Dansk filmlegende står bag årets bedste Super Bowl-reklame: 'Det er en drøm, der er gået i opfyldelse'

I 1982 bad Jørgen Leth Andy Warhol spise en burger. Nu er optagelsen udråbt som et reklamehit.

Jørgen Leth instruerede '66 scener fra Amerika'. En af scenerne er nu blevet brugt som en reklamefilm for Burger King under Super Bowl. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Mest originale, mest aparte – og Super Bowls bedste reklame i år.

Flere medier roser fastfoodkæden Burger King, der under Super Bowl-finalen natten til mandag dansk tid viste en reklamefilm, hvor den amerikanske pop art-kunstner Andy Warhol spiser en burger.

Filmen, som reklameindslaget er taget fra, er knap 40 år gammel og er instrueret af den danske filminstruktør og digter Jørgen Leth.

Billede fra reklamen med Andy Warhol (© Copyright © 2018 BACKGRID UK)

Han forsøgte i 1982 at indramme det amerikanske liv i 66 scener – heriblandt den næsten fem minutter lange scene med Andy Warhol.

I nat blev en forkortet udgave (se reklamefilmen i linket) af optagelsen med Andy Warhol så vist under Super Bowl-finalen, som er en af de mest prominente reklameblokke på amerikansk tv.

Jørgen Leth: En drøm er gået i opfyldelse

- Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, siger Jørgen Leth i telefonen fra Haiti.

Han fortæller, at han i lang tid har ønsket, at klippet med Andy Warhol ville få nyt liv, og at det har taget år at forhandle en aftale på plads.

- Filmen er jo helt ukommerciel og eksperimenterende. Det er en oplagt idé at bruge klippet i et af de mest sete og kommercielle shows overhovedet i Amerika. Det er en bedrift at få det placeret der, og det er jeg stolt af, siger Jørgen Leth, der sammen med resten af holdet bag filmen har fået hjælp af sønnen Asger Leth til at forhandle aftalen på plads.

Andy Warhol var vild med ideen

Optagelserne med Andy Warhol foregik i New York, efter at Jørgen Leth, Ole John og Dan Holmberg havde taget fat i kunstnerens assistenter. De bad dem om at møde op og præsentere ideen for Andy Warhol selv.

- Det var et mirakel. Vi var ikke til at slå ud, og Andy Warhol var vild med ideen og scenens enkle udtryk. Nogle dage senere mødte han op til tiden i et filmstudie med bodyguards omkring sig. Det var forbløffende, da han allerede var meget berømt dengang, siger Jørgen Leth.

Selvom de har forhandlet med en af verdens største fastfoodproducenter, siger Jørgen Leth, at forhandlingerne har været gnidningsløse. Desuden er han tilfreds med resultatet, da han for første gang i sit liv så en Super Bowl-finale i går på Haiti.

Hemmelige forhandlinger

Men selve forhandlingerne, hvem der først kontaktede hvem, og beløbet, de har fået af Burger King, vil Jørgen Leth ikke ind på.

- Det må du selv gætte på. Jeg kan ikke udtale mig om det. Det må jeg ikke. Det står i kontakten. Men jeg kan sige, at alle er tilfredse.

Formålet med dokumentarfilmen '66 Scenes from America' var ifølge Jørgen Leth at skabe et mere positivt billede af USA i 80’erne, fordi mange, særligt i de intellektuelle kredse, ofte havde et kritisk syn på USA.