Sæt bilen på cruise control, rul vinduet ned og skru op på 11 for den slags rockmusik, der kører langt på literen.

Fuck det! Det kan ikke være mit problem.

Lea Shapiro om folks skepsis overfor en kvinde ved trommerne

Det amerikanske rockband Black Rebel Motorcycle Club fejrer netop nu deres 20 års jubilæum med deres ottende album ’Wrong Creatures’, der udkom sidste uge.

Og takten bliver slået an af en dansk trommeslager – Leah Shapiro.

Lyt til Black Rebel Motorcycle Club mens du læser videre:

Black Rebel Motorcycle Club: Little Thing Gone Wild

Kompromisløs er et af de første ord, der popper op, når man lytter til bandets drevne rytmer. Trioen har altid gået egne veje og virker ikke til at bekymre sig meget om hvad omverdenen mener.

Det er med en rolig, men direkte tone, når holdningerne bliver luftet i det fri rum - også selvom Leah Shapiro af og til bider ting i sig.

Leah Shapiro

Født og opvokset i Aarhus

Har gået på musikskoler i Nottingham, Boston og New York

Var med i bandet Dead Combo inden hun i 2008 var med på turne med The Raveonettes

Siden slutningen af 2008 har hun spillet trommer i Black Rebel Motorcycle Club

Har efterfølgende medvirket på følgende album med BRMC:

'Beat the Devil's tattoo' (2010)

'Specter at the Feast' (2013)

'Wrong Creatures' (2018)

Igennem Europa om natten

- I dag tager jeg det første bad i et par dage, siger hun med en lettere opgivende mine.

Hun har huen trukket godt ned over panden og håret er gemt væk under hætten på den sorte trøje. De mørke rander under øjnene fortæller en tydelig historie – det er ikke blevet til meget søvn, mens bussen er tromlet igennem Europa, nat efter nat.

De sidste dage har været hårde. Ikke mere end normalt, når man er på turne med et band, der spiller shows hver aften, i byer hvor der ofte er 5-8 timers transport fra den ene til den anden. Men nu har turneen varet i flere uger, med 2½ times koncerter hver aften, og det kan man godt mærke i kroppen.

Hver aften sidder hun bag trommesættet bagerst på scenen, og kan se ryggen af de to frontfigurer Peter Hayes og Robert Been. Foran dem kan hun skimte kroppe bevæge sig i takt med musikken – kun afbrudt af jubel fra publikum på de udsolgte klubber.

Denne dag møder jeg Leah Shapiro på spillestedet Train i Aarhus. Der er stadig nogle timer til, at de skal give koncert, og hun viser mig al bandets gear på scenen: Guitarerne, forstærkerne og de mange pedaler, der kommer til syne under en uoverskuelig bunke kabler.

- Det er et mareridt nogle gange, griner en roadie, der står midt i suppen af ledninger. Han er en af dem, der hver eftermiddag slæber gearet ind på spillestederne og sætter det op, for at pille det hele fra hinanden 10 timer senere og slæbe det tilbage i bussen.

Trioen Black Rebel Motorcycle Club. Leah Shapiro (tv), Peter Hayes, Robert Been. (Foto: Tessa Angus)

Guitaristen Peter Hayes lunter hen mod os, mens han ruller en cigaret i én let bevægelse. Vi står lige ved hans guitarforstærker, som resten af bandet kalder for ’Rumskibet’.

-Vil du tale lidt guitar, spørger han afdæmpet.

Jeg takker pænt nej, for denne eftermiddag skal det hverken handle om guitarer, Peter eller kammeraten Robert. Det skal handle om personen bag trommerne. Hestepigen fra Aarhus, der voksede op med Rolling Stones på anlægget og havnede i et af USA’s mest velansete rockbands.

Kvinde i maskulint band

For Leah Shapiro startede udlandseventyret lige efter gymnasietiden i Aarhus. Hun havnede i en voksens teenagers dilemma, hvor hun ikke anede hvad hun skulle foretage sig med studentereksamen i hånden. Et par kammerater tog springet til en musikskole i Nottingham og Leah sprang med.

I Aarhus var hun allerede begyndt at spille trommer, når hun ikke red på heste. Trommesættet flyttede med, først til England, og siden til Boston og New York hvor hun blev fast besluttet på at leve af musikken.

Åh! Det kan jeg aldrig holde ud, at få det ’label’, at være ’kvindelig’ trommeslager. Mænd der spiller trommer, bliver aldrig kaldt ’mandlig’ trommeslager.

Leah Shapiro

Igennem netværket af nye venner og bands, kom hun med i det danske band The Raveonettes, der var i fuld gang med deres færd ud i verden. Guitaristen og sangeren Sune Rose Wagner boede i New York og bassisten Sharin Foo i Los Angeles – og sammen turnerede de rundt i USA.

En aften varmede The Raveonettes op for Black Rebel Motorcycle Club – og kort efter ringede de og gav Leah tilbuddet om at spille trommer med dem. Hos Peter Hayes og Robert Been startede et makker- og venskab, der nu kører på tiende år.

- Lige da jeg kom med i Black Rebel Motorcycle Club, var der en del kvindelige fans, der kommenterede på, at det nu var mig der var trommeslager. De synes ikke, at det passede ind, at en kvinde skulle sidde bag trommerne i et meget maskulint band.

-Fuck det! Det kan ikke være mit problem.

Bider kritik i sig

Det var lige i begyndelsen, da det på bandets hjemmeside blev annonceret at trommeslageren nu hed Leah Shapiro, var dansker og kvinde, at de skeptiske kommentarer landede. Siden er hun blevet mødt med respekt og anerkendelse af bandets mange fans.

Men det kan også tippe over og de rosende ord kan komme til at havne i en misforstået boldgade. At hun bliver rost for sit trommespil, selvom hun er kvinde!

- Åh! Det kan jeg aldrig holde ud, at få det ’label’, at være ’kvindelig’ trommeslager. Mænd der spiller trommer, bliver aldrig kaldt ’mandlig’ trommeslager.

I New York underviste jeg en pige, der nu er blevet gift, har et band med sin mand og har fået pladekontrakt. Hende er jeg mega stolt af.

Leah Shapiro

Hendes trommestil er tung, hård og monoton. Når hun fortæller om bandets sange, er det med udgangspunkt i hvilke sange, der er fedest at spille trommer til – eller dér hvor guitaren er højest og mest larmende. Hun passer godt til den rå stil og, som hun selv formulerer det, ’et meget maskulint band’.

Leah har oplevet, at blive præsenteret som den ’kvindelige’ trommeslager, i forbindelse med interview. Det vender sig i hende, hver gang hun hører det – også når fans kommer op efter koncerterne og roser hende for at kunne spille så godt trommer, som en kvindelig trommeslager. Men hun bider det i sig!

- Jeg kunne aldrig finde på, at være uhøflig overfor nogle – heller ikke selvom de ikke skulle være særligt flinke. Så jeg plejer bare at sige tak og håber på, at de oplever flere kvinder, udføre opgaver der traditionelt set er ’mandejob’. Der er virkelig ingen forskel på at være mand eller kvinde, når man spiller trommer.

Underviser unge kvinder i trommer

Hun interesserer sig ikke særlig meget for debatten, som af og til kan lægge musikeres internet ned. Diskussionen om kvinderne i rockmusikken, hvor er de og hvorfor er der ikke flere? I hendes verden, er kvinder i rockmusikken en naturlig som solen, vinden, regnen og hun underviser piger på trommer, når hun ikke turnerer.

- Da jeg boede i New York, underviste jeg en pige, der nu er blevet gift, har et band med sin mand og har fået pladekontrakt. Hende er jeg mega stolt af.

Det handler meget om tilgangen til eksempelvis at spille trommer. Det man får med sig hjemmefra. Selv er Leah aldrig blevet opdraget til at skulle være den forsigtige pige og har aldrig selv set sig som sådan. Dér kan hun tydeligt se en forskel i forhold til én af de andre elever.

- I Los Angeles, hvor jeg bor nu, underviser jeg én, som er en lidt mere forsigtig pige. Hun er blevet opdraget som den lille tynde pige, der ikke er stærk nok. Jeg synes, at det er synd, at man allerede får sat den type begrænsninger som børn – fordi man stadig tænker sådan på, hvad man som køn kan kaste sig ud i – og ikke kaste sig ud i.

Rockgruppen Black Rebel Motorcycle Club med den danske trommeslager, Leah Shapiro, gal i 2015 koncert på Tinderbox festival i Tusindårsskoven i Odense. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Leah gør hvad hun kan, for at bakke den forsigtige elev op. Igennem det seneste år, hvor hun er blevet undervist, har hun lært en masse numre, har en fed timing og et naturligt instinkt.

Om få timer skal Leah Shapiro selv sidde bag ’tønderne’. Hun vil stilsikkert holde takten og drive bandets musik frem. Vi går henover scenen og hendes øjne hviler et øjeblik på trommesættet. Lavet af træ, med reb og læder på siderne. Trommerne er dybe, så der kan komme ekstra tung lyd ud af dem – lavet lige efter hendes eget hoved og ønske. Et af privilegierne ved at spille i et band af denne størrelse og omdømme.

Senere kommer familie og venner på spillestedet, for at høre koncerten med bandet – hun er jo trods alt på hjemmebanen denne aften og hun glæder sig til, at publikum skal høre nogle af de nye numre fra det kommende album.

Det skulle egentlig have været ude i efteråret 2017, men der kom ting i vejen. Sådan kan det gå – det tænker de ikke meget over i dag, hvor bandets tre medlemmer er taknemmelige for publikums fremmøde og respons, overalt hvor de kommer.

Midt på aftenen står jeg blandt publikum på det fyldte spillested. Vi er vel 800. Nogle kender Leah personligt, andre ved at hun er fra Aarhus og igen andre aner det ikke.

Men vi kan alle skimte hende, da lyset bliver slukket og røgen fylder hele scenen. Hun sætter sig bag sit trommesæt, slår takten an, driver musikken frem og fører alle igennem en solid koncert.