Dansk dokumentarfilm skal på internationale scener

For første gang nogensinde skal en dokumentarfilm nu laves om til et teaterstykke. Det sker når Eva Mulvads film, The Good Life, bliver lavet i en teaterversion. Stykket skal vises internationalt.

Eva Mulvads film "The Good Life" skal som den første dokumentarfilm nogensinde laves om til et teaterstykke.

- Vi har købt retten til at lave en sceneversion af filmen fordi vi synes, at der gemmer sig et rigtig godt kammerspil i forholdet mellem de to kvinder, fortæller souschef for teaterforlaget Nordiska, Jette Due, der er de glade købere af rettighederne til et teaterstykke.

"The Good Life" er et portræt af de to kvinder Mette og Anne Mette Beckmann, der er mor og datter. Portrættet folder sig ud som et kammerspil, og netop forholdet mellem de to kvinder lægger ifølge teaterforlaget Nordiska op til en teaterversion af historien.

Familiært magtspil

Hos Nordiska synes man specielt, at magtspillet mellem den 83-årige moder og den 56-årige datter, er interessant at vise også i scenisk form.

De to kvinder i fortællingen har levet et liv på toppen. De har boet i ekstravagante omgivelser i Paris og Cascais i Portugal. Nu er pengene sluppet op, og de må nøjes med en lille klaustrofobisk lejlighed, der bliver betalt af moderens pension.

International historie

Ifølge Jette Due er fortællingen en historie, der rækker ud over Danmarks grænser.

De to kvinder kæmper nemlig en kamp, som de tilsyneladende ikke kan vinde. Filmens temaer som ansvar, skyld og uskyld og tilgivelse er universelle og måske netop derfor, har Jette Due en formodning om, at teaterstykket også kan blive et hit i udlandet.

- Det tror jeg på, for det er jo en international historie. Den er jo ikke bare dansk, fortæller hun.

Måske ikke en dansk premiere

Netop fordi fortællingen, ifølge Jette Due, kan nå ud til mange lande også i en scenisk form, kan man endnu ikke sige noget om, hvor premieren vil finde sted.

- Vi ved endnu ikke, hvor der kommer til at være verdenspremiere, om det bliver i Danmark, Skandinavien eller et andet sted, siger Jette Due.

Det er endnu også uvist, hvornår interesserede publikummer kan få stykket at se, men souschefen mener, stykket vil få premiere næste år.

- Man planlægger jo langt ud i fremtiden på teatrene, så jeg tror vi er henne i slutningen af 2012, fortæller Jette Due.