Dansk duo blev smidt ud af skolen for at mødes med pladeselskab - nu har de åbnet Tinderbox i hjembyen

Den odenseanske duo Statisk åbnede i dag årets Tinderbox Festival. Men vejen dertil har ikke været uden bump.

(Foto: Stefan Wessel © DR)

Mathias Ranch Skovs sygdom kunne næsten ikke være kommet på et dårligere tidspunkt.

Heldigvis har forkølelsen kun sat sig lidt på stemmen, men det kniber faktisk med at få vejret, når han skal synge. Rimelig upraktisk, for torsdag spillede han sin anden koncert ud af fire på fire dage.

- Så ja, der er fart på, lyder det fra Mathias Ranch Skov på klingende fynsk om de næste dages program.

Sammen med vennen og produceren August Kulmann Halle udgør Mathias Ranch Skov duoen Statisk.

De fire koncerter vil bringe dem rundt i landet, og selvom alle koncerter er fantastiske, så var der noget helt specielt ved netop stop nummer to.

For torsdag åbnede Statisk Tinderbox Festival i hjembyen Odense.

- Det er en speciel følelse. Det er her man har rendt rundt som kid, fortæller Mathias Ranch Skov.

Hør sangen 'Tiden går i stå' her:

0:00

Selvom klokken kun lige var slået 14.00, var pladsen for teltscenen allerede godt fyldt med et forventningsfuldt publikum og heriblandt både familie og venner.

- Det var helt vildt, og folk var på!

- Vi havde slet ikke regnet med, at der ville være så mange, når vi skulle spille så tidligt, lød det fra en glad duo efter koncerten.

I folkeskolen begyndte Mathias Ranch Skov og August Kulmann Halle at spille sammen i et metal-band sammen, og det var først der, de blev gode venner. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Blev smidt ud af skolen

Netop byen Odense danner rammen om den statiske begyndelse.

For August Kulmann Halle og Mathias Ranch Skov har kendt hinanden siden folkeskolen. Her gik de på en lille folkeskole i Odense, hvor det kreative var omdrejningspunktet.

I musiktimerne kæmpede de med hinanden om opmærksomheden – faktisk så meget, at de slet ikke kunne døje hinanden.

Men da Mathias Ranch Skov og August Kulmann Halle endte i samme band i skolen, endte uvenskabet også.

Skoletiden var dog hård for dem begge, for hverken August Kulmann Halle eller Mathias Ranch Skov brød sig ikke særligt meget om at gå i skole. I timerne larmede de, havde svært ved at sidde stille, og da de efter folkeskolen startede på en kreativ HF, droppede først den ene ud og så den anden.

- Jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg kunne ikke se en mening med at gå i skole. Og det kan være svært at tage sig sammen til at tage i skole, hvis man er deprimeret og ikke føler, at man passer ind, fortæller Mathias Ranch Skov.

Selvom det var Statisk, der åbnede ballet på Tinderbox, havde publikum fundet vejen til scenen, og hvis de ikke allerede havde fået varmen, fik de den under koncerten, hvor sidste nummer var Statisk store hit 'Højhus (Hvor går vi hen)', som mødte stor begejstring ved publikummet. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Efter det mislykkede forsøg på HF, startede de på en produktionsskole. Her var der nemlig en mulighed for at kunne fordybe sig i musikken. Og det var på produktionsskolen, at Mathias Ranch Skov og August Kulmann Halle for alvor begyndte at spille musik sammen igen.

Men heller ikke på produktionsskolen kunne August Kulmann Halle og Mathias Ranch Skov finde sig til rette.

For allerede efter at have spillet sammen i et par uger og udgivet en sang, begyndte pladeselskaberne at vise interesse for de to fynboer. Og da de landede et møde med et af verdens største pladeselskaber, måtte de ikke tage afsted for skolen.

- Vi havde fået at vide, at hvis vi ikke dukkede op i skolen, ville vi blive smidt ud. Vi troede faktisk ikke, vi kunne blive smidt ud af en produktionsskole, før vi blev det, siger August Kulmann Halle.

Begge var de dog enige om, at mødet med pladeselskabet var langt vigtigere end produktionsskolen. Alligevel ramte det særligt August Kulmann Halle hårdt, at de endte med at blive smidt ud af skolen:

- Jeg havde en følelse af, at jeg hele tiden forsøgte at komme et sted hen, hvor der kunne komme lidt ro på, og der ville være nogen, som tog hånd om mig. Når det så ikke lykkedes, får man en følelse af at ramme bunden.

Stigende streamingstal

Mødet med pladeselskabet endte heller ikke med en kontrakt. For efter en "lorte-koncert", som Mathias Ranch Skov selv kalder den, gik aftalen med pladeselskabet i vasken.

Mathias Ranch Skovs fik forældrenes garage omdannet til et øvelokale, og fem dage om ugen mødtes de der for at spille musik.

De udgav flere sange, men endte med at slette dem igen.

- Jeg stjal en synthesizer i en kæmpe brandert. Så lærte jeg mig selv at producere ved at sidde og skrue på nogle knapper, fortæller duoens producer og guitarist August Kulmann Halle.

- I starten af vores liv i musikbranchen, blev vi hurtigt farvet af andre mennesker. Der er de folk, der ser musikken som penge, andre går ind i det med hjertet. Vi kom ind i en maskine, hvor jeg tror, vi prøvede at please alle andre end og selv.

- Vi blev nødt til at starte med at lave musik for vores egne skyld, fortæller Mathias Ranch Skov.

Der skulle gå tre år, før Statisk fik sin pladekontrakt, og første sang de udgav med pladeselskabet i ryggen, blev 'Højhus (Hvor går vi hen)'.

Hør sangen her:

0:00

Sangen udkom i skyggen af en coronapandemi i november 2020, og efter udgivelsen kunne August Kulmann Halle og Mathias Ranch Skov se, hvordan streamingtallet blev ved med at stige.

Men det var først, da Statisk kom ud for at spille koncerter, at det rigtigt gik op for dem, at folk ikke bare havde lyttet med. De kunne også lide det, de hørte.

For publikum sang med.

- Man gik meget rundt i sin egen osteklokke under corona. Det var svært at mærke, om folk kunne lide det. Selvfølgelig mødte man nogen, der syntes, det var fedt, men alligevel kunne man ikke mærke det, for man var jo ikke nogen steder henne, fortæller Mathias Ranch Skov.

Nomineret til stor pris

Efter udgivelsen af den første single, begyndte det at gå stærkt.

I efteråret 2021 blev de booket til at spille ved prisuddelingen P3 Guld. Men ikke nok med, at de skulle spille, så var de også nomineret til prisen 'P3 Talentet'.

- Vi havde jo slet ikke overvejet, at det var en mulighed, så vi var meget beæret over det. Det er altid stort, når man bliver bekræftet i, at andre godt kan lide, det man laver, lyder det fra Mathias Ranch Skov.

Selvom duoen ikke vandt prisen, var den voksende succes ikke til at tage fejl af.

Og snart kan man få meget mere Statisk, når deres debutalbum udkommer. Det har intet navn eller en udgivelsesdato endnu, men det er færdigt.

- Vi har arbejdet længe for at gøre noget ud af det her.

- Og det betyder meget, at man kan gøre det sammen med én, man holder af, fortæller August Kulmann Halle.

Drengene fra Statisk har taget hul på deres første sommer-tour nogensinde, hvor de lægger vejen flere danske byer og festivaler. (Foto: Stefan Wessel © DR)