Kultur

Danske musikere kan ånde lettet op: Omstridt lov om copyright næsten i mål

Nye EU-regler skal beskytte kunstneres og pressens mulighed for at tjene penge på nettet.

Dj'en Morten Breum er en af de danske musikere, der har ønsket ændrede regler på området. (Foto: iamcre8tions © Scanpix)

Det lykkedes onsdag aften Europa-Parlamentet at vedtage en længe omstridt lov om copyright på internettet.

Det sker med et klart flertal efter måneders intens debat mellem blandt andre internetaktivister, tech-giganter og musikindustrien.

Vedtagelsen er en stor sejr for kunstnere og medier, mener det Radikale Venstres medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde.

- Jeg synes, det er fantastisk, at vi har fået knæsat, at den beskyttelse, som kunstnere og journalister har i den fysiske verden, den har de også i den digitale verden, siger Jens Rohde.

Et samfund, der investerer i kunsten

Vedtagelsen vækker også glæde hos en række danske musikere - heriblandt Morten Breum, Shaka Loveless, Mads Langer, Medina og Christopher, der sammen med en række brancheorganisationer og kendte musikere fra hele Europa har opfordret europaparlamentarikerne til, at stemme for en række ændringer i lovgivningen på området.

Se videoerne, hvor en række kunstnere opfordrer politikerne til at handle HER.

Ændringer, som skal sikre, at Youtube og Facebook er underlagt samme betingelser i forhold til aflønning af kunstnere som streamingtjenester som eksempelvis Spotify og YouSee Musik.

- Vi ønsker et samfund, hvor dem, der skaber og investerer i kulturen, modtager en fair betaling. Vi ønsker et samfund, hvor digitale tjenester konkurrerer på lige vilkår. Og vi ønsker et samfund, hvor ytringsfriheden trives, og hvor borgere har optimale muligheder for at begå sig i en digital virkelighed, lyder det i et brev, som en række danske musikere i juli sendte til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Det bliver lettere at få betaling

Engang var kopimaskinen og kassettebåndoptageren de største trusler mod ophavsret, i dag er det ifølge Jens Rohde internetgiganter som Facebook og Google.

Men med dagens vedtagelse i Strasbourg bliver det ifølge den danske EU-parlamentariker lettere for kunstnere og medier at få betaling for deres værker, når de udnyttes af onlinevirksomheder – som eksempelvis Facebook og Google.

- Alle store platforme er forpligtet til at lave aftaler med kunstnerorganisationer, således at kunstnerne fremover skal betales, når man bruger deres værker i kommercielt øjemed, siger han.

De nye regler er endnu ikke helt i mål. Før de kan vedtages endeligt, skal Europa-Parlamentet, EU's ministerråd og EU-kommissionen forhandle de sidste detaljer på plads.

Jens Rohde forventer dog ikke, at det giver store problemer.

- Vores og rådets holdning ligger relativt tæt på hinanden, så jeg mener, at vi skal kunne blive færdige inden jul, vurderer han.

Koda: Milepæl for fair internet

Hos foreningen Koda, der arbejder for at sikre musikernes rettigheder og betaling i Danmark, er der begejstring over dagens vedtagelse.

Foreningen mener, at den endelig indfører, hvad direktør Anders Lassen kalder ”fair spilleregler i den digitale verden”.

- Vi skylder de politikere, der har drevet og støttet dette arbejde, en stor tak. Respekt for at de valgte at stå på kulturens side her og ikke at lade sig kue af de vildledende skræmmekampagner, som tech-industrien har forsøgt at afspore debatten med, siger han.

Danske medier bakker op

Også hos brancheorganisationen Danske Medier er der glæde. De nye regler vil ifølge administrerende direktør, Morgen Langager, være med til at sikre ”fremtidens journalistik i Europa.”

- Medierne får en rettighedsmæssig beskyttelse af deres online indhold. Det er et værn for fremtidens journalistik i Europa”, siger han og fortsætter:

- Online-tjenester – blandt andet udbudt af de store tech-giganter – bygger deres forretning på at bruge korte uddrag af mediernes indhold og dermed skabe et nyhedsoverblik, som brugere ofte oplever som tilstrækkeligt, og dermed fravælger de originale artikler, siger han.

Dermed går medier glip af indtægter fra brugerne, mener han.

Google skeptisk

Google har brugt mange kræfter på at påvirke den EU-lovgivning for copyright på internettet, som nu tegner sig, men uden det store held.

Derfor er internetgiganten da også skeptisk over for dagens beslutning, som virksomheden helst havde været foruden. Google oplyser i en kortfattet pressemeddelelse, at man foretrækker frivillige samarbejdsaftaler frem for lovgivning.

- Folk vil gerne have adgang til nyheder og kreativt indhold af høj kvalitet online. Google har altid haft den opfattelse, at mere innovation og samarbejde er den bedste måde at opnå en bæredygtig fremtid for både nyhedsområdet og den kreative sektor i Europa. Og vi vil fortsætte med at have et tæt samarbejde med aktørerne på de områder, skriver Google altså i en pressemeddelelse.

Google oplyser yderligere, at Youtube det seneste år - på baggrund af tusindvis af samarbejdsaftaler med pladeselskaber - har betalt 1 mia. dollars til musikindustrien i rettighedspenge.

Facebook
Twitter