Her er den hemmeligste forestilling på CPH Stage

Teaterfestivalen CPH Stage er netop åbnet, og den byder på noget for enhver smag! Dr.dk tog til Teaterøen for at se en danseforestilling på en tømmerflåde...

Forestillingen hedder Small Dance Space Concert - Raft Edition. Og den foregår da også på en tømmerflåde! Dr.dk har været ude at se forestillingen. (Foto: Kasper Madsbøll Christensen © dr)

De enorme B&W Haller tårner sig op over mig, og midt imellem fornemmelsen af gammel industri, rust og stærk eftermiddagssol tænker jeg, at det nu ikke er muligt at komme længere væk, længere ud af byen.

Det er herude, midt imellem betonbygninger og høje skorstene, én af teaterfestivalen CPH Stages bedst gemte forestillinger finder sted.

Forestillingen hedder Small Dance Space Concert – Raft Edition. Den moderne danseforestilling skal med andre ord folde sig ud i et overordentligt begrænset – og vippende! – scenerum, nemlig på en tømmerflåde i vandet ud for Teaterøen.

Kast mageligheden over bord!

På trods af relativt få kilometers afstand til København, føles det som om, at Teaterøen, der ligger alleryderst ude på Refshaleøen, befinder sig et sted meget langt væk fra alting.

Da jeg har passeret B&W Hallerne, der sidste år husede Eurovision Song Contest, tænker jeg: ”Er jeg mon cyklet forkert?” og overvejer i et splitsekund at vende om. Så hanker jeg op i mig selv, tager en dyb indånding, og sætter for et øjeblik en mental parentes om min egen storbymagelighed, og voilà, straks finder jeg frem til en lillebitte port i hegnet omme bagved B&W Hallerne og Det Kongelige Teaters scenografiske værksted.

Her viser et venligt skilt vej til ”Teaterøen”.

Det lyder næsten som noget fra Peter Pan.

Man skal igennem denne port, slå et sidste sving, og så er man fremme ved Teaterøen. (Foto: Kasper Madsbøll Christensen © dr)

Vand, sejlbåde og grønt græs

Jeg træder igennem porten, der bringer mig ud på den anden side af det hegn, der sidste år markerede grænselandet mellem Eurovisionens glimmerfest og Refshaleøens rå industri; herefter slår jeg et enkelt sving mere, og så jeg ellers fremme på Teaterøen (der egentlig ikke er nogen ø – sådan i streng, geografisk forstand).

Nu er jeg pludselig omgivet af vand, sejlbåde og skibe, høje industriskorstene og grønt græs – og denne dag også dansere, der strækker ud.

Der er fremmødt mellem 15-20 mennesker til Small Dance Space Concert, og mange af dem virker til at kende de tre dansere, Marie Helen Andersson (Sverige), Taryn McGovern (USA) og Sara Kaustinen (Finland), der sammen har koreograferet og danser forestillingen.

En person ønsker ”Good luck!”, mens hun cykler væk, umiddelbart inden forestillingen starter.

Teaterøen, der strengt taget slet ikke er nogen ø, befinder sig i det alleryderste hjørne af Refshaleøen. (Foto: Kasper Madsbøll Christensen © dr)

”Kom tættere på!”

Forestillingen starter, og efter to små, indledende stykker bliver der budt velkommen: ”Welcome to Small Dance Space Concert!”

Publikum, der er bænket i en halvcirkel på græsset trygt inde på land, bliver opfordret til at komme nærmere. Nogle tager bænkene under armen og rykker tættere på, andre sætter sig i græsset helt ned til vandet. Så fortsætter forestillingen.

Gulvet ude på tømmerflåden er lige så grønt som det græs, publikum sidder på, og det ser ud, som om det kan finde på at give efter for dansernes bevægelser hvert sekund det skal være. Det gør det heldigvis ikke!

Forestillingen veksler undervejs mellem solo-stykker, pararbejde og til sidst er alle tre dansere i gang; tempoet skifter også undervejs og ender til sidst med at være så hektisk, at flåden vipper faretruende i det ellers stille vand.

Medbragt rosévin og Rød Tuborg

Small Dance Space Concert er én af den slags forestillinger, hvor publikum har deres egen rosévin med. Vinen bliver delt af to veninder, og drukket af små, hvide plastickrus.

”Den smager af saftevand!”

Andre af de fremmødte nyder en Rød Tuborg.

Nå ja, danserne har jo også selv opfordret publikum til at tage en øl med til forestillingen. Bagefter skal de to veninder spise på Papirøen.

Store drømme på Teaterøen

Den ene af Small Dance Space Concerts dansere har havfrue-grønt hår, og musikken, der skal akkompagnere forestillingen, bliver sat til blot ved et tryk på en iPhone. Jo, vi befinder os i 2015, også her på Teaterøen – selv om øens navn giver løfter om noget andet.

Én af de sange, hvis søde toner flyder ud fra højtalerne i takt med dansernes bevægelser og de små bølgers skvulp på vandet, er The Mamas & the Papas’ ’California Dreamin’’.

Jeg tror også, der bliver drømt store drømme herude på Teaterøen.

Værsgo! Ét styks danseforestilling på tømmerflåde. (Foto: Kasper Madsbøll Christensen © dr)

Hvad vil du vide?

Halvvejs gennem forestillingen spørger musikken ”What do you wanna know?”.

Det er ikke helt til at svare på.

Men det er måske netop hele pointen: At man ikke ved, hvad det er, man gerne vil vide, men må åbne sig over for det, der sker her i dette nu for at finde ud af det – både på en tømmerflåde ud for Teaterøen og til teaterfestivalen CPH Stage.

Du kan købe billetter til alle forestillinger og visninger under CPH Stage her eller hver dag i Nørrebro Teater fra klokken 9-18.

Du kan læse meget mere om CPH Stage på festivalens hjemmeside eller på Facebook.

Facebook
Twitter