Dansk fotograf vil ikke hyre kvinder: 'Jeg bliver nødt til at passe på mig selv'

Pressefotografforbundet er uforstående overfor, at Jan Grarup ikke vil ansætte kvinder.

Jeg bliver nødt til at passe på mig selv, og jeg vil hellere arbejde sammen med nogen, hvor jeg kan sige, hvad jeg vil, og agere på den måde, jeg nu gør. (Foto: Joachim Ladefoged © Scanpix)

Det er slut med at ansætte kvinder for stjernefotografen Jan Grarup.

Det skriver han på Facebook, efter at tv-værten Jes Dorph-Petersen er blevet taget af skærmen på TV2 på baggrund af anklager om krænkende episoder, der fandt sted i 2001 og 2003, og som tv-værten begge afviser.

- Derfor traf jeg for flere år siden en beslutning om ikke længere at ville arbejde med kvinder, omend de var og er sindssygt dygtige... Jeg vil simpelthen ikke leve i et kreativt miljø, hvor ord bliver drejet og twistet imod en kønsdiskrimination.

- Alle jer unge mænd, der gerne vil have fuld adgang og være assistenter, er velkomne - kvinder skal søge andetsteds, og der er masser af muligheder blandt fantastiske kvindelige fotografer i landet, skriver Jan Grarup blandt andet og tilføjer, at han støtter Jes Dorph-Petersen 10.000 procent.

Hvem er du at fortælle mig, hvad jeg må sige, spørger Jan Grarup. (© Scanpix)

Fotoformand: Han vil ikke dialogen

I Pressefotografforbundet forstår formand Sisse Stroyer ikke, hvorfor Jan Grarup ikke ønsker at hyre flere kvinder.

- Jeg tror, både mænd og kvinder har gransket deres fortid og tænkt, om de har krænket nogen. Men den beslutning, som Jan Grarup har taget, er voldsom. Jeg synes ikke, han vil dialogen, når han gør samtlige kvinder til et problem. Han straffer et helt køn ved at holde kvinder ude, og det synes jeg ikke, han kan være bekendt, siger Sisse Stroyer.

Hun vurderer, at Jan Grarup står alene med holdningen om at udelukke kvinder. Samtidig støtter hun op om, at både mænd og kvinder siger fra, hvis der er en tone på ens arbejdsplads, de ikke bryder sig om.

- Vi står med en generation, som heldigvis har modet til at sige fra. Det skal de have lov til – og det skal de blive ved med, siger hun.

Ville ønske, han ville ændre kulturen i stedet

Fryd Frydendahl, der er fotograf og leder af fotoskolen Fatamorgana, synes også, det er problematisk, at Jan Grarup melder ud, som han gør.

- Jeg kan godt forstå, at folk bliver bange, for der ingen vindere i denne massive oprydning. Men udmeldingen er problematisk, fordi han har en stor plads i dansk fotografi, og det er kedeligt, han ikke vil være en del af arbejdet med at ændre kulturen.

Men han har vel selv ret til at sætte sine egne grænser?

- Han er fri til at have sin holdning. Det er bare ærgerligt, fordi han er en dygtig og etableret fotograf. Fordi han er det, vil jeg ønske, at han vil bruge sin position til at være med til at ændre en kultur, hvor er tydeligvis er problemer i alle brancher, siger Fryd Frydendahl.

Grarup: Jeg er pisseligeglad

Til trods for kritikken fastholder Jan Grarup, at det er slut med at hyre kvinder for ham. Han siger, at han har fuld forståelse for metoo-debatten, men at han ikke længere kan navigere i, hvad der er rigtig og forkert.

- Det virker, som om at folk bliver krænket på kryds og tværs, og det er nemmere for mig – og som personlig beskyttelse for andre – at gøre det på denne måde.

Han fortæller, at hans opslag særligt har gjort kvinder rasende, mens "rigtig mange mænd" har fortalt ham, at de godt kan forstå ham.

Derfor er han egentlig også ligeglad med, at Pressefotografforbundets formand siger, at han ikke kan være bekendt at holde kvinder ude.

- Jeg er ikke medlem af forbundet, og hvad hun må mene, er jeg pisseligeglad med. Jeg synes faktisk ikke, hun kan være det bekendt, når hun siger det. I samme opslag skriver jeg, at vi har en masse vanvittigt dygtige fotografer, og der er masser af veje, de kan gå. Men jeg bliver nødt til at passe på mig selv, og jeg vil hellere arbejde sammen med nogen, hvor jeg kan sige, hvad jeg vil, og agere på den måde, jeg nu gør.

- Det kan for eksempel være, at der kommer en ung fotograf og viser mig et billede, og jeg siger: "Jeg får stiv pik af det billede", fordi det er så fantastisk. Hvis det er krænkende for nogen, så ønsker jeg ikke være en del af det længere.

Men kan du ikke bare forholde dig professionelt til fotografiet i stedet for at gøre samtalen til noget seksuelt og måske krænkende?

- Hvem er du at fortælle mig, hvad jeg må sige? Jeg må vel være det menneske, jeg vil være, og udtrykke mig på den måde, jeg vil. Skal jeg lægge beslag på mig selv for at tilfredsstille dig, Sisse Stroyer eller hvem fanden det måtte være? Derfor melder jeg ud, at jeg fremadrettet kun hyrer mandlige assistenter, og det kommer der ikke til at blive lavet om på.

Men kan mænd ikke også føle sig krænkede?

- Det har jeg ikke oplevet. Jeg har heller ikke oplevet det med kvindelige ansatte, men det er 100 procent sværere at navigere i for mig, når det er kvinder, siger Jan Grarup.

FacebookTwitter