Dansk spiludvikler trækker 'Slave Tetris' tilbage efter kritik

Et kontroversielt spil, der opfordrer brugeren til at placere menneskelige tetrisbrikker i lasten på en båd, har fået en hård medfart på sociale medier.

'Slave Tetris' handler om at placere menneskelige tetrisbrikker i en båd så effektivt som muligt. (Foto: Screendump fra spillet via Daily Mail)

Efter massiv kritik fjerner den danske spiludvikler Serious Games Interactive nu en kontroversiel del af spillet ’Playing History: Slave Trade’.

Det drejer sig om ’Slave Tetris’, der er et mindre element i spillet, hvor brugeren får til opgave at stakke små, menneskelige blokke i en båd, så pladsen udnyttes bedst muligt.

Racistisk eller oplysende

Kritikken har især været udtalt på Twitter, hvor flere brugere har kaldt spillet racistisk og dehumaniserende:

https://twitter.com/JanetG94/status/638146709311389696 https://twitter.com/niche/status/638864892905320448

Simon Egenfeldt-Nielsen, der er direktør hos Serious Games Interactive, gjorde en dyd ud af at svare de mange kritiske tweets, men han har nu lukket sin twitter-konto.

Ifølge Buzzfeed forsvarede han især det kontroversielle 'Slave Trade' med, at et væsentligt aspekt i spillet er læring og oplysning:

- Vi mister penge på den her slags spil. Vi laver dem, fordi vi synes, det er vigtigt at lave læringsspil med henblik på at bekæmpe uvidenhed, tweetede Simon Egenfeldt-Nielsen, inden han lukkede sin konto.

Han understregede desuden, at den lille del af spillet, hvor man skal arrangere menneskelige tetrisbrikker, havde til formål at udstille, hvor makabert menneskehandel er.

Fjernes på trods

Alligevel har spillets producenter nu valgt at fjerne ’Slave Tetris’ fra ’Playing History: Slave Trade’. På hjemmesiden Steam, der forhandler spillet, er spilbeskrivelsen nu opdatere med følgende undskyldning:

- ’Slave Tetris’ er blevet fjernet, da det af nogle mennesker blev opfattet som ekstremt ufølsomt. Dette overskyggede spillets mål om læring. Vi undskylder overfor de, der følte sig krænkede af vores forsøg på at vise, hvor umenneskeligt slaveriet var.

Facebook
Twitter