Hvem var ham der Reumert?

Den prestigefulde scenekunstpris Årets Reumert uddelesi aften. Men hvem var han nu lige, ham Reumert?

Poul Reumert og Bodil Ipsen udgjorde et af dansk teaters mest ikoniske makkerpar i det 20. århundrede, og de endte begge med at få en pris opkaldt efter sig. Her ses de to til Ipsens 60-års fødselsdag på optagelse i Radiohuset i 1949. (© DR (type 1))

De fleste kender Bodilprisen, og mange har også styr på Robert - men hvordan er det nu, at Reumert kommer ind i billedet?

Årets Reumert, der uddeles i aften, kaldes ”Hele Danmarks scenekunstpris”, og det er den fornemste pris, der gives inden for dansk teater og scenekunst.

Læs her om ikonet Poul Reumert, der har lagt navn til prisen og kaldes det vigtigste navn inden for det 20. århundredes danske teater - en mand, der skønt sin enorme popularitet længe havde svært ved at overbevise den danske teaterverden om sit talent.

Dansk teaters grimme ælling

Poul Reumert blev født i 1883 i en yderst scenevant familie. Som søn af skuespiller Elith Reumert og danser Athalia Flammé voksede Reumert op med teatret tæt inde på livet, men trods forældrenes kunstneriske virke var sønnens drøm om en karriere som skuespiller på ingen måde en, de ville acceptere.

Det stoppede dog ikke Reumert, der som 18-årig blev optaget ved Det Kongelige Teaters elevskole efter en ekstraordinær optagelsesprøve. Om optagelsen udelukkende skyldtes forældrenes status er usikkert, men i hvert fald var der ingen, der til at begynde med havde meget til overs for unge Reumerts evner på de skrå brædder.

Debuten fik han i 1902, og inden han var færdig på elevskolen, fik han ansættelse på Folketeatret, da man mente, at han ville være til mere gavn på den folkelige end på den kongelige scene. Han blev endnu ikke anset som noget særligt; efter sigende talte han "grødet som havde han en kartoffel i munden", bevægede sig "hvalpet og kluntet" og havde en "unuanceret friskfyragtighed" over sig.

Gennembruddet kom efter flere års hårdt arbejde, da Reumert i 1908 blev fast tilknyttet det nyåbnede Ny Teater, hvor han de næste tre år var en af de vigtigste drivkræfter på scenen og her vandt folkets hjerter. I 1911 vendte han for første gang tilbage til Det Kongelige Teater, hvor han fik lov til at udfolde sig i en bred vifte af roller.

Man havde omsider fået øje på Reumerts vidtrækkende talent.

​Parret over alle par

I 1915 spillede Poul Reumert for første gang sammen med Bodil Ipsen, og det skulle vise sig at blive et yderst værdifuldt og langvarigt partnerskab, som fik uvurderilg betydning for ikke bare de to skuespilleres respektive karrierer men også for dansk teater.

De to forlod sammen Det Kongelige Teater i 1918 til fordel for Dagmarteatret, og de følgende år kom til at udgøre højdepunktet i Reumerts karriere. Reumert og Ipsen fortsatte samarbejdet mange år endnu, og de spillede over for hinanden i en lang række stykker, hvor Reumerts grundighed fik modspil af Ipsens spontanitet, hvilket gjorde dem til den ultimative mand/kvinde-konstellation på scenen. De to er blevet kaldt "parret over alle par" i dansk teater i det 20. århundrede og nogle af de vigtigste skuespillere, Danmark har haft.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at både Ipsen og Reumert har fået en fornem skuespilpris opkaldt efter sig.

Hylder det levende

Årets Reumert blev indstiftet i 1998 af Bikubenfonden, og den har været uddelt en gang årligt lige siden. Prisen hylder det levende teater i 16 forskellige kategorier, der præmierer det ypperligste scenekunst fra året der gik. Formålet med de 16 Reumert-priser er at sætte fokus på den levende scenekunst og fremme interessen for selvsamme.

Årets Reumert 2015 uddeles i aften ved et spektakulært prisshow, der finder stedi Skuespilhuset i København. Instruktørduoen Fix & Foxy, er er kendt for at lave nyskabende og kontroversiel teaterkunst, står bag iscenesættelsen af showet, der - lover de - bliver som aldrig før.

Årets Reumert sendes direkte på DR K og dr.dk kl. 20-22 - med optakt allerede fra kl. 20.

Kilde: Dansk Biografisk Leksikon.

Facebook
Twitter