Da punken ramte en skole i Rødovre og resten af Danmark: 'Lærerne flippede ret meget ud'

Steen Jørgensen og Tomas Ortved fra bandet Sort Sol mindes Danmarks første punkkoncert.

Rockmusikkens unge bastard er blevet grandvoksen. Punkens nitter, farverige hår og konfronterede musik er rundet de 40, og i dag er der jubilæum for den første punkkoncert med et dansk band.

P6 BEAT har inviteret to af jubilarerne med til den scene, hvor det hele startede. Steen Jørgensen og Tomas Ortved er i dag henholdsvis sanger og trommeslager i Sort Sol, og ruller tiden tilbage til d. 24. november 1977.

- Der var en hyre på 400 kroner og vi lejede en Mini Trans ud og en Mini Trans hjem. Så vidt jeg husker, blev det 50 kroner hver vej, så vi delte 300 kr bagefter. Det var da ikke dårligt!

Steen Jørgensen kigger på Tomas Ortved med et skævt smil. De er begge tilbage i det lokale, hvor det hele startede - ikke bare for Sort Sol, men for den danske punkkultur som sådan.

Vi kiggede ud, så alle de her mennesker og tænkte 'hold da op'

Tomas Ortved om synet af et propfyldt sal

Dengang hed Sort Sol 'Sods' og gav koncert på Rødovre Statsskole. Klokken var lidt i 10 - om formiddagen og vejret var det samme som i dag, gråvejr, koldt og det regnede lidt.

- Spillede vi ikke på skolens anlæg? spørger Tomas undrende. Umiddelbart kan han ikke huske, hvorfor de havde brug for en Mini Trans til deres udstyr, hvis de brugte det som skolen stillede til rådighed.

Det hele er lettere tåget i starten, men minderne kommer tilbage til Steen og Tomas i en rolig rytme, når de i deres mørke tøj og solbriller, skridter scenen af. Samme scene, hvorfra de serverede fire numre for skolens publikum i 'fælles timen' 40 år tidligere.

Illustreret Tidende, 5/99: The Sods var et af Danmarks første punkorkestre. Det første var No Knox. Fra venstre Peter Schneidermann (Peter Peter), Steen Birger Jørgensen, Tomas Ortved Larsen og Knud Odde. Gruppen ændrede senere navn til Sort Sol. (Foto: Pierre Sales © Scanpix)

- Der var Peter's (Peter Peter, guitarist) sanghøjtalere og dit trommesæt havde vi vel også med. Det ligner i alle fald dit, når man kigger på billederne, siger Steen i et håb om at få den sorte sky til at lette over Tomas' hukommelse. Det lykkes og pludselig står det hele klart for ham.

- Vi slæber ind, stiller op og har hele lokalet for os selv i en times tid, inden der begynder at komme folk. Bagefter sidder vi og snakker, backstage - eller det lokale ved siden af scenen - og så begynder der at komme publikum.

Klokken kvart i ti begynder skolens elever og lærere at strømme ind i den aflange sal med sildebensparket. I den ene ende er der en balkon, i den anden ende, en meterhøj scene med tæppe ude i siderne.

Kan huske hver eneste skrue i væggen.

Der er meget, der ligner sig selv i salen fra dengang. Selv stolene er de samme, og de bliver hurtigt fyldt - både på gulvet og på balkonen. De unge fyre fra Sods skal spille deres første koncert, og inden de går på scenen, bliver de ramt af noget, de ikke anede hvad var.

- Vi kiggede ud og så alle de her mennesker og tænkte 'hold da op'. Så uden at vi ved, hvad det er, det er, så får vi det der koncert-kick og en adrenalin, som vi ikke har prøvet før, fortæller Tomas.

- Jeg husker det meget tydeligt, siger Steen. Måske fordi det var den første koncert, men jeg har det som om, at jeg kan huske hver eneste skrue i væggen, kukkasse-scenen og klaveret.

Koncerten bliver introduceret kl. 9.55, som den første punkkoncert med et dansk punkband, og så var der ingen vej tilbage, som Tomas formulerer det.

- Vi gik vidst rimeligt uimponeret til makronerne. Vi havde det sådan, at 'det går vi da bare ind og gør', uden at vi vidste, hvor nervepirrende det var.

Det blev måbende modtaget, fortæller Steen. Kæberne var ved at falde ned

Steen Jørgensen om publikums reaktion på koncerten

Det var ikke meget, drengene havde spillet sammen inden. Tomas havde kun spillet lidt trommer, Knud Odde havde aldrig spillet bas før og Peter Peter spillede en anelse guitar.

Alligevel blev de inviteret til Rødovre Statsskole, fordi de havde nogle venner, der gik dér. Vennerne spillede også i et punkband, No Knox, og under en temauge, ville de gerne lave noget om den nye musikbevægelse 'Punk'. Derfor inviterede de Sods til skolen.

Sods lægger ud med sangen 'White Light/White Heat', som oprindelig var lavet af deres store amerikanske helte The Velvet Underground. Det var også det første nummer, som drengene spillede sammen i det hele taget, fordi det var simpelt og havde kun to toner!

Et godt sted at få prøvet det af!

Til koncerten spiller de sangen i et hidsigt tempo.

- Det blev måbende modtaget, fortæller Steen. Kæberne var ved at falde ned, og eleverne skulle jo blive siddende dér. Jeg kan ikke huske om folk klappede, men jeg kan huske, at de ret hurtigt skulle videre til noget andet. De skulle tilbage til timen.

THOMAS ORTVED (tv) og STEEN JØRGENSEN, dengang i 1978 SODS, nu SORT SOL. 25 ar efter starten i 1977 de to eneste fra det oprindelige band som er tilbage. Billedet er fra færgen Kalundborg - Århus på vej til Paere Punk Festival i Århus. (Foto: Pierre Sales © Scanpix)

- Jeg tror også, at skolelærerne flippede ret meget ud, fortsætter Tomas. Det var ikke specielt artigt, og de troede, at de skulle ned og høre et foredrag. Vi ville give dem et chok og så fik de bare et 'blast'.

Udover 'White Light/White Heat', spiller Sods tre andre sange. 'R.A.F.', 'Police' og 'Never Talk to a Stranger'.

Som Steen og Tomas står på scenen og kigger ud over salen, 40 år efter den første koncert med et dansk punkband, er de begge enige om, at det ikke var specielt glamourøst at spille kl. 9.55 på en skole. Men som Steen udtrykker det:

- Det var et godt sted at få prøvet det af!

Et halvt år efter står Sods på scenen et andet sted i Københavnsområdet, som opvarmning for den amerikanske stjerne Iggy Pop, og får siden udsendt både singler og album.

Herfra går det hurtigt. Sods bliver det mest betydningsfulde danske punkband, skifter senere navn til Sort Sol og er en af hjørnestenene i den dansk punk og rock kultur. En kultur, der bliv kickstartet på Rødovre Statsskole lidt udenfor København.

Lyt med, når P6 BEAT hylder 40-året for den første koncert med et dansk punkband, d. 25. november kl. 10 under overskriften P6 BEAT Elsker Punk.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve