(Foto: MADS NISSEN)

Danske Mads har taget verdens bedste pressefoto: Se vinderbillederne her

World Press Photo har udvalgt årets bedste billeder i otte forskellige kategorier.

Øjnene er lukkede, munden er dækket med et mundbind, mens hendes arme holder om den ældre kvinde og presser hende helt ind mod sin egen krop. Et længeventet kram, som coronavirusset i alt for lang tid har umuliggjort.

Sådan ser Mads Nissens fotografi ud, som i dag er blevet kåret som 'World Press Photo of the Year' - altså verdens bedste pressebillede.

Billedet er taget for Politiken i forbindelsen med dækningen i Brasilien, hvor den voldsomme udbredelse af coronavirusset fik myndighederne til at råde befolkningen til at droppe al fysisk nærkontakt med andre. Men med hjælp fra et såkaldt krammegardin, som man kan se på billedet, kan Rosa Luzia Lunardi på 85 igen få et kram på plejehjemmet i São Paulo.

- Jeg håber, det kan være med til at inspirere folk til mere solidaritet og kærlighed i disse svære tider, sagde Mads Nissen ifølge Politiken i sin takketale.

Mads Nissen har tidligere modtaget hovedprisen ved World Press Photo. Det skete i 2015, hvor han vandt for et billede af parret Jonathan Jacques Louis og Alexander Semyonov, der var en del af en større fotoreportage om homoseksuelles rettigheder i Rusland.

- Denne pris er så stor i vores branche. Det er den ultimative pris, sagde han dengang.

I alt har World Press Photo udvalgt vinderbilleder i otte kategorier. Og selvom de seneste 12 måneder har været markant anderledes end de fleste andre, så er det ikke alt, der handler om mundbind, vacciner og fysisk afstand.

Du kan se de flotte vinderbilleder her.

  • Vinder - World Press Photo of the Year og General News, Singles: 'The First Embrace' af Mads Nissen. Billedet, der er taget af danske Mads Nissen for Politiken, viser 85-årige Rosa Luzia Lunardi, der får sit første kram i fem måneder af sygeplejersken Adriana Silva da Costa Souza. Det er anden gang i karrieren, at Mads Nissen vinder hovedprisen. (Foto: Mads Nissen/ Politiken/ Panos Pi © Mads Nissen/ Politiken/ Panos Pictures)
    1 / 15
  • Vinder - Contemporary Issues, Singles: 'Yemen: Hunger, Another War Wound' af Pablo Tosco. Billedet forestiller Fatima, der er mor til ni. Hun tjener sine penge ved at fiske, her med sin søn. (Foto: Pablo Tosco © Pablo Tosco)
    2 / 15
  • Vinder - Contemporary Issues, Stories: 'Sakhawood' af Alexey Vasilyev. Billedserien portrætterer Sakha-folket, som lever afsides i det nordøstlige Rusland under ekstreme vejrforhold. Her ses tvillingerne Semyon og Stepan. (Foto: Alexey Vasilyev)
    3 / 15
  • Vinder - Environment, Singles: 'California Sea Lion Plays with Mask' af Ralph Pace. Billedet forestiller en søløve, der svømmer imod et mundbind ved Monterey i Californien, USA. (Foto: Ralph Pace © Ralph Pace)
    4 / 15
  • Vinder - Environment, Stories: 'Pantanal Ablaze' af Lalo de Almeida. Billedserien viser den brasilianske Pantanal Region, mens den var ramt af omfattende brande i 2020. (Foto: Lalo de Almeida)
    5 / 15
  • Vinder - General News, Stories: 'Paradise Lost' af Valery Melnikov. Billedserien portrætterer grænselandet mellem Azerbaijan og Armenien, der har været præget af krig før og efter opløsningen af Soviet-Unionen i 1991. Her ses kvinden Abovyan Hasmik (69) grædende ved døren til sit hus i byen Nerkin Sus, Nagorno-Karabakh. (Foto: Valeriy Melnikov)
    6 / 15
  • Vinder - World Press Photo Story of the Year og Long-Term Projects: 'Habibi' af Antonio Faccilongo. Billedprojektet viser livet for en række palæstinensiske familier i en af de største konflikter i moderne historie: Israel-Palæstina-konflikten. Her er det hos et ægtepar, hvor konen sørger for at holde orden i sin mands tøj, selvom han er idømt livstid i fængslet. (Foto: Antonio Faccilongo © Antonio Faccilongo/Reportage by Getty)
    7 / 15
  • Vinder - Natur, Singles: 'Rescue of Giraffes from Flooding Island' af Ami Vitale. Billedet viser en truet Rothchild's giraf, der bliver transporteret i sikkerhed efter en oversvømmelse i Kenya. (Foto: Ami Vitale © Ami Vitale/CNN)
    8 / 15
  • Vinder - Nature, Stories: 'Pandemic Pigeons - A Love Story'. Billedserien viser, hvordan en hollandsk familie - fotografens egen - får jævnlige besøg af et par duer, de kalder Ollie og Dollie. Her er det fotografens egen datter, der forsøger at dække sig for duen Dollie. (Foto: Jasper Doest © Jasper Doest)
    9 / 15
  • Vinder - Portraits, Singles: 'The Transition: Ignat' af Oleg Ponomarev. Billedet viser Ignat, en transkønnet mand, sammen med sin kæreste, Maria. Billedet er taget i Sankt Petersborg i Rusland. (Foto: Oleg Ponomarev)
    10 / 15
  • Vinder - Portraits, Stories: 'The 'Ameriguns'' af Gabriele Galimberti. Billedet portrætterer våbenkulturen hos private i USA. Ifølge en stor, global undersøgelse er halvdelen af alle, privatejede skydevåben i verden ejet af amerikanere. Her ses Robert Baldwin Jr i sit hemmelige rum fyldt af våben i Las Vegas. Robert fik sin første pistol som seksårig. (Foto: GABRIELE GALIMBERTI © WWW.GABRIELEGALIMBERTI.COM)
    11 / 15
  • Vinder - Sports, Singles: 'Log Pile Bouldering' af Adam Pretty. Billedet viser Georg, der træner klatring - bouldering - på en stor bunke træstammer i Tyskland. (Foto: Adam Pretty © Adam Pretty/Getty Images)
    12 / 15
  • Vinder - Sports, Stories: 'Those Who Stay Will Be Champions' af Chris Donovan. Billedserien følger The Flint Jaguars-basketballhold i Michigan, USA. Her er det spilleren D'Angelo Mays på sit værelse. (Foto: Chris Donovan)
    13 / 15
  • Vinder - Spot News, Singles: 'Emancipation Memorial Debate' af Evelyn Hockstein. Billedet viser uenigheden mellem en kvinde og en mand om, hvorvidt monumentet The Emancipation Memorial skal bevares eller ej. Statuen viser Præsident Lincoln med en kopi af Emancipationserklæringen, mens en sort mand knæler ved hans fødder. Monumentet anses af kritikerne som værende nedværdigende for sorte, hvorfor mange ønsker det fjernet. (Foto: EVELYN HOCKSTEIN © Evelyn Hockstein)
    14 / 15
  • Vinder - Spot News, Stories: 'Port Explosion in Beirut' af Lorenzo Tugnoli. Billedserien viser tiden efter den massive eksplosion, der fandt sted i Beirut i august 2020. Her går Abdullah Dalloul i ruinerne af sit hjem ti dage efter eksplosionen. (Foto: LORENZO TUGNOLI © Photo by Lorenzo Tugnoli/ Contrasto for The Washington Post)
    15 / 15
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk