Dansk ukrudtsdusk kan være verdens ældste krydderi

Løgkarse var en del af dansk stenalderkost. Det er det ældste krydderi, forskerne har fundet i Europa - og måske i hele verden.

Arkæologer har fundet ud af, at man under stenalderen i sjællandske Åmosen har brugt løgkarse som krydderi.

Stenalderkost består ofte af kød, kød og atter kød, men faktisk indgik der også krydderier i den proteinholdige kost.

Det konkluderer arkæologer, efter de har analyseret lerkar fra Åmosen i Vestsjælland, som er mere end 5000 år gamle.

Faktisk er krydderiet det hidtil ældste i det europæiske køkken og måske ligefrem i verden, fremgår det af den videnskabelige artikel, som netop er blevet offentliggjort i det internationale forskningstidsskrift PlosOne.

Måske verdens ældste krydderi

- Nu er det for første gang bevidst, at der indgik krydderier i stenalderens køkken. I artiklen taler vi beskedent om det ældste krydderi i det europæiske køkken, men i realiteten kender man tilsyneladende foreløbig ikke noget ældre tilfælde nogetsteds fra i verden, siger arkæolog fra Kulturstyrelsen Anders Fischer, som har deltaget i projektet.

Forskere har længe antaget, at stenalderens mennesker anvendte krydderier. Et af dem har været ramsløg, som man har fundet i arkæologiske lag fra den tidligere del af oldtiden. Man har dog ikke med sikkerhed kunnet sige, hvad planten er blevet brugt til, oplyser Kulturstyrelsen.

I forbindelse med bølgen af nye nordiske retter er løgkarse gået fra en status som ukrudt til en kæledægge på de danske restauranter - ligesom eksempelvis ramsløg. Og netop ramsløg er en af de planter, som minder om løgkarse, fortæller Claus Meyer.

Skarp og lidt hidsig smag

- Den minder om fuglegræs, ramsløg, skvalderkål og skovmærke, som giver maden karakter og parfume, siger kokken og beskriver smagen som sennep-, peberrod- og karseagtig.

Han fortæller, at løgkarsen blandt andet kan bruges i kartoffelmos, omelet, frikadellefars eller i en sauce.

- Den har en smule stærk og bittert brændende smag, som er god i fede og flade retter, siger Claus Meyer.

Ikke kun for madeliten

Løgkarse, der vokser i haver og skove, kan allerede høstes fra maj og hele sommeren gror med kraftigere blade. Og det, mener Claus Meyer, afspejler meget godt, at det nye nordiske køkken ikke kun er for eliten.

- Mens det franske køkken bygger på specielle råvarer, som er svære at få fat på, så er løgkarsen noget alle kan finde. Det er et godt utryk for den folkelige dimension, som der er i det nordiske køkken, siger Claus Meyer.

Facebook
Twitter