Dansk ballet-stjerne fik kokain-dom i USA

I 2007 blev dansk ballet-stjerne idømt 40 timers samfundstjeneste i New York for kokain-besiddelse. Nu beskyldes Den Kongelige Ballet for kokain-problemer

Der kan være noget om det, når balletmester ved Den Kongelige Ballet, Nikolaj Hübbe, ifølge en hemmeligstemplet rapport om arbejdsmiljøet på Den Kongelige Ballet proklamerer, at man ikke kan have boet en årrække i New York uden at have taget kokain.

- Der er ingen, der har boet 15 år i New York uden at have prøvet at tage kokain, siger balletmesteren ifølge et mødereferat i rapporten.

Og det ser ud til, at der er noget om snakken. For fire år siden blev den daværende danske førstedanser ved The New York City Ballet, Nilas Martins, nemlig knaldet for kokainbesiddelse, skriver Ritzau.

Taget på fersk gerning

Han blev anholdt i juli 2007, da politiet i New York opdagede, at Martins forsøgte at gemme noget i sin bil, der viste sig at være en plastikpose med kokain. I august 2007 erklærede Martins sig skyldig i narkobesiddelse.

Forklaringen fra balletdanserens forsvarer lød dengang, at Nilas Martins erklærede sig skyldig for at beskytte en anden person. Nilas Martins blev idømt 40 timers samfundstjeneste, men fastholdt ifølge Ritzau, at han aldrig selv havde brugt narkotika.

Kort efter blev han erstattet i The New York City Ballet.

Balletten ramt af skandale

I Jyllands-Postens afsløringer torsdag kan man læse, at der er omfattende misbrugsproblemer med kokain ved Den Kongelige Ballet. Det gælder både blandt dansere og balletmester Nikolaj Hübbe, som i lighed Nilas Martins tidligere har danset ved The New York City Ballet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nikolaj Hübbe.

Kilde: Ritzau

Facebook
Twitter