Dansk stjernekok er en af verdens mest indflydelsesrige

Den danske stjernekok René Redzepi er én ud af to danskere, der i år er kommet på TIME Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

Det anerkendte amerikanske tidsskrift TIME Magazine har netop offentliggjort deres årlige liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, og på listen finder man sågar to danskere.

Stjernekokken René Redzepi og Henrik Schärfe, der er professor på Aalborg Universitet, hvor han forsker i robotteknologi.

Om Henrik Schärfe skriver forskeren David Ferrucci i Time Magazine blandt andet:

- Henrik Schärfe var en næsten ukendt professor, indtil han viste sig på YouTube med sin dobbeltgænger. Robotten ligner Schärfe, det er meget sejt - og temmelig uhyggeligt.

Med hensyn til René Redzepi er han nærmest synonym med den internationalt anerkendte restaurant Noma, hvor han er køkkenchef og medejer.

De to danskere er kommet i fornemt selskab, for listen tæller nemlig prominente navne som Barack Obama, Hillary Clinton, Lionel Messi og Rihanna.

- Med hans restaurant Noma har René på 34 allerede gjort noget historisk. Han har sat København og de nordiske lande på det gastronomiske verdenskort, skriver en anden stjernekok Ferran Adriá på TIME Magazines hjemmeside om danskerens plads på listen.

Blandt de få udvalgte

René Redzepi var tidligere i år på forsiden af TIME Magazine med en artikel, der beskrev hvordan den danske kok har ført an i den seneste revolution i europæisk gastronomi.

- Tag til Norden ikke kun for design, og HC Andersen og hvad der ellers er, men også for at spise, siger René Redzepi til DR Nyheder.

Kun få danskere er før blevet udvalgt til listen.

De danskere, der tidligere har været på listen er Connie Hedegaard, brandingeksperten Martin Lundstrøm og Bjørn Lomborg.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve