Danske Lucas var med i 'verdens klammeste film': 'Jeg ville ikke gøre det igen'

Gyseren 'The Human Centipede' delte for ti år siden vandene - og kan stadig skabe debat.

(Foto: Mary Evans Picture Library AF Archive/Ifc Films © Ritzau Scanpix)

Advarsel: Denne artikel indeholder voldsomme beskrivelser og billeder.

Det var sådanne ord, gyserfilmen 'The Human Centipede' fik med på vejen i 2010. Det er nu ti år siden, at folk kunne gå i biografen og se filmen, der fik en ekstrem opmærksomhed og af flere medier blev kaldt verdens klammeste film.

Filmen fik kun begrænset premiere i biografsalene og fik en beskeden indtjening på lidt over to millioner kroner, hvilket ikke er prangende, når filmen kostede 12 millioner kroner at lave. Men i 2011 og 2015 kom der to opfølgere - bare med ekstra knald på uhygge og væmmelse.

I alle tre film handler det om noget så absurd, som at mennesker skal syes sammen - ansigt til anus - i en menneskekæde. Kæden udvikler sig fra tre mennesker i første film til 12 personer i opfølgeren og til en 500-personers kæde i den sidste film.

Den danske skuespiller Lucas Hansen spillede den femte i menneskekæden i 'The Human Centipede 2'. Det var den anden film, han var med i, efter han blev uddannet skuespiller. (Foto: Clare Park © pressebillede)

En dansker på rollelisten

Og som del af den 12 personer store menneskekæde i 'The Human Centipede 2' finder man en dansk skuespiller. Lucas Hansen, som mange måske husker som Bimse i DR-serien 'Bedrag', havde nemlig rollen som "The Human Centipede #5" - altså det femte led i menneskekæden.

Lucas Hansen var i gang med at filme sin første film nogensinde, da han fik muligheden for at gå til casting på filmen. Han kendte ikke til filmen, men havde hørt godt om den blandt sine kollegaer. Han blev inviteret i biografen for at se 'The human Centipede 1', så han vidste, hvad han gik ind til.

Og han var målløs.

- Jeg kan ikke have hørt særlig godt efter, da de fortalte om filmen til at starte med. Jeg tænkte: "What the fuck," da jeg så den, og jeg syntes egentlig, det var en mærkelig film, siger Lucas Hansen, der faktisk ikke er så vild med gysere.

- Men det var jo ikke, fordi jeg på det tidspunkt kunne vælge og vrage mellem tilbud. Jeg havde mange overvejelser, om det var det, jeg skulle, men jeg tog til castingen.

Lucas Hansen blev kort efter tilbudt rollen og takkede ja. Optagelserne gik i gang i en lagerbygning i London i oktober 2010.

Skuespilleren Laurence R. Harvey spiller rollen som Martin Lomax, der i 'The Human Centipede 2' skaber menneskekæden. (Foto: AP Photo/IFC Films © (c) Ritzau Scanpix)

Proteser og bideskinner

De fire uger i London, hvor han optog 'The Human Centipede 2', ser Lucas Hansen ikke ligefrem tilbage på som behagelige.

- Det var megakoldt. Jeg lå i undertøj på et betongulv i en kold hal, der blev kastet vand fra oven, og dengang havde jeg ikke så meget fedt på kroppen, så jeg lå og frøs meget af tiden.

Lucas Hansen spillede som nævnt nummer fem i menneskekæden, og han har flere gange skullet forklare folk, at de altså ikke blevet syet sammen, som man ser i filmen.

Nej, det var blandt andet specialsyede proteser, der holdt dem sammen. Og selvom det er ti år siden, han optog filmen, kan Lucas Hansen stadig tydeligt huske proteserne.

- Det tog næsten en time at få protesen sat på, så man skulle huske at tisse inden. Nogle af os skulle bide os fast i en bideskinne, der sad på den forrestes bagdel, og så havde de sat gaffatape op omkring vores mund for at skjule bideskinnen.

- Jeg havde ikke bideskinne på, det var kun dem, der skulle have smadret noget ved deres ansigt eller mund. Vi andre havde kun gaffatape, der holdt, siger Lucas Hansen og understreger, at det var hårdt at være bundet sammen flere timer i streg.

Foruden gaffatape, proteser og timer bundet sammen med andre var det også en smule frygtindgydende at arbejde sammen med skuespilleren Laurence R. Harvey, der spiller Martin Lomax, som beslutter sig for at udvide menneskekæden fra tre personer i den første film til en kæde på 12 mennesker.

- Han gik rundt med et koben og slog på os. Der var både et rigtigt koben og et falsk - men han byttede hele tiden rundt på dem, så jeg var nervøs for, hvad han kunne finde på at gøre.

- Jeg tænkte nogle gange, om de havde fået ham til at opføre sig underligt på settet, så vi faktisk var bange, siger Lucas Hansen.

Men den danske skuespiller har ikke fortrudt sin medvirken.

- Det var en underlig oplevelse. Jeg ville ikke gøre det igen, men jeg er glad for, at jeg gjorde det, fordi jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at opleve noget som skuespiller, der er hårdere eller værre end det.

Den hollandske instruktør og filmskaber Tom Six er manden bag trilogien 'The Human Centipede'. Før han blev verdenskendt for de tre film, var han instruktør for den hollandske version af realityserien 'Big Brother'. (Foto: Albert L. Ortega © Getty Images)

'De troede nok, jeg var sindssyg'

Men hvordan får man idéen til "verdens klammeste film"?

- Det startede som en joke. Jeg så en nyhedsudsendelse om, hvordan en pædofil havde fået en meget mild fængselsstraf, og jeg sagde, at det ville være bedre afstraffelse at sømme hans mund fast til røven af en lastbilchauffør, forklarede Tom Six til The Guardian i september i år.

Efter nyhedsudsendelsen tog Tom Six et billede af sin ekskæreste nede på alle fire og photoshoppede det til den første menneskelige tusindbensprototype. Billedet havde - ifølge Tom Six - alle ingredienserne til en ikonisk gyserfilm: klaustrofobi, ingen evne til at tale, spise andres afføring og ufrivillige operationer.

Da der blev afholdt auditions i USA, dukkede mange håbefulde unge skuespillere op, men da folk så billedet af tusindbensprototypen, blev folk så skræmte, at omkring 70 procent af de fremmødte gik igen.

- Da jeg castede den første film i New York, forklarede jeg konceptet, og næsten alle gik lige efter. De syntes, idéen var for ulækker. De sagde: "Jeg gik ikke på skuespillerskole for at blive degraderet på denne måde. Du er pervers!". Men vi fandt skuespillere, der troede på projektet, og nu har vi lavet filmhistorie.

To af skuespillerne, der valgte at blive hængende, var Ashley C. Williams og Ashlynn Yennie.

Ashley C. Williams spiller nummer to i menneskekæden. 'The Human Centipede' var hendes første store filmrolle. (Foto: AF Archive © (c) Mary Evans Picture Library 2020. Credit: Mary Evans/AF Archive/Ifc Films)

Ashley C. Williams var til audition på 'The Human Centipede' uden egentlig helt at vide, hvad det var. Det var et år siden, hun var stoppet på skuespillerskolen, og hun ledte efter arbejde. Instruktør Tom Six stak et blåt papir i hånden på hende, som chokerede hende.

Mens hun stod og kiggede ned på mennesketoget på papiret, koncentrerede hun sig om ikke at se overrasket eller forfærdet ud, for hun ville jo gerne have jobbet.

Og det må hun have gjort godt, for instruktør Tom Six tilbød hende en rolle: enten som den midterste pige, der overlever, eller den bagerste pige, der dør.

- Jeg ville gerne tage udfordringen op og spille Lindsey, der flygter og overlever. Men jeg vidste, at skuespil med kun mine øjne ville blive svært, har Ashley C. Williams forklaret.

Imponeret over, hvor realistisk det hele var

Ja, for de tre skuespillere i 'The Human Centipede' er næsten hele filmen igennem bundet sammen - mund til anus. Så alle følelserne - frygt, rædsel, utryghed og vrede - skal komme fra øjnene.

Især scenen hvor den den tyske kirurg skal operere og sy de tre forsøgspersoner sammen gjorde indtryk på skuespillerne.

- I operationsscenen var jeg virkelig imponeret over, hvor realistisk alting var. Ashlynn og jeg var et kort øjeblik overbevist om, at det var en dødspornofilm, og at vi virkelig skulle opereres til et menneskeligt tusindben. Heldigvis var det ikke rigtigt. Og Tom var fantastisk at arbejde med, og han gav os lov til at improvisere, siger Ashley C. Williams til The Guardian.

Instruktør Tom Six har forklaret, at det at være del af det menneskelige tusindben var så psykisk ubehageligt for skuespillerne, at de blev nødt til at have en massørterapeut ansat på settet til at lindre deres ubehag, men at settet også var et sjovt sted med mange pruttejokes.

'The Human Centipide 1' har vundet flere priser ved forskellige filmfestivaler for gyserfilm. (Foto: AF Archive © (c) Mary Evans Picture Library 2020. Credit: Mary Evans/AF Archive/Ifc Films)

Det er på ingen måde den perfekte gyser

Mathias Clasen fra Aarhus Universitet forsker i horror og har set rigtig mange gyserfilm. Men han har faktisk aldrig set 'The Human Centipede' til ende. Og det har han heller ikke tænkt sig at gøre.

- Den er simpelthen for klam, hvis du spørger mig. Idéen er sindssyg og så ekstrem, og det er jo også derfor, at den har fået så meget opmærksomhed.

Og at instruktøren Tom Six kalder det "alle ingredienserne til en ikonisk gyserfilm", er Mathias Clasen heller ikke enig i.

- Det er på ingen måde den perfekte gyserfilm. Det er langt fra de fleste mennesker, som har lyst til at se den. Det ulækre skal bruges med varsomhed. De fleste filmgængere kan bedre lide det skræmmende end det klamme, siger han.

Mathias Clasen påpeger dog, at mange i horrormiljøet ser på filmene med en vis anerkendelse.

- I de cirkler er vi ikke bekymret for den gode smag. Så længe en film kan chokere, eller i hvert fald skabe en meget stærk reaktion hos publikum, så nikker nogle med respekt. Hvis du er til en gyserfilm-konvention, så vil nogle smile og nikke anerkendende, hvis nogen nævner 'The Human Centipede'.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk