kunne være en god ide alligevel. Jeg elsker at synge, og der var damer i at tage en guitar frem på stranden og spille 'Wonderwall'. Jeg kunne bare mærke, at jeg havde den her passion for musik, hvor tid og sted bare forsvinder, og der er gået fire timer. Det var første gang, jeg oplevede det.

Øv dig: - Det at øve sig og øve sig og øve sig, indtil det på et eller andet tidspunkt lyder godt, efter at det har lydt dårligt i rigtig lang tid. Og så er det ligegyldigt, om du spiller computer eller et instrument, om du producerer eller er filminstruktør. Man skal bare skrive meget lort for at få den ene sang, som føles fed. Og spille mange akkorder, som lyder af hest, før man rammer noget, som lyder rigtig fedt.

- Jeg sad og lærte akkorder på YouTube.

Drop higen efter berømmelse: - Det virker lidt som om, uden at dømme unge i dag, at der ikke er så mange, der på den dér måde øver sig. Man vil gerne springe mellemleddet over og gå direkte over til at være kendt på den røde løber. Men grunden til, at det er fedt at stå på den røde løber, er jo, at man står der, fordi man kan noget. Ikke fordi man har været med i 'Ex on the Beach' eller 'Paradise'.

- Det er ikke det der med at være kendt, som nogensinde har været målet for mig, og det synes jeg heller ikke, det skal være for nogen, for det har både sine positive og negative sider.

Tro på, du er den fedeste: - Når du sidder alene lige nu og drømmer om noget, skal du virkelig turde tro på dig selv. Du skal kigge på dig selv udefra, som om du er den fedeste i hele verden.

Giv ikke op: - Det er for let at second guesse alle dine ideer. Du må gerne skrive eller filme en masse lort. Det er som at tænde for vandhanen, først kommer der rustent vand ud, og derefter kommer der bare rent vand. Det er ok at skrive en lortesang. Du skal lave noget møg, før der kommer guld ud.

Se hele interviewet med Christopher her

Thomas Korsgaard, 25 år

(Foto: Anne Bæk © Ritzau Scanpix)

En af de p.t. mest anmelderroste ungdomsforfattere, som fik sin debut i 2017 med 'Hvis der skulle komme et menneske forbi'.

Find din egen stemme: - Du skal skrive, som du selv skal, ikke som Suzanne Brøgger, Benny Andersen eller Tove Ditlevsen. Det er godt at have læst dem og kende til dem og deres metoder, men man skal primært lyde som sig selv. Det tog mig to år.

Brug hjemmekarantænen: - Jeg har været på mange skriveophold, hvor jeg er kommet hjem og ikke har lavet en dyt. Men det er heller ikke det, det handler om. Det vigtigste er, at man prøver. At man sætter sig ned hver dag og prøver på at få sin tekst til at blive bedre, længere, kortere, hvis det er det, den skal.

Disciplin: - Jeg har én regel. Og den regel, jeg har, er, at jeg skal skrive én sætning om dagen. Den regel er rigtig god, for når man så sidder og har skrevet en sætning, så har man pludselig skrevet noget mere. Der er også dage, hvor jeg bare skriver den ene sætning, og det er ligesom det. Men det betyder, at hver dag er en succesoplevelse, fordi man når det, man skal.

Kom i gang: - Der skal være ro og en computer med strøm på. Det er faktisk det eneste. Roen er vigtig, og i øjeblikket bliver man meget nemt distraheret, fordi man gerne vil være opdateret. Men jeg har ikke brug for at høre et bestemt stykke musik eller sådan noget, før jeg går i gang.

Vær god til at tage imod kritik: - Nogle af de første ting, jeg sendte til en redaktør, var helt frygtelige, og det fortalte hun mig også på en sød måde. Det var godt, hun gjorde det, for så blev jeg bevidst om, hvad en god og en dårlig tekst er, og det sendte mig i en retning af, hvordan jeg skrev bedst.

Vis dine tekster: - For at kunne få kritik, skal man også vise sine tekster til nogen. Det skal man ikke nødvendigvis gøre til hvem som helst, men nogen man stoler på.

- Jeg prøver at blive så færdig, som jeg overhovedet kan, før jeg viser det til andre. Ikke færdig som i at bogen er klar til at blive trykt, men færdig i den forstand, at jeg kan svare på, hvorfor hver en sætning skal være der.

Læs en masse: - Find nogle bøger, du kan lide, og find ud af, hvorfor du godt kan lide dem, hvorfor de er fedt bygget op, prøv at analyser dem. Det gør dig selv til en dygtigere læser af din egen tekst, når du så er i gang med at skrive den.

Hør hele interviewet med Thomas Korsgaard her