Dansk firma får 45 millioner kroner: Vil have dig til at betale for noget, der er gratis i dag

Firmaet Podimo vil revolutionere markedet for podcasts og have brugerne til at betale for indholdet.

Vi betaler allerede for at lytte til musik og for at se tv-serier og film. Nu skal vi også til at betale for de podcasts, vi lytter til, mener nyt dansk firma. Modelfoto. (Foto: Element 5 Digital © Unsplash)

Podcasts er gratis.

Sådan har det i hvert fald været i efterhånden en del år, hvor flere og flere lyttere har kastet sig ud i podcast-fænomenet, der bare er vokset og vokset.

Men det skal der laves om på.

I hvert fald hvis det står til det nystartede, danske firma Podimo, der til efteråret lancerer en app, som skal være en slags Spotify for podcasts. Med betaling, altså.

Bag Podimo står blandt andre serieiværksætteren Morten Strunge og tidligere tv-vært og underdirektør i Tivoli Nikolaj Koppel.

- Podimo er en platform for podcasts, både dem du hører i forvejen og en masse originalt indhold, som vi kommer til at være med til at udvikle, siger Nikolaj Koppel, der er virksomhedens indholdschef.

Holdet bag den nye podcast-virksomhed Podimo: Nikolaj Koppel, Andreas Sachse, Sverre Dueholm, Eva Lægdsgaard og Morten Strunge.

Han mener, at der er et stort potentiale i podcasts.

- Vi er gået ind i det, fordi vi øjner, at der er en stor æra for lyd på vej. Der er et kæmpe opsving over hele verden, også her i Danmark.

- Det er et medie, der segmentmæssigt går ret meget på tværs. Det er både de helt unge og de lidt ældre, der lytter til podcasts, siger han.

Men når det kommer til økonomien, mangler der ifølge ham et økosystem, der gør, at producenterne af podcasts får noget ud af det.

Det vil Podimo være med til at skabe.

- Jeg kan da godt se, at der er nogen, der synes, at det var dejligt, dengang musik var gratis. Da musik blev digitaliseret for alvor, var der også en fase, hvor det for mange mennesker var almindeligt ikke at betale for musikken. Den model går jo ikke på den lange bane.

- Langt de fleste podcasts tjener ikke penge. Der er ikke et økosystem, der kommer hverken brugere eller skabere til gode, siger Nikolaj Koppel.

Til at få projektet op at flyve har Podimo for nylig indsamlet en stor investering på cirka seks millioner euro - godt 45 millioner kroner - fra en tysk og en dansk venturefond. Senere skal der findes endnu flere penge, når appen skal bredes ud til resten af Europa.

Hvorfor betale for noget gratis?

Men hvad skal egentlig få lytterne til at ville betale for noget, der i dag er fuldstændig gratis, og som der er et enormt stort udbud af?

Det handler ifølge Nikolaj Koppel om at skabe en app, der både indeholder podcasts, som er gode og kun kan høres der, og at lykkes med at præsentere folk for det, de gerne vil høre.

- Vi ved, at der er rigtig meget indhold, der ikke kommer frem til brugerne. Lytterne bliver ikke taget i hånden. Der står man lidt alene. Kurateringen, at man bliver matchet med det rigtige indhold, det er noget, som er kraftigt underudviklet, siger han.

Blandt flere danske podcastere er der optimisme at spore frem mod Podimos indtog på det danske marked.

En af dem er komikeren Pelle Lundberg, der de seneste fem-seks år har produceret podcasts om blandt andet stand up-branchen, Olsen-Banden og flere tv-programmer.

Pelle Lundberg har lavet podcasten 'Flyverskjul' om stand-up, 'Skide godt Egon' om Olsen-Banden, 'Dahlgårds Tivoli' om tv-programmet af samme navn, 'Onkel Joakims liv' om Anders And-figuren Onkel Joakim samt podcasts for Zulu Comedy Festival. (Foto: Laust Jordal © Laust Jordal)

- Det er meget interessant, hvis det viser sig, at folk gerne vil betale for eksklusive podcasts. Og at man så kan have en indtægt, hvis man kan flytte lytterne derhen og forklare folk, at det altså er et arbejde at lave, siger han.

Han mener også, at det i dag er svært at finde rundt i de mange podcasts, der er derude.

- Selv da jeg startede, sagde folk, at podcasts boomede helt vildt. Og det er jo kun gået én vej i forhold til mængden. Det er meget kendetegnet ved, at der er virkelig meget indhold. Det er blevet lidt det nye blog, for det virker lidt som om, alle har en podcast.

Pelle Lundberg har selv haft blandet held med at få en indtægt ud af arbejdet med podcasts. Og han håber, Podimos indtog kan gøre den del lettere generelt.

Men det kræver også, at tjenesten får succes med at få folk over til det betalte indhold.

- Det er lidt som at sætte en isbod op et sted, hvor der er gratis is. Så skal din is jo være bedre. De fleste vil nok sige nej tak, men nogen vil også prøve isen. Og så skal den være god, siger han.

Han overvejer selv, om det kan være relevant at lave nogle af sine udsendelser hos Podimo.

- Men jeg skal tænke over, hvad jeg får mest ud af. Jeg er jo også komiker og vil gerne ud og eksponeres. Så er 15.000 betalende downloads bedre end 200.000 gratis?

Hos Podimo har de endnu ikke meldt en pris ud på den nye tjeneste. Men ifølge Nikolaj Koppel bliver den månedlige pris 'i retning af en god kop kaffe ude i byen - godt og vel'.

Umodent marked

Podcastvirksomheden Mediano producerer i dag en lang række podcasts - primært om fodbold, men også om andre områder som musik og politik.

Her hilser chefredaktør Peter Brüchmann det nye initiativ velkommen, men han har ikke selv tænkt sig at lade sig inspirere af betalingsmodellen.

- Jeg vil ikke udelukke, at modellen bliver udbredt, for man skal lede efter veje til at finansiere kvalitetsindhold. Men jeg foretrækker at gøre det gennem en gratis model, siger han.

Peter Brüchmann startede i 2016 podcastuniverset Mediano, der har fodbold som sit omdrejningspunkt. (Foto: Robert Hendel)

Mediano, der i dag har fem fuldtidsansatte, finansierer sine udsendelser gennem såkaldte kommercielle partnerskaber, hvor virksomheder betaler for at optræde i Medianos podcasts.

Ifølge Peter Brüchmann har Mediano med den model nået en størrelse, hvor de i år regner med at omsætte for mellem tre og fire millioner kroner.

- Podcastmarkedet er stadig meget umodent. Der er mange, der er i stand til at opbygge publikum, fordi de laver noget, folk gerne vil høre. Men de har ikke etablerede kommercielle modeller for, hvordan det skal gøres.

- For et par måneder siden havde jeg nok svaret, at jeg ikke tror på den her betalingsmodel. Men det umodne marked har lært mig, at man ikke skal lukke døren for nogle modeller, der kan skabe finansiering af kvalitetsindhold, siger han.

Kan betyde bedre indhold

Peter Brüchmann tror især på, at en betalingsmodel kan gavne de dyrere produktioner. Rigtig mange podcasts er i dag mennesker, der taler i en mikrofon. Og det er ikke særlig dyrt at lave.

- Men hvis det kan være en måde at få finansieret de dyrere produktioner med eksempelvis reportage-indhold, så skal man være meget åben for det, siger Peter Brüchmann.

Han frygter ikke konkurrencen fra Podimo, der altså også selv vil producere podcasts med store navne som Casper Christensen, Hella Joof, Thomas Skov og podcast-duoen Third Ear.

- Nej, det frygter jeg ikke. Tværtimod. Der ligger jo også noget i, at en stor podcast et sted kan åbne døren til det her univers for lyttere, så flere hører podcasts.

- At nogen så sætter en mur op, er jo bare en fordel for os, som stadig er gratis, siger han.

Hos Podimo er ambitionerne store.

- Danmark skal vise vejen. Der skal vi gøre os nogle erfaringer på indholdet og appen, og så skal vi skalere ud i Europa med vores erfaringer, siger Nikolaj Koppel og tilføjer:

- Vi vil være folks foretrukne sted at hente podcasts.

Facebook
Twitter