"Normale kroppe ser sådan ud".
Sådan opsummerer det amerikanske medie The New York Times budskabet i DR-programmet 'Ultra smider tøjet'.
Børneprogrammet, som så dagens lys sidste år og i august havde premiere på anden sæson, er nemlig nået hele vejen over Atlanten til USA og høster nu omtale hos amerikanerne - på både godt og ondt.
I programmet præsenteres børn i alderen 11-13 år for synet af en række voksne menneskers nøgne kroppe. Og så får børnene mulighed for at stille de medvirkende voksne alle de spørgsmål, de kan komme i tanker om.
Pointen er at bidrage til børns billede af, hvad en "normal" krop er - og gøre op med idealet om den perfekte krop, som der er en tendens til at vise frem på for eksempel sociale medier.
Men at børn konfronteres med voksnes kønsdele og nøgenhed er altså ikke hverdagskost i de Forenede Stater, og derfor går mediet nysgerrigt til, hvad programmet siger om dansk kultur med formuleringer som: "Danskere har længe været komfortable med nøgenhed, for eksempel på offentlige strande" og "mange danskere tror på, at børn ikke skal være afskærmet fra livets realiteter".
I et kommentarspor på The New York Times' Instagram-profil har mediets amerikanske følgere da også modtaget programmets præmis med blandede reaktioner:
"Fuldstændig skandaløst!! Er det her for børn? Hvad er der GALT med danskerne??".
"Hvis bare Amerika var så accepterende".
"Det er fantastisk! Rent faktisk ægte undervisning".
The New York Times er ikke det eneste udenlandske medie, der har bragt historien om det "kontroversielle" børneprogram. Blandt andre britiske Independent og The Telegraph har fulgt trop.
Norge og Holland vil gøre Danmark kunsten efter
Hos DR Ultra tager man imod opmærksomheden og interessen med åbne arme.
Morten Skov Hansen, som er chef for DR Ultra, vælger nemlig at opfatte det som et tegn på, at programmets budskab er vigtigt - også uden for Danmark.
- Programmets første sæson havde stor succes og vandt også en tv-pris for 'Bedste børneprogram' i 2019. Så det er et program, der også tidligere har fået både opmærksomhed og anerkendelse. Udover The New York Times oplever vi også stor opbakning og interesse fra udlandet, hvor flere lande som Norge og Holland nu ønsker at lave et lignende program, skriver han i en mail.
Morten Skov Hansen mener, at programmet er med til at sikre et mere alsidigt billede af den naturlige menneskekrop end den, børnene typisk møder på for eksempel sociale medier.
- Det er et emne, som fylder i målgruppens verden - både deres syn på dem selv og deres syn på omverdenen, og derfor er det en public service-opgave for os at være med til at give danske børn en bredere opfattelse af, hvad en menneskekrop er, og hvordan den ser ud, skriver han og fortsætter:
- For det kan være svært at gennemskue i den moderne perfekthedskultur, der dyrkes i det offentlige rum. Derfor vil vi med et program som 'Ultra smider tøjet' være med til at oplyse de 9-14-årige om, at der er mange måder at se ud på, og at alle kroppe er rigtige kroppe.
'Vulgært' og 'upassende'?
Men heller ikke herhjemme er alle lige begejstrede for både seernes og de medvirkende børns møde med synet af de nøgne kroppe i programmet.
Således har politiker Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti givet udtryk for sin harme over programmet i et opslag på Facebook og udtalt til BT, at han mener, programmet både er "ekstremt" og "vulgært".
På sociale medier er programmet blevet debatteret heftigt og er blevet mødt af både stor vrede, forargelse, ros og opbakning.
I en debat på DR Ultras Facebook-side har flere brugere givet udtryk for, at det er "upassende" og "usmageligt" at konfrontere børn med voksne menneskers kønsdele - mens andre bakker op om programmet og dets budskab.
Morten Skov Hansen og DR Ultra tager dog ikke de hårde ord fra blandt andre Peter Skaarup og forargede seere så tungt. Og han er ikke bekymret for det pædogiske aspekt - eller mangel på samme, ifølge nogle af programmets kritikere - af programmet.
- Til at løse opgaven har vi været rigtig glade for det store samarbejde, vi har haft med forskellige organisationer og fagpersoner på området, så vi får forløst vores ambition med programmerne med så stor faglighed som muligt, skriver han videre i en mail.
- Det er en del af Ultra at være på børnenes side og turde tage svære problemstillinger op, som fylder hos dem. Når man gør det, er det utroligt vigtigt at gøre det med stor faglighed, så det bliver formidlet på børnenes præmisser, og det har vi sikret i programmet her, blandt andet med stor hjælp og sparring fra Sex & Samfund.