VIDEO Mød Reumert-talentet: Skuespil er forskningsarbejde i psyke og sind

Når Sicilia Gadborg Høegh forbereder sig på en ny rolle, graver hun sig dybt ind i karakteren for at skabe så helt et menneske som muligt.

- Det er nærmest som et forskningsarbejde i psyken og sindet. Man får rigtigt lov til at gå i dybden med menneskenes indre - spejle sig i alle deres finurligheder og så prøve at skabe et så helt menneske som muligt med sin egen krop. Man kan ligesom blive nødt til på et eller andet plan at forstå, hvorfor folk kan gøre de mest uhyrlige ting.

Sicilia Gadborg Høegh er 29 år og skuespiller. Hun ser skuespillet som en mulighed for at fordybe sig i mennesker og forstå, hvorfor de handler som de gør.

- Jeg tror faktisk, at det er sundt for ens empati og tolerance en gang imellem at være tvunget til at se mere nuanceret på mennesker i stedet for bare at afskrive folk som gode og dårlige.

21. juni vil Sicilia Gadborg Høegh og ni andre unge, danske scenekunstnere modtage prisen som Årets Talent ved uddelingen af Årets Reumert 2015. Her kan du læse mere om talentpris-modtager Sicilia Gadborg Høegh, der hele tiden forsøger at tæmme sin frygt for at fejle.

Åndeløst nærvær

Sicilia Gadborg Høegh er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2013. Hun modtager årets Reumert Talentpris for sin optræden i forestillingen Glasbobler på Aarhus Teater – en forestilling, der handler om fem menneskeskæbner hvis veje krydses.

Ifølge Reumert-juryen tiltrak Sicilia Gadborg Høegh stor scenisk opmærksomhed om sin udtryksfulde krop, og der opstod et særligt åndeløst nærvær omkring hendes person. Og netop dét at skabe noget ærligt, der rører publikum, er vigtigt for Sicilia Gadborg Høegh.

- Jeg går ikke bare til ting uden frygt, men jeg trodser ligesom frygten og prøver først og fremmest at gøre det så ærligt som muligt. Frygten for at fejle og frygten for at være dårlig prøver jeg at trodse hver gang, jeg går til et stykke, fortæller Sicilia Gadborg Høegh og uddyber:

- De stakkels karakterer, jeg skal spille, skal jo ikke blive alt for hæmmede af mine dårlige vaner. Og det er så befriende fedt at ens egne hæmninger lige bliver sat på pause en gang imellem.

’’Fandme nej, om jeg ville som barn’’

Sicilia Gadborg Høegh var aldrig i tvivl om, at hun skulle lave noget, hvor hun kunne stå på en scene og udtrykke sig. Men selvom begge Sicilias forældre er skuespillere, var det ikke den vej, hun selv drømte om at gå.

- Min store drøm var at blive danser, og jeg kom også ind på en danseuddannelse i Göteborg, som jeg startede på som 18-årig. Jeg troede at min lykke var gjort. Desværre viste det sig i løbet af mit første år på skolen, at jeg havde en medfødt hofteskade, og lægerne rådede mig kraftigt til at stoppe med at danse.

Det var til at starte med svært at acceptere. Men efter nogle overvejelser, besluttede Sicilia Gadborg Høegh sig for at give skuespillet en chance. En beslutning hun ikke har fortrudt siden. Efter et ophold på Musical Akademiet med inspirerende undervisere fik hun for alvor øjnene op for faget og søgte derefter ind på Den Danske Scenekunstskole.

- Som tiden går holder jeg mere og mere af faget og de utallige muligheder, det bringer med sig. Det er ret sjovt, hvordan det sådan kan vokse på en. For fandme nej, om jeg ville, som barn!

Årets Reumert finder sted 21. juni i Skuespilhuset i København og sendes direkte på DR K og dr.dk. Læs mere om talenterne her.

Facebook
Twitter