Danmarks yngste 'Bagedyst'-vinder nogensinde er kåret: 'Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage'

15-årige Malou er vinder af 'Den store juniorbagedyst'. Hun glæder sig til endelig at måtte vise sit trofæ frem.

(Foto: ASTRID DALUM © Dr)

- Alt rystede på mig. Det var så varmt inde i teltet, at jeg var ved at besvime.

Sådan fortæller Malou Damgaard Hounisen om øjeblikket, lige inden vinderen af 'Den store juniorbagedyst' skulle udråbes.

Mange ugers intensiv bagning havde nået sin ende. Fire finalister stod tilbage, og der var både kage og sommerfugle i maven på dem alle.

Pludselig blev stilheden brudt, og Malou hørte sit navn blive råbt op.

- Det var helt vanvittigt. Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage. Jeg var så glad for at have vundet, men også lidt lettet over, at det var slut, siger 15-årige Malou, der altså nu kan kalde sig den første, danske vinder nogensinde af 'Den store juniorbagedyst'.

Det har nemlig ikke bare været ren "hyggebagning" en gang om ugen, der har sikret Malou 'Bagedyst'-trofæet.

Nej, det har været benhårdt arbejde.

I de uger, 'Bagedysten' blev optaget, brugte Malou næsten alle sine vågne timer i familiens køkken i Thorsminde.

- Alt handlede om kage. Vi talte næsten ikke om andet ved middagsbordet, hele familien hjalp til med idéer til smage og pynt – ja, vi drømte alle om kage hver nat. Det var meget intenst, fortæller hun.

Tog fri fra skole for at bage

Det var så intenst, at Malou valgte at tage fri fra skole i nogle uger for at kunne koncentrere sig fuldt ud om at afprøve smagskombinationer og øve alle elementerne igennem.

Særligt én kage fik hele huset på den anden ende.

Det var en kaffelagkage, som Malou havde bestemt sig for at lave i semifinalen, der voldte hende store problemer inden optagelserne.

- Jeg stod i køkkenet til midnat, stod så op klokken syv og bagte til midnat igen dagen efter. Jeg tror, jeg lavede kagen seks gange, før jeg var tilfreds. Det var nogle lange dage, siger hun.

Malou bor med sine forældre og to brødre. Op til fem gange om ugen står hun i køkkenet og bager i hjemmet i Thorsminde i Vestjylland. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Selvom det kan lyde sådan, har kager dog ikke altid fyldt i Malous hoved.

Inden hun meldte sig til 'Den store juniorbagedyst', brugte Malou også sin tid på meget andet; gymnastik, fodbold og at tage billeder af naturen. Og en gang om ugen fik hun så lige tid til at piske en mousse eller blande en dej.

Men måske kunne hun have sagt sig selv, at bagning ville komme til at fylde meget i hendes liv. I hvert fald var hendes morfar uddannet bager, så måske det ligger i generne.

- Jeg tror, jeg har arvet det fra ham. Men det har helt sikkert sprunget en generation over, for hverken min mor eller far er særligt gode til at bage, griner Malou.

Nu har familien ved Vestkysten altså fået en ny mesterbager, der skal stå for fødselsdagskagerne derhjemme.

Men det er ikke kun familien, der nyder godt af Malous kager.

På sin Instagram-profil får hun nemlig hver uge bestillinger fra folk over hele landet, der vil have hende til at lave kager til eksempelvis studenterfester og barnedåb. Og de er ikke ligefrem blevet færre, efter hun har vist sit talent frem hver lørdag foran hele Danmark.

Malou har travlt i køkkenet. Hun har tre kagebestillinger til weekenden og er derfor i fuld gang med at lave passionsfrugtganache. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Bestillingerne vælter nemlig ind, og hun er nu begyndt at måtte sige nej til nogle.

- Det er meget overvældende. Folk bestiller fra hele landet, men dem fra Sjælland bliver jeg nødt til at sige nej til. Jeg er bange for, at kagen ikke kan klare den lange tur, siger Malou, der er meget taknemmelig over, hvordan hendes kager bliver modtaget.

Skal stadig vænne sig til opmærksomheden

Dem, der har bestilt kager hos Malou, har dog ikke vidst, det var vinderen af 'Den store juniorbagedyst', de sendte i køkkenet. Ud over hendes allernærmeste familie er der nemlig overhovedet ingen, der har vidst, at hun endte med at vinde.

I over et halvt år har Malou skullet holde sin sejr hemmelig, og det har ikke altid været lige nemt.

- Inden programmet blev sendt, var det okay, men da det så begyndte at blive vist, var det megasvært. Alle spurgte ind til det og prøvede at gætte, hvor langt jeg ville nå, men jeg måtte jo ikke sige noget.

Og derfor har Malou glædet sig til lige netop denne lørdag i rigtig mange måneder.

- Nu kan jeg endelig sige det – det er så dejligt, siger Malou, der er spændt på at se alles reaktioner og selvfølgelig vise sit vindertrofæ frem for første gang.

'Bagedyst'-trofæet har været gemt langt væk inde i Malous forældres tøjskab. Men hun har en reol på sit værelse, hun planlægger, det skal stå på – og hun glæder sig meget til, at det endelig skal stå fremme. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Men selvom hendes sejr først er offentliggjort nu, har Malou allerede fået en forsmag på berømmelsen – hun er nemlig blevet lidt af en kendis i hjembyen.

De sidste par uger er hun blevet stoppet på sine gåture ved Vesterhavet af folk, der vil tage et billede eller have en autograf.

- Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver efter finalen. Før i tiden var jeg ikke så god til at være midtpunkt, og jeg skal stadig lige vænne mig til det. Jeg er ikke så god til, når folk kigger på mig, der kan jeg godt blive en smule utilpas. De tror, de kender en, men de kender mig overhovedet ikke. Det føles mærkeligt.

De seneste måneder er Malou flere gange blevet stoppet af folk, der vil have hendes autograf og et billede, når hun går på ture på stranden. I dag blæser det dog så meget, at der ikke er mange ved stranden. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Bagepause venter forude

Det er ikke kun på gåture ved stranden, Malou har oplevet den øgede opmærksomhed.

Også på Instagram har hun mærket 'Bagedyst'-entusiasmen – det tikker nemlig ind med nye følgere og beskeder hele tiden.

- Det er sindssygt! Da første afsnit blev sendt, gik min telefon i sort – den kunne simpelthen ikke følge med.

Tallene taler da også for sig selv. Inden hun blev kendt som 'Bagedyst'-deltager, havde Malou 600 følgere på Instagram. I dag har hun over 11.000.

Malou bruger meget tid på Instagram, hvor hun lægger billeder op af sine kager. Men meget af tiden på telefonen går også med at holde kontakt til de andre 'Bagedyst'-deltagere, som hun har fået et helt specielt venskab med. (Foto: ASTRID DALUM © dr)

Al den opmærksomhed kan også aflæses på Malous skærmtid.

- Jeg bruger mere tid på min telefon nu end tidligere, men det er, fordi jeg så gerne vil svare alle, der skriver. Jeg får så mange søde beskeder: De roser mig, ønsker opskrifter, og mange spørger faktisk også, hvor mine kjoler, jeg har på i programmet, er fra.

Men om der gemmer sig en lille influencer i hende, ved hun ikke.

- Jeg har tænkt over det, men jeg ved stadig ikke, om jeg vil køre videre på det. Lige nu synes jeg bare, det er sjovt at dele opskrifter og spændende kager.

Har du fået lyst til at give dig i kast med en af Malous kager? Så finder du opskriften på hendes brombærtærte lige her:

I øjeblikket står Malou og bager i køkkenet fire-fem gange om ugen, men om nogle måneder bliver bagegrejet lagt på hylden – i hvert fald for en stund.

Efter sommerferien skal Malou nemlig på efterskole, hvor hun regner med at tage både 9. og 10. klasse, og derfor bliver der fremover ikke så meget tid til at eksperimentere med mousser eller lege med fondant.

Men for nu er Malous kalender fyldt godt op med kagebestillinger, og ud over tøj og smykker bliver mange af penge, hun tjener, brugt på nyt bageudstyr.

- Lige nu er der meget at se til, så jeg glæder mig også til, at der kommer mere ro på igen, siger Malou.

- De sidste måneder har jeg genoplevet hele 'Bagedyst'-rejsen, så det bliver også lidt rart at få sat punktum for det og fokusere på de nye ting, der kommer.

Malou elsker at være udenfor og bruge sin krop. Derfor kan hun næsten ikke vente med at komme på idrætsefterskole efter sommerferien. (Foto: ASTRID DALUM © dr)
Facebook
Twitter