Dansk museum åbner utraditionel udstilling: 'Vi kan snyde hjernen'

Forskning viser, at vi genkender og holder af alle de mønstre, der er i naturen, og det skal folk mærke på egen krop, forklarer museumsinspektør.

Ofte må du hverken røre eller kravle op på udstillinger, når du er på museum.

Men nu åbner en særudstilling, hvor du faktisk helst skal røre, føle, mærke og opleve med alle dine sanser.

For naturen er flyttet ind på Øhavsmusset i Faaborg med særudstillingen 'Mærk dig selv'.

- Vi giver folk mulighed for at komme ud i naturen - indenfor - for simpelthen at få de her ubevidste reaktioner, som vi helt automatisk har på naturen. Vi har bygget landskaber op for på den måde at få en bro tilbage i tid, fortæller museumsinspektør Mette Broch Jakobsen.

Det er tilladt at gå eller kravle rundt i udstillingen og føle på de udstillede genstande. Udstillingen åbner fredag d. 18. juni. (Foto: Øhavsmuseet / Ard Jongsma / Grafik: Signe Heiredal)

Meningen med det hele er, at man skal mærke naturens magi på sin egen krop.

- Min store forhåbning er, at vores gæster får en oplevelse af, at naturen påvirker dem helt ubevidst. Hvis de så også får med, at den måde, de bliver påvirket på, svarer til den måde nogle af deres ældste forfædre også mærkede naturen på deres krop og sind, så er vi nået langt, fortæller museumsinspektør Mette Broch Jacobsen.

På udstillingen kan man både gå på (kunst-)græs med bare tæer, sætte fingeren på en stor sten, som også et barn i Middelalderen har rørt ved, eller lægge sig ved bålpladsen i et fåreskind og kigge ind i en grøn skov, mens fuglene kvidrer, og en skuespillerstemme formidler historier og viden til dig.

- Vi arbejder med en samling af tre vigtige ingredienser, som er kulturhistorie, natur/landskab og sansning/psykologi, fortæller Mette Broch Jacobsen.

Naturen kan give ro til kroppen

Simon Høegmark, som forsker i naturterapi ved Syddansk Universitet, har undersøgt naturens påvirkning på mennesker, og han er ikke i tvivl om, at naturen har en helbredende effekt.

- Det, at man kommer ud i naturen, får vores grundfølelser til at falde på plads, siger han.

Og om det er ægte natur eller efterligninger, som for eksempel visualiseringer eller kunstigt græs betyder ikke så meget for effekten, forklarer Simon Høegmark.

- Vi kan snyde hjernen ved at efterligne naturens former, farver og strukturer, siger han og fortsætter:

- Det, som forskningen også viser, er, at når vi ser på natur, så går det ind og aktiverer det parasympatiske nervesystem, og vi restituerer, fortæller Simon Høegmark.

Simon Høegmark har været rådgivende konsulent i forhold til udvælgelse af landskaber til særudstillingen 'Mærk dig selv', og han mener, at der er nogle grundlæggende steder i naturen, som universelt er gode for os.

- For eksempel hvis vi går op på en bakketop, så føler man sig i kontrol. Lyden af rindende vand beroliger os, fordi så ved vi, at vi kan få noget at drikke. En tunneldal kan vi også godt lide af at være i, fordi menneskestøj forsvinder. De her miljøer går lige i hjertekulen på os, siger han.

I det moderne samfund er vores grundfølelser blevet forvirrede på grund af de mange indtryk fra blandt andte de digitale medier, forklarer Simon Høegmark.

- Vi er så meget oppe i hovedet og ikke nede i kroppen. Så det her med at genskabe kontakten til naturen, vil være helende for os, fordi vi sidder indenfor i 95 procent af tiden, siger han.

Han forklarer, at vi i langt størstedelen af tiden befinder os i den "direkte opmærksomhed", som kræver meget af os og kan være medvirkende årsag til angst, stress og depression.

- Vi skal ned i det, man kalder, den spontane opmærksomhed, som er den restituerende opmærksomhed, som du oplever, når du kommer ud i trygge naturmiljøer, siger Simon Høegmark.

Se et lille glimt af udstillingen fra Øhavsmuseet her:

Klogere på fortiden og sig selv

Udstillingen på Øhavsmuseet er bygget op som landskaber, der findes i virkeligheden indenfor 10 kilometers radius af museet i Faaborg, så man efterfølgende kan gå ud i den ægte natur. På den måde bygger udstillingen bro mellem blandt andet Stenalderen og Det Sydfynske Øhav.

Men ud over at blive klogere på kulturhistorien, har det også været vigtigt for Mette Broch Jacobsen, at man som moderne menneske bliver klogere på sig selv.

- Vores arbejde gik ud på at skabe en bro tilbage i naturen, men vi har haft super meget fokus på at have det moderne menneske med, så de kan mærke sig selv i det, siger hun.

Udstillingens landskaber er en blanding af ægte bakker, man kan gå op ad, og træer, man kan gå imellem, og så visualiseringer af for eksempel havet eller skoven.

Undervejs i udstillingen bliver man via lyd guidet til, hvad man kan gøre, for at mærke sig selv med naturens kræfter. (Foto: Øhavsmuseet /Ard Jongsma / Grafik: Signe Heiredal)

Men der er også placeret en rund boks, hvor man kan komme ind på en opvågningsstue på Odense Universitetshospital (OUH), og hvor hospiatalslyde og beroligende musik blander sig med hinanden.

- Vi reagerer positivt på naturen. Det bruger man positivt på opvågningsstuen på OUH, og det bruger vi i udstillingen.

Hør, hvordan det opleves, når hospitalslyd blander sig med skuespiller Charotte Munks stemme i den digitale fortælling på udstillingen.

0:00

Naturlyde og -billeder som rekreation

Siden 2019 har OUH brugt lyd fra naturen på hospitalets opvågningsafsnit, og Mette Broch Jacobsen oplevede også selv, da hendes søn på et tidspunkt var indlagt, hvad det betød at bruge naturen som rekreation.

Hvorfor er det vigtigt at forene kultur og sundhedsvæsen?

- Det er jo noget, som vi lige så stille begynder at få øjnene op for. For det første udsteder man kultur på recept, men hospitalet kan ikke sende folk ud, så de må invitere naturen ind.

- Her på museet har vi godt nok taget naturen ind, men vi er også lige så meget udenfor, så vi har lavet en masse aktiviteter ude i landskabet, hvor vi møder folk og fortæller om kulturen, siger hun.

Man har mulighed for både at føle og dufte til sansetesten på udstillingen. (Foto: Øhavsmuseet /Ard Jongsma / Grafik: Signe Heiredal)

I udstillingen kan man bruge sine sanser til at dufte, lytte og føle med og på den måde mærke sig selv, men man kan også blive klogere på forskningen.

- Forskningen viser, at alle de mønstre, der er i naturen, dem genkender vi instinktivt og holder af, siger Mette Broch Jacobsen.

- Det, jeg elsker ved naturen, er, at du ikke skal gøre alt muligt. Der er ikke et program for dig, hvis du går ud i skoven. Du skal bare gå derud, så er det godt for dig, siger Mette Broch Jacobsen.

FacebookTwitter