Dansk kunststøtte til 20 udlændinge

Kunstrådet har valgt 20 kunstnere ud, som rådet vil betale for at komme til og bo i Danmark. De skal fremme dansk kunst.

Kunstrådet vil spendere seks millioner danske støttekroner over de næste par år på at hive udenlandske kunstnere til landet. Og nu kommer de første 20.

De skal fremme dansk kunst og kommer hertil under den såkaldte DIVA-ordning. Den går ud på, at danske kunstnere og kunstorganisationer kan søge om at få internationale kunstnere til landet for at få ny inspiration.

Stor interesse for ny inspiration

Oprindeligt fungerede ordningen kun inden for billedkunsten, men succesrige erfaringer herfra har fået Statens Kunstråd til at udvide ordningen til også at gælde for musikere, scenekunstnere og litterater.

- Vi har modtaget mange interessante ansøgninger, som er et rigtigt godt tegn på, at der i dansk kunstliv er en stor interesse for at søge ny inspiration fra banebrydende internationale kolleger, siger formand for Statens Kunstråd Mads Øvlisen til Ritzau.

En broget skare

Blandt de inviterede kunstnere er komponisten, installations- og performancekunstneren Joanna Bailie, Oda Projesi, der er en af Tyrkiets mest kendte kunstnergrupper og amerikanerne Nancy Spanier og Paul Oertel, der er henholdsvis instruktør/koreograf og skuespiller/sanger.

Kunstrådet betaler de udenlandske kunstneres rejseudgifterne til og fra Danmark og stiller en gratis bolig til rådighed for dem, mens de er her. Desuden modtager hver kunstner et honorar på 10.000 kr. om måneden.

Næste runde for at søge om at få udenlandske kunstnere til landet er 1. maj i år.

Facebook
Twitter