Danmark får en helt ny radiokanal trods coronakrise: 'Vi skal lave radio sammen - men har aldrig mødt hinanden'

Radio Loud er i luften efter en udfordrende start.

En af Radio Louds erfarne værter, Cecilie Lange, der tidligere var ansat på P3 Nyheder, ses her i studiet på kanalens redaktion på Christianshavn under åbningsprogrammet i nat. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Hvad ville du sige til at være radiovært for første gang i et studie, som du kun havde haft mulighed for at se i én time? Læg så lige oveni, at du faktisk aldrig havde været i lokale med din medvært før.

Lyder det som en udfordring?

Ja, det vil de fleste nok tænke, og det har det da også været, hvis du spørger fire af værterne på den nye Radio Loud – men det har til gengæld været en rigtig spændende udfordring, lyder det fra værterne.

Op til premieren på den nye digitale radiokanal har værterne – hvoraf flere er helt nye radiostemmer – nemlig primært måttet nøjes med at se hinanden og tale sammen virtuelt på mødeplatforme som Zoom og øve deres programmer på afstand.

Men i nat, da klokken slog 00.00, sendte Radio Loud sin først udsendelse i kanalens lokaler i København, og nu er holdet bag radiostationen i fuldt sving med deres corona-justerede flade og nyheder fra lokalredaktionen i Svendborg.

Vi har talt med nogle af de nye værter kort inden premieren på Danmarks nye digitale radiokanal om de specielle forhold, og hvad de har at byde på.

Cecilie Lange

Cecilie Lange har indtil for få uger siden været vært på P3 Nyheder i DR. Nu har hun kastet sig ud i jobbet som debat- og aktualitetsvært på en helt ny radiostation. (Foto: Asger Stage © dr)

27 år. Tidligere vært på P3 Nyheder og nu vært på Radio Louds fladeprogram 'Undtagelsestilstand' fra 12 til 16 i hverdagene. Vært på kanalens første udsendelse i nat. Oprindeligt hyret ind som debatvært.

- Jeg tror, at det bliver en kæmpe forløsning at komme i gang og se, hvilken stemning og energi, der kommer på redaktionen. Indtil nu har vi jo siddet derhjemme i vores nattøj og har ikke måttet mødes. For eksempel har Kevin (Shakir) og jeg slet ikke mødt hinanden før, vi skal sende sammen onsdag.

- Fra min tid på

DR
ved jeg, at det plejer at være en kæmpe proces at sætte værter sammen. Hvem lyder godt sammen, og hvordan er kemien, du ved. Men her har det været noget helt andet, og det har vi ikke andre at takke for end den skide coronavirus. Til gengæld lærer man jo også hinanden at kende på en anden måde under sådan noget her.

- Det har været surrealistisk, at når vi på vores lille redaktion har holdt møder på Zoom, har der været 40 procent af kollegerne, som man faktisk aldrig har mødt. Og hvis man tænker på alle de gange, man i en jobansøgning har skrevet, at man er omstillingsparat, så gælder det nok først rigtig nu.

- Men lige nu glæder jeg mig bare til at være en del af noget. Og så er én ting sikkert: Vi kommer aldrig til at glemme det her.

Kevin Shakir

- Det her er ikke tænkt som bare en nødsendeplan – det skal være radio, man har lyst til at lytte til, siger Kevin Shakir om kanalens aktualitetsprogram 'Undtagelsestilstand'. (© Radio Loud)

24 år. Vært på fladeprogrammet 'Undtagelsestilstand' fra 12 til 16 i hverdagene. Oprindeligt hyret ind som debatvært.

- Egentlig er jeg på debatredaktionen, men vi har lagt det hele om og sender nu som en del af fladen 'Undtagelsestilstand', der sendes fra klokken otte om morgenen til 20 om aftenen.

- Vi nåede ellers lige at finde ud af, hvordan vores debatprogram og dets tone skulle være, men så blev vi sendt hjem ligesom mange andre grundet corona. Så vi satte meget af den udvikling, vi var godt i gang med, på pause og måtte omstille os til at lave aktualitetsradio i stedet.

- Det har været vildt. Alt det her betyder selvfølgelig, at vi har været nødt til at lave om på vores forventninger og opgaver, men det har fungeret

glimrende
. Der er blevet dannet en særlig holdfølelse, og folk har sagt "ja, helt sikkert", når man kom med idéer.

- Men det har selvfølgelig været abstrakt at arbejde hjemmefra og lidt bøvlet med alle videomøderne. Jeg har også kun været fysisk inde i studiet én time i sidste uge, så når min medvært Cecilie (Lange) og jeg ses i morgen, er det faktisk første gang, vi mødes.

- Jeg har tidligere lavet podcast og haft berøring med radio, men jeg har aldrig sendt på denne måde før. Så det er første gang, men jeg føler mig alligevel virkelig tryg ved holdet og de ressourcer, der er her.

Becca Reyes

- Jeg er ret nervøs, men også meget beæret og smigret over at få lov til at åbne ballet, siger Becce Reyes, der i nat var vært på kanalens debutprogram. (Foto: Mikkel Bagger © Radio Loud)

28 år. Vært på Radio Louds første udsendelse kl. 00.00 i nat og desuden vært på musikprogrammet 'Frekvens' sammen med Benjamin Clemens. Programmet sendes hver weekend klokken 10-14.

- I 'Frekvens' har vi fokus på ny musik, og her under "undtagelsestilstanden" spiller vi nærmest udelukkende dansk musik. Det er vores måde at støtte de danske kunstnere på.

- Vi har ikke en rotationsliste som mange andre kanaler – der er ikke nogen sange, der er i a-rotation, som vi er tvunget til at spille hver time. Vi er jo en taleradio og ikke en musikkanal, så vi kan bedre vælge musik fra alle hylder og kan også spille en sang, der kun har 1000 afspilninger på

Spotify
, hvis vi har lyst til det.

- Det er fedt, at vi kan spille musik, som andre kanaler ikke vil røre ved. Men det er selvfølgelig også lidt en frihed på godt og ondt, fordi vi skal finde på noget nyt hver gang. Vi kan ikke bare spile det, vi plejer, og det kræver lidt ekstra arbejde, men det er det hele værd.

- Jeg spiller selv flere instrumenter og er meget glad for elektronisk musik og hiphop, men jeg er også en poppige, så jeg dækker flere genrer. Og så har jeg en drøm om at lave filmmusik engang, så jeg går meget op i håndværket i musik.

- Indtil videre har jeg kun mødt min medvært Benjamin én gang, og normalt skulle vi sende hver mandag til torsdag aften, men sendeplanen er lavet om i disse tider med corona, så indtil videre sender vi i stedet fire timer lørdag og søndag formiddag. På den måde får vi også hurtigt nogle kilometer i benene som værter.

Benjamin Clemens

Benjamin Clemens er den yngste vært på kanalen og har da heller ikke radioerfaring fra tidligere. Indtil for nyligt arbejdede han som kok. (Foto: Mikkel Bagger © Radio Loud)

21 år. Vært på musikprogrammet 'Frekvens' sammen med Becca Reyes. Programmet sendes hver weekend klokken 10-14.

- Min medvært Becca og jeg havde kun haft én almindelig arbejdsdag sammen, da der blev lukket ned. Og det har da været fint med virtuelle Zoom-møder, men for mig, som ikke har radioerfaring, har det også været lidt angstprovokerende. Heldigvis er vores prøvesendinger gået godt.

- Jeg tror, det bliver helt vildt spændende og med sommerfugle i maven og masser af nervøsitet. Det er jo ikke meget, vi har fået lov til at være i studiet her op til premieren, så den del er klart den mindst øvede. Men kemien mellem Becca og mig god, så jeg glæder dig at komme i gang på lørdag.

- Vores mål med 'Frekvens' er at lave noget nysgerrig radio og at have en lidt nørdet tilgang til musik. Vi spiller ikke bare det, der hitter lige nu – vi vil gerne dykke endnu mere ned i musikken og se på, hvad der gør den fed.

- Jeg er selv musiker og har især beskæftiget mig meget med hiphop, hvor der jo er en kæmpe kultur for at sample, så jeg elsker at finde klip, isolere små ting og grave detaljerne frem. Så at lytte til musik er for mig en meget aktiv ting, og jeg har ikke selv radio med musik kørende i baggrunden.

- Jeg er den yngste af værterne, så det er megaspændende og fedt, at man fra Radio Louds side har turde tage folk ind som mig, der er unge og uprøvede. Heldigvis er det gået supergodt indtil videre, og jeg har kun set smil og glade ansigter – både på skærmen derhjemmefra og de få gange vi har været i studiet.