Danske Pernille skal tegne voldelig superhelt: Jeg er vild med figuren

Pernille Ørum skal tegne det næste eventyr med den rå teenagesuperhelt Hitgirl.

Den danske tegner Pernille Ørum skal tegne Hit-girl, der er skrevet af Kevin Smith. (Foto: Collage)

Den danske tegner Pernille Ørum er på vej mod toppen.

Hun har allerede vakt opsigt med sine flotte udgaver af superhelte som Supergirl og Wonder Woman, og hendes meget Disney-inspirerede streg har skaffet hende fans over hele verden.

En af hendes fans er amerikanske Kevin Smith, der er kendt som supernørd og instruktør af film som 'Clerks' og tv-serien 'Comic Book Men'. Han har længe været vild med danskerens streg, som han kalder "varm kakao for øjnene og sjælen" i en Instragram-opdatering, hvor han også fortæller om det nye projekt.

Kevin Smith har skrevet den tegneserie, som Pernille Ørum nu skal tegne. Opgaven tæller i alt fire særnumre af Hit Girl, alias Mindi McReady, med titlen ‘The Golden Rage of Hollywood’.

Figuren stammer fra serien ’Kick Ass’, som også er filmatiseret – og hun er en rå teenagepige, hvis far gør hende til superhelt. Nu opererer hun på egen hånd.

Historien skrev Kevin Smith, da han var tvunget til at tage det roligt efter et hjertanfald sidste år.

- Hit Girls tørst efter retfærdighed hjalp mig ovenpå, skriver han.

Feminin og ultravoldelig superhelt

Pernille Ørum tegner i en meget international stil, og hun er især god til at tegne stærke kvindelige figurer. Men Hit Girl er mere rå end gennemsnittet.

- Jeg er vild med figuren, fordi hun både er meget feminin – og ultravoldelig. Det voldelige er helt klart noget nyt for mig, så jeg kommer til at afprøve nogle grænser, siger Pernille Ørum og fortsætter:

- Jeg er netop gået i gang, og regner med at være færdig med sidste tegning i marts.

Det første nummer udkommer i januar 2019 i USA, hvor serielæserne for første gang skal møde Pernille Ørums stil, som ellers mest har kunnet opleves i tegnefilm og som illustrationer.

Facebook
Twitter