- Danske rappere har ingen stil

UFO og Yepha er dansk raps svar på Gøg og Gokke. U$O ligner en stor baby. Pirat TVs to selvbestaltede stilikoner, Morten og Andy, giver rapperne tørt på i Swagtalk.

Det kan godt være, at de kan rappe. Men stil har de altså ikke.

Pirat TVs to selvbestaltede stilikoner Morten og Andy er på krigsstien i de nye afsnit af modeprogrammet Swagtalk og danske rappere er i skydeskiven.

- Når det kommer til stil, står udviklingen stille for de danske rappere. De ligner stadig amerikanske rappere fra halvfemserne. De burde følge med tiden og droppe joggingsættet og flex-fit cap'en. De må tage sig selv alvorligt og ligne stjerner i stedet for bumser og klovne, siger Andy.

Stilen er outdated

Ifølge Andy er det nemlig ikke længere nok at lave god musik, hvis man skal være stjerne - det er mindst lige så vigtigt at se godt ud:

- Vi er altså i 2010 nu; du bliver bedømt på dit udseende og din stil.

Andy og Morten lægger ikke fingre imellem, når de på skift disser landets største rappere. Og Andy er forberedt på, at det måske ikke ligefrem gør dem elsket i hiphopmiljøet.

- Vi er da lidt bange for, at folk i hiphopmiljøet skal blive sure på os, for vi vil jo gerne selv lave musik. Men på den anden side vil vi gerne være med til at ændre den danske kultur omkring fashion. Det er jo helt forkert, at man ikke må se godt ud, når man er rapper!

Gulerodsbukser og rygsække

Normalt er der lagt i ovnen til ballade, når hiphoppere går i gang med at "disse" hinanden. Men Jøden, alias Michael Mûhlebach Christiansen, har kun latter tilovers for Swaggerdrengenes opsang.

- Man skal åbenbart høre sandheden fra skønhedsguruer i gulerodsbukser og rygsække, siger han.

Det første afsnit af Swag Talk sæson 3 ligger allerede på Pirat tv. Her er det Niarn og Jøden, der får fashion tips og rap over fingrene.

Afsnittet kan ses her

FacebookTwitter