Dansk kunstner bag fjernet skulptur i Hongkong ophæver copyrighten efter storm af henvendelser

Jens Galschiøt siger, at han har fået over 40 henvendelser fra folk, der vil kopiere skulpturen.

Skulpturen har siden 1997 været udstillet på universitetet i Hongkong. (Foto: TYRONE SIU © Ritzau Scanpix)

Der er "mange", der vil kopiere Jens Galschiøts skulptur 'Skamstøtten', der for nylig blev fjernet af de kinesiske myndigheder på universitetet i Hongkong.

Sådan beskriver kunstneren det i hvert fald selv.

Kunstneren Jens Galschiøt. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Siden skulpturen blev taget ned lige før jul, har han fået over 40 henvendelser fra kunstnere og demonstranter, der ønsker at rejse kopistatuer for at sætte fokus på demokratibevægelsen i Hongkong, og derfor har han valgt at give sine rettigheder til værket fri.

- Der er kommet så mange henvendelser, at jeg til sidst har måtte lave en underskrevet erklæring, hvor jeg afgiver retten til produktionen af skulpturen, og hvor der står, at et eventuelt overskud skal gives til demokratibevægelsen.

- Normalt vil kunstnere ikke give sin kunst kommercielt fri, men jeg har gjort det ud fra en tanke om, at det er vigtigt, at kunsten kommer ud. Og skulpturen er et minde om massakren på Den Himmelske Fredsplads, på demokratibevægelsen og menneskerettigheder, fortæller Jens Galschiøt.

Klager ikke over omtalen

Skulpturen forestiller en række forvredne kroppe stablet oven på hinanden og er opført til minde for ofre under protesterne på Tiananmen-pladsen i Beijing, også kendt som Den Himmelske Freds Plads, i 1989.

Adskillige fortalere for øget demokrati i Kina blev dræbt under de blodige demonstrationer, og emnet er meget betændt i Kina.

Netop derfor har det også kastet global omtale af sig, at 'Skamstøtten' blev fjernet.

Billedet er fra 10. oktober på universitetet i Hongkong. (Foto: Peter PARKS © Ritzau Scanpix)

Det kan godt være, at du har opgivet copyright. Men det er vel ikke helt skidt med al den omtale, når sådan nogen som mig ringer til dig?

- Man skal ikke tage fejl af, at man som kunstner er båret af den omtale, der er. Det er måske verdens mest omtalte skulptur globalt set, og det giver noget til skulpturen, massakren, og det giver også noget for mig. Jeg kunne formentlig spinde relativt meget guld på det her, hvis jeg ville. Men jeg er ikke særlig interesseret i penge, siger Jens Galschiøt.

Risikerer du ikke, at der er private aktører, eksempelvis store virksomheder, der vil udnytte situationen og misbruge, at copyright er væk?

- Jo. Jeg er gået i seng med djævlen, men sådan er det, når man pludselig er involveret i storpolitik. Men det kan ikke undgåes, og det er fint nok. Jeg udnytter dem, og de udnytter mig. Det er en gensidig "spanking". Men egentlig synes jeg ikke, at den her skulptur kan misbruges, for den er et symbol på at holde mindet om massakren og Hongkong i live.

- Det værste, der kunne ske, var, hvis der ikke skete noget, og at ingen gider 'Skamstøtten'.

Lige nu er skulpturen stadig i Hongkong, og Jens Galschøit har et håb om, at han snart kan få den tilbage.

I videoen kan du se, hvordan det så ud, da skulpturen blev ført ud af Hongkongs Universitet: