Dansk stjerne-trompetist er død

Trompetisten Jens Winther er død, kun 50 år gammel. Det kom som et chok for det danske jazzmiljø. Også i udlandet blev han regnet som en af de store.

Trompetisten Jens Winther er død, kun 50 år gammel.

Meldingen om hans død kom som et chok for det danske jazzmiljø, hvor Winther hørte til blandt de største. Og ikke blot i Danmark. Han blev også regnet som en af jazzens store - både som trompetist og komponist - uden for landets grænser.

Søndag aften sendte en radiostation i Washington DC et langt indslag om Winther og både europæiske og amerikanske musikere og orkesterledere er chokerede over det pludselige dødsfald.

Fra Black Sabbath til Miles Davis

Jens Winther kom fra Esbjerg til København i 1978 og blev hurtigt medlem af forskellige grupper og allerede fra 1981 af Radioens Big Band. Her både spillede, skrev og dirigerede han samtidig med at han dannede sine egne mindre grupper.

Hans musikalske udsyn var stort - fra rockgrupper som Black Sabbath og Led Zeppelin over Quincy Jones og det store forbillede, trompetisten Miles Davis, til både barokmusik og moderne musik med den ungarske komponist György Ligeti.

Jens Winther skrev store værker, som blev opført af forskellige europæiske orkestre - bl.a. "Pluto And Beyond" med det hollandske Metropole Orchestra og musik, oprindeligt skrevet til DR Big Bandet, blev spillet af f.eks. det tyske radioorkester WDR Big Band med Winther som solist.

Winthers orkestermusik kunne være mørk og voldsom som et billede af hans sammensatte natur, men også lyrisk når han fortolkede jazzens standards. Musik var som liv og død for Jens Winther og der var altid noget på spil.

Hør Jazzprofilen med Jens Winther ude til højre her på siden. Udsendelsen sendes også i P2 onsdag aften 2. marts 2011 kl. 22-24.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532cf54da11f9d0b28f2ffc1

Facebook
Twitter