To danske filmbud blev overhalet af sort komedie

Eneste danske islæt ved European Film Award var to prisuddelere.

Skuespiller Antonio Banderas fik prisen for bedste europæiske skuespiller for Almodovars 'Smerte og Ære', men han var ikke til stede i salen. (Foto: pool © Scanpix)

Den britisk-amerikanske komedie 'The Favourite' løb med flere af de store priser ved European Film Awards - i to tilfælde for næsen af de to danske nominerede.

Trine Dyrholm var nomineret for sin rolle i 'Dronningen', der også er det danske bud i kategorien bedste internationale film ved Oscar-uddelingen i Hollywood næste år.

Lørdag aften måtte hun se statuetten ved European Film Awards, der kaldes Europas svar på Oscar-uddelingen, gå til Olivia Colman. Hun spiller hovedrollen som dronning Anne i 'The Favourite' og har allerede modtaget en Oscar for den indsats.

Det blev også 'The Favourite", der løb med prisen for årets bedste europæiske komedie. Her var den danske film 'Ditte & Louise' blandt de nominerede, men også her løb den britisk-amerikanske film med hæderen.

Ud over prisen for årets europæiske film fik filmens instruktør, Yorgos Lanthimos fra Grækenland, også en pris for sit arbejde med filmen.

Spanske Antonio Banderas vandt prisen for bedste europæiske skuespiller for sin rolle i Pedro Almodõvars 'Smerte og Ære.'

Selv om hverken Trine Dyrholm eller Ditte Hansen og Louise Mieritz kom på scenen, var der dog rigeligt med dansk islæt over prisuddelingen.

Skuespiller Jakob Cedergren var med til at uddele prisen for bedste europæiske manuskript. Og kollegaen Claes Bang stod for at uddele prisen for bedste europæiske skuespiller - en pris, som han selv vandt i 2017.

/ritzau/