Danish Dynamite er landets bedste komikere

Magnus Millang og Martin Høgsteds komikerduo 'Danish Dynamite' blev torsdag kåret som landets sjoveste komikere. Det skete, da TV 2 Zulu afholdt Zulu Comedy Galla.

Danish Dynamite med Magnus Millang og Martin Høgsted fik prisen som årets bedste komikere. (Foto: Martin Sylvest Andersen © Scanpix)

Komikerduoen Magnus Millang og Martin Høgsted fik i går bevis for, at de er landets sjoveste komikere. Det skete, da TV 2 Zulu afholdt Zulu Comedy Galla i Operaen i København.

Magnus Millang og Martin Høgsted, der også går under navnet 'Danish Dynamite' fik prisen som 'Årets komiker, og er blandt andet kendt for karakterer som ejendomsmægleren Jeppe K., Kongerne af Næstved, den transseksuelle Tone og gymnasielæreren Alex.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Blandt de øvrige nominerede til prisen var Tobias Dybvad, Jonatan Spang, Frank Hvam og Simon Talbot.

Martin Nørgaard fik talentpris

Udover 'Danish Dynamite' fik den unge komiker Martin Nørgaard 'Garmins Talentpris', som gives af en jury, der består af veletablerede navne i comedy-branchen.

Juryen mener, at han besidder en helt usædvanlig ro og autoritet på scenen trods sin unge alder. Sammen med hæderen får han 100.000 kroner.

Zulu Comedy Galla er en del af Zulu Comedy Festival, der med næsten 200 arrangementer i København og i Aarhus fokuserer på dansk comedy.

Facebook
Twitter